Krigen i Ukraine

Eksplosion i russisk by blev udløst af ukrainsk drone, hævder Rusland

Droneeksplosion i russisk by kan provokere en reaktion fra Putin, vurderer analytiker.

En drone fyldt med eksplosivt materiale ramte søndag eftermiddag ned i midten af den russiske by Kirejevsk i Tula-regionen.

Det oplyser en talskvinde fra det lokale beredskab ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Droneeksplosionen har såret mindst tre personer og skabt et krater i byens centrum, mens flere bygninger også er blevet beskadiget.

Rusland hævder, at det var en ukrainsk drone, der ramte byen 220 kilometer syd for Moskva.

"Nærliggende" at tro, at ukrainere står bag

Ukraine har ikke reageret på hændelsen, men har tidligere afvist russiske påstande, om at landets droner er fløjet ind på russisk territorie.

Ifølge TV 2s korrespondent i Ukraine, Rasmus Tantholdt, er det "nærliggende at tro, at ukrainere står bag droneeksplosionen", selvom han understreger, at det ikke er bekræftet på nuværende tidspunkt.

Rasmus Tantholdt siger, at det ikke nødvendigvis er Ukraines regering, der står bag, men at det også kan være ukrainske sabotører, der er bosiddende i Rusland.

- Vi kan bare konstatere, at vi flere gange har set, at der er blevet angrebet inde i Rusland, og det ville være usædvanligt, hvis det ikke er nogen, der på en eller anden måde har sympati for Ukraine, siger Rasmus Tantholdt.

Eksplosion kommer på anspændt tidspunkt

Videoer og billeder fra Kirejevsk søndag viser ifølge nyhedsbureauet Reuters et mudret krater nær en bygning, hvis tag og mure er ødelagte. Ved en boligblok tæt på kan man se glasskår spredt på en trappe. Reuters har ikke kunnet verificere billederne.

Mediet Skynews har delt en video fra Kirejevsk, der angiveligt også viser krateret efter eksplosionen.

Eksplosionen kommer på et i forvejen meget anspændt tidspunkt i krigen, mener international analytiker Kristian Mouritzen til TV 2.

Han siger, at i øjeblikket bliver enhver form for eskalering og forsøg på at ramme hinandens territorie fra begge sider brugt til at lave et modsvar.

- Hvis det viser sig, at det har været en ukrainsk drone, der var på vej til Moskva eller andet sted, som er eksploderet, så er det klart, at vi risikerer, at Putin kommer til at reagere på en eller anden måde på den her trussel, siger Kristian Mouritzen.

Ifølge ham består den meget anspændte situation i øjeblikket blandt andet af, at præsident Vladimir Putin lørdag sagde, at Rusland vil placere taktiske atomvåben i nabolandet Belarus.