Skader tiltalen mod Trump hans chancer for genvalg? Ikke nødvendigvis, mener eksperter
Tiltalen falder fint ind i Trumps kernefortælling om sig selv, vurderer analytiker.
En tiltale i en sag om ulovlige betalinger til en tidligere pornostjerne ville for langt de fleste være noget af en ridse i lakken at gå ind i en valgkamp med.
Men sådan anskuer tidligere præsident Donald J. Trump det næppe. Det vurderer TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.
- Det er ikke utænkeligt, at Trump på kort sigt har politisk gavn af at blive tiltalt. Han spiller nu fuldt ud rollen som martyr og politisk forfulgt, siger Jesper Steinmetz.
Vurderingen kommer efter, at en storjury på Manhattan i New York torsdag kom frem til, at den 76-årige tidligere præsident Donald Trump skal tiltales i en sag om tys tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.
USA-analytiker Mirco Reimer-Elster mener også, at sagen på mange måder er godt nyt for Donald Trump – på trods af, at Trump nok godt kunne have tænkt sig, at sagen drejede sig om noget andet end ulovlige betalinger for en påstået affære.
- På den korte bane har den her sag jo betydet for Trump, at samtlige toneangivende republikanere er kommet ham til undsætning og kaldt det politisk forfølgelse, lyder det fra Mirco Reimer-Elster.
Sød musik for hans tilhængere
Ifølge Mirco Reimer Elster falder tiltalen ganske godt i tråd med en fortælling, Donald Trump har forsøgt at skabe om sig selv fra starten; nemlig den, at han har været politisk forfulgt fra den dag, han annoncerede sit kandidatur.
Analytikeren påpeger, at tiltalen ikke er Donald Trumps første juridiske hovedpine, selvom det er den første tiltale rejst mod den tidligere præsident, der blandt andet er blevet stillet for en rigsret to gange under sin præsidentperiode.
- Det taler lige ind den fortælling om politisk forfølgelse, der har været central for Trumps politiske succes, og som appellerer til mange republikanske vælgere.
Ifølge korrespondent Jesper Steinmetz er sagen dog også en, der kan vække røre i det republikanske parti. Det skyldes, at selv Trumps konkurrenter til at blive republikanernes præsidentkandidat er tvunget til at bakke ham op – med det resultat, at deres egen profil svækkes, lyder det fra korrespondenten.
Han mener dog, at tiltalen vækker glæde et andet sted:
- Til gengæld er der stille jubel i Det Hvide Hus og blandt demokraterne. Hver gang Trump er i vanskeligheder og rydder nyhedsdagsordenen, er det til gavn for præsident Biden, der selv er voldsomt upopulær.
Første gang i historien
Det er første gang i amerikansk historie, at en tidligere præsident står over for at skulle stilles for retten i en kriminalsag.
Det er uvist, hvordan tiltalen mod Trump vil lyde. Men sagen handler om 130.000 dollars, som Trumps daværende advokat Michael Cohen betalte Stormy Daniels for, at hun skulle tie stille om en affære, hun påstod at have haft med den daværende præsidentkandidat.
Michael Cohen erkendte siden at have brudt loven om kampagnemidler i forbindelse med betalingen af den nu 44-ĂĄrige kvinde med det borgerlige navn Stephanie Clifford.
Donald Trump og hans advokater kalder tiltalen et politisk angreb og fastholder, at den tidligere præsident ikke har begået nogen forbrydelse.
- Det her er politisk forfølgelse og indblanding i et kommende valg på det højeste niveau i historien, siger Donald Trump i en udtalelse ifølge New York Times.