Militæranalytiker fælder dom over bjærget objekt ved Nord Stream
"Tilfældigheder sker", siger militæranalytiker Johannes Riber, efter at objekt ved Nord Stream-rørledning er blevet bjærget.
Et cylinderformet objekt er tirsdag blevet bjærget af Forsvaret ved Nord Stream 2 på 73 meters dybde.
Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Objektet blev i første omgang opdaget af det russiske selskab Gazprom 14. marts, og det har siden været uvist, hvad objektet var.
Det står endnu ikke klart med sikkerhed, hvad objektet er, men foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om en simpel, tom røgbøje, skriver Energistyrelsen.
En sådan bruges normalt til visuelle markeringer på havet – og den er ganske ufarlig, forklarer Johannes Riber, som er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- Hvis du er i nød, kan du smide en røgbøje ud. Den giver ild, varme og en masse røg, som man kan se. Men man kan bruge den til at markere hvad som helst andet, hvis man for eksempel har tabt noget, siger Johannes Riber til TV 2.
Militæranalytikeren er ikke i tvivl om, hvorvidt den pågældende røgbøje har spillet en rolle i sprængningen af Nord Stream 2.
- Hvis det er en røgbøje, så er det en tilfældighed, at den ligger dernede. Det har ikke noget med sprængningen at gøre. Det ville overraske mig meget, slår han fast.
Militæranalytiker: - Tilfældigheder sker
Energistyrelsen offentliggjorde onsdag et nyt billede af objektet, efter at det er blevet bjærget, ved siden af et billede af objektet under vandet.
På billedet fra havets bund læner objektet, der måler cirka 40 centimeter i højden og omkring 10 centimeter i diameter, sig op ad rørledningen.
Og Johannes Riber vedkender, at det er "lidt underligt", at den har stået op ad ledningen frem for at ligge vandret på havbunden. Der kan dog være en logisk forklaring.
- Det kan være, fordi der er luft i, siger han.
Desuden vurderer Johannes Riber ud fra billederne, at objektet – om det er en røgbøje eller ej – har ligget på havbunden længere tid end rørledningen.
Og så understreger han, at "tilfældigheder sker" – også i krig.
Bjærgningen skete med deltagelse af en repræsentant fra ejerselskabet Nord Stream 2 AG.
Nord Stream-rørledningerne blev ramt af eksplosioner sidste år. De udløste en gaslækage fra rørene, som kunne ses på havoverfladen.
TV 2 arbejder på et svar om de yderligere undersøgelser af objektet fra Forsvaret.