Tantholdt: - Det kan blive en hidtil uset ydmygelse for russerne
Russerne er udmattede, og det giver mulighed for modangreb, siger Ukraines øverste militærchefer.
Meget tyder på, at den rygtede ukrainske forårsoffensiv kommer til at udspille sig i Bakhmut. Det fortæller TV 2s udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt.
Og det skyldes ikke byens taktiske placering. Derimod er det et spørgsmål om at ødelægge den russiske hærs moral, siger han.
- De har i flere måneder kæmpet indædt og mistet titusindvis af soldater for, at de kan få fingrene i den her by. Hvis det ender med ikke at lykkes for russerne, er det en katastrofe for den russiske hær.
Mens ukrainerne har holdt deres forsvarslinjer og samlet kræfter hen over vinteren, har russerne allerede indledt deres offensiv – ikke mindst i Bakhmut. I modsætning til ukrainerne har russerne altså allerede tæret på alle sine kræfter i det langvarige opslidningsslag om byen, siger Tantholdt.
- Hvis de ikke kan indtage den by, og ukrainerne i stedet skubber dem væk, er det en ydmygelse, vi nærmest ikke har set lignende i løbet af den her krig.
Russernes udmattelse giver muligheder
Så sent som torsdag varslede ukrainerne selv, at landets væbnede styrker har en modoffensiv på vej i Bakhmut.
Det skyldes ifølge Ukraines øverste militærchefer, at russerne er ”udmattede”, hvilket har givet mulighed for et modangreb.
- De taber betydelig styrke og er ved at blive udmattede. Meget snart kommer vi til at udnytte det, skriver chefen for de ukrainske landstyrker, Oleksandr Syrskyj, på det sociale medie Telegram.
Den russiske side er dog forberedt på, at ukrainerne snart kan gå i offensiven. I hvert fald sagde den pensionerede oberst Andrey Marochko fra den russiskbesatte ukrainske region Luhansk tirsdag, at alt tyder på, at Ukraine forbereder sig på et storslået slag i området.
En påstand, han ifølge den russiske avis Komsomolskaya Pravda blandt andet baserer på, at han har observeret ukrainske soldater strømme til kampområdet i de sene nattetimer.
Omdrejningspunkt for intense kampe
Bakhmut er et af de sidste områder i den østlige region Donetsk, som Ukraine stadig har kontrol over.
Byen har i månedsvis været omdrejningspunkt for intense kampe mellem de russiske og ukrainske styrker og har endda fået tilnavnet 'kødhakkeren'.
Et navn, der kommer sig af de meget store tab, som især de russiske styrker har lidt under deres gentagne forsøg på at indtage byen.