Et oprør er i gang i fodboldverdenen: - De har det ikke godt, når de spiller for landsholdet

I sidste ende er det et spørgsmål om ligestilling, siger kommentator - og derfor er der lang vej igen.

De er trætte af at kæmpe. For bedre udviklingsmuligheder, for bedre løn, for større fokus på deres mentale og fysiske sundhed.

Og nu har de fået nok.

Det er stadig en verden, hvor flere spillere ikke kan leve af deres fodbold

Sofie Engberg Munch, fodboldkommentator for TV 2

Et ulmende oprør blandt nogle af kvindefodboldens største stjerner på verdensplan truer i øjeblikket verdensmesterskaberne, der efter planen skal afholdes i Australien og New Zealand til sommer.

For 15 af Spaniens bedste spillere vil ikke udtages til deres landshold, før deres vilkår forbedres.

Og de er blot de seneste i en lang række kvindelige fodboldstjerner, der ikke længere vil nøjes med det næstbedste, men som i stedet sætter deres karrierer på spil for at gøre kvindefodbold til en sport, der er til at holde ud at være i.

- Spillerne vil gerne have adgang til de bedste baner, de bedste trænere, muligheder for at udvikle sig på den bedste måde. Det er stadig en verden, hvor flere spillere ikke kan leve af deres fodbold, hvor de vælger at studere ved siden af eller have et arbejde, fortæller Sofie Engberg Munch, der er fodboldkommentator for TV 2.

Diktatorisk ledelse

De spanske fodboldspillere er i øjeblikket blandt verdens bedste – det, Sofie Engberg Munch kalder ”en gylden generation”.

De var blandt andet storfavoritter til at vinde EM i 2022 og havde gode forudsætninger for at nå helt til tops i sommerens VM.

Indtil september 2022, hvor 15 spillere fra Spaniens kvindelandshold i hver deres mail bekendtgjorde overfor forbundet, at de ikke ville repræsentere landet, så længe Jorge Vilda fortsat var træner.

- Og de her 15 spillere er ikke bare hvem som helst. Det er spillere for Barcelona, spillere for Manchester United, Manchester City – de store stjerner, som har båret holdet, fortæller Sofie Engberg Munch i tirsdagens udgave af TV 2’s nyhedspodcast ’Dato’.

Hvem er de 15 spillere?

Både Marca og AS har bragt navnene på de 15 spillere i forbindelse med sagen. Som det ses på klubberne, er det ikke hvem som helst.

  • Ainhoa Vicente (Atlético Madrid)
  • Lola Gallardo (Atlético Madrid)
  • Sandra Paños (Barcelona)
  • Mapi León (Barcelona)
  • Claudia Pina (Barcelona)
  • Aitana Bonmatí (Barcelona)
  • Mariona Caldentey (Barcelona)
  • Patri Guijarro (Barcelona)
  • Andrea Pereira (Club America)
  • Leila Ouahabi (Manchester City)
  • Laia Alexandri (Manchester City)
  • Lucia García (Manchester United)
  • Ona Batlle (Manchester United)
  • Amaiur Sarriegui (Real Sociedad)
  • Nerea Eizagirre (Real Sociedad)

Det skyldes ifølge spanske medier, at spillerne finder Vildas ledelsesstil ”diktatorisk”, og at hans kontrolbehov er for stort, hvilket skaber en dårlig atmosfære på landsholdet.

- Det, der går igen, er deres mentale helbred. De har det ikke godt, når de spiller for landsholdet. Og det skal man jo helst have, understreger Sofie Engberg Munch.

Forbundet valgte hurtigt side og står last og brast med Jorge Vilda, som er blevet rasende over stjernespillernes udmeldinger og har valgt at sætte et landshold mestendels bestående af nye, uprøvede talenter.

Og ifølge Sofie Engberg Munch er det i den grad ærgerligt for sporten, hvis de største kvindelige fodboldstjerner i verden ikke får lov til at vise, hvad de kan, ved verdensmesterskaberne til sommer.

- VM er et vindue for at se de bedste spillere, det er et vindue til hele fodbolden, de største stjerner skal præstere, alles øjne er rettet mod dem, det er dem, man vil se spille, siger hun og tilføjer:

- Det er ikke fantastisk for produktet, at de bedste spillere ikke er med.

Vinder flere sejre

Hun vil dog heller ikke udelukke, at det bliver de spanske fodboldspillere, som i sidste ende kommer til at trække det længste strå i konflikten med forbund og træner.

For de er ikke de første kvindelige fodboldspillere, der bogstavelig talt sætter foden ned.

Der er mange ting, der kan blive meget bedre. Det er derfor, de stadig kæmper

Sofie Engberg Munch, fodboldkommentator hos TV 2

Og det er ikke sjældent, at de opnår resultater ved at gøre det.

I februar valgte flere franske stjerner – meget lig de spanske – at trække sig fra deres landshold på grund af utilfredshed med holdets træner, Corinne Diacre, som ifølge Sofie Engberg Munch ”har flere kontroverser end meritter”.

Protesten førte efter kun få uger til en fyreseddel til Diacre.

Ligeledes har protester fra kvindelige fodboldstjerner verden over medført, at FIFA’s planer om at gøre ’Visit Saudi Arabia’ til sponsor for VM 2023 blev droppet. Spillerne kunne ikke se, hvordan det gav mening, at et land med så stor mangel på basale rettigheder til kvinder skulle støtte kvindernes VM.

På Canadas landshold strejkede alle spillere i februar og krævede bedre finansiering, bedre træningsforhold og mere i løn. Indtil videre er de nået frem til en foreløbig finansieringsaftale med deres forbund.

Lang vej igen

Frankrig, Canada og Spanien er henholdsvis rangeret som nummer fem, seks og syv på ranglisten over verdens bedste kvindelandshold.

Men selvom de gode eksempler rykker på tingenes tilstand, er der lang vej igen, understreger Sofie Engberg Munch – for i virkeligheden er det i et større perspektiv et spørgsmål om ligestilling.

- Udvikling tager lang tid, og udviklingen i kvindefodbold er sket hurtigt. De er kommet langt på få år, men der er lang vej igen, siger hun og tilføjer:

- Der sker mange gode ting, men der er mange ting, der kan blive meget bedre. Det er derfor, de stadig kæmper.

Du kan høre Sofie Engberg Munch fortælle meget mere om fodboldspillernes mange kampe udenfor banen i dagens afsnit af TV 2's nyhedspodcast 'Dato'.