Udland

Kendt designers mystiske dødsfald kædes nu sammen med en stribe forbrydelser

Kathryn Marie Gallagher blev fundet død i sin lejlighed sidste sommer.

Det undrede efterforskerne, da en 35-årig kvinde blev fundet død i soveværelset i sin lejlighed på Lower East Side i New York 24. juli sidste år.

Liget viste ingen tegn på vold, og dødsfaldet forblev et mysterium i otte måneder, indtil i fredags, hvor myndighederne kom med overraskende nyt i sagen.

Her erklærede politiet, at tøjdesigneren Kathryn Marie Gallaghers død ikke var tilfældig, men at hun var blevet dræbt, skriver The Guardian.

Hendes død har efter alt at dømme forbindelse til en stribe af stofrelaterede forbrydelser i byen, lyder politiets vurdering.

Med ét er designeren skæbne blevet en del af en dyster statistik i USA.

Akut forgiftning

Et svar fra retsmedicineren viser, at den 35-årige kvinde døde af akut forgiftning, forårsaget af en blanding af fentanyl, parafluorofentanyl og ethanol.

Efterforskere har på den baggrund konkluderet, at Kathryn Marie Gallagher blev forgiftet, muligvis som en del af en stofrelateret tyveribølge, hvilket betyder, at nogen kan have forgiftet designeren for at stjæle fra hende.

Under fredagens udtalelse kom politiet ikke med yderligere detaljer om mistanken, men oplyste, at ingen er anholdt i sagen, og at efterforskningen fortsætter.

50 gange stærkere end heroin

At netop fentanyl blev fundet i Kathryn Marie Gallagher, kan give fornyet opmærksomhed til det syntetiske stof, som menes at have forbindelse til to tredjedele af over 100.000 dødelige overdoser i USA alene i 2022, ifølge The Guardian.

Landet har de seneste år kæmpet med et stigende misbrug af opioider, hvoraf især fentanyl er udbredt.

Stoffet er et særdeles vanedannende opioid, der er 50 gange stærkere end heroin, og det betegnes som det allerfarligste stof på det amerikanske narkomarked.

USA har i 2022 beslaglagt så meget ulovligt fremstillet fentanyl, at det er nok til at slå hele den amerikanske befolkning ihjel.

Omkring 60 barer, restauranter og gallerier i New York deler nu fentanyltestkit ud som en del af indsatsen for at oplyse folk om, hvilke former for stoffer de indtager, skriver The New York Times.

Familie udtrykker lettelse

Før sin død var Kathryn Marie Gallagher en anerkendt designer.

Blandt andet havde sangerinden Lady Gaga, skuespillerinden Laverne Cox og danserne ved New York City Ballet båret hendes tøj, som også var med i modemagasinerne Vogue, The Cut, Elle og Glamour.

I forbindelse med den nye udmelding fra politiet har designerens familie udsendt en udtalelse, hvori de udtrykker lettelse over konklusionen.

- Denne nyhed hjælper os til at få tingene på plads, kræve ansvarlighed og sørge mere åbent, lyder det ifølge NBC New York.

Bande går efter ofre på barer

New York har i løbet af det sidste år oplevet flere dødstilfælde, efter at personer er blevet bedøvet og efterfølgende røvet.

I december blev en 33-årig mand anholdt i forbindelse med en overdosis, som kostede to mænd livet, efter at de var blevet bedøvet på en natklub.

Ifølge anklagemyndigheden er den anholdte medlem af en bande, der går målrettet efter folk i nattelivet.

- De går målrettet efter ofre, som forlader barer, hvor de i nogle tilfælde tilbyder stoffer, hvorefter de enten via tvang, eller når offeret er bevidstløs, fjerner smykker, penge, ure og telefoner fra ofret, har chefen for politistyrken i New York, James Essig, tidligere forklaret.