Præsident Vladimir Putin forsøger at skræmme de vestlige lande ved at placere taktiske atomvåben i Belarus. Det siger TV 2s korrespondent i Ukraine, Rasmus Tantholdt.
- Det er en form for spil med musklerne for at vise den vestlige verden, at nu skal I stoppe med at sende våben til Ukraine, siger han.
Ifølge Tantholdt kommer meldingen som svar på, at England vil sende ammunition med forarmet uran til Ukraine, og det er noget, som russerne fortolker som en slags atomvåben. Men det er fuldstændig forkert, påpeger Tantholdt.
Samtidig siger korrespondenten, at omplaceringen af nogle af Ruslands taktiske atomvåben næppe kommer til at betyde noget for krigen.
- Om de står i Belarus eller i Rusland eller på Krim-halvøen, er ikke så afgørende, siger Tantholdt.
Han understreger desuden, at det er taktiske atomvåben, hvilket vil sige, at de er mindre end atomvåben, og de kan ikke udrydde en hel by.
Tantholdt siger til sidst, at skridtet måske viser, at Putin er "voldsomt, voldsomt presset" i krigen.