Krigen i Ukraine

Russisk guvernørsøn forsvundet fra husarrest i Italien

Den flygtede russers far og advokat kalder anklagerne mod ham for en brik i et storpolitisk spil. Men de afviser at vide, hvor russeren er nu.

Den russiske forretningsmand Artem Uss er flygtet fra sin husarrest i Italien og eftersøges nu af politiet.

Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa og avisen La Stampa.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at han er et offer i et storpolitisk spil

Alexandr Uss, guvernør i Krasnojarsk-regionen

Uss blev i oktober anholdt i Italien efter anmodning fra amerikanerne, og tirsdag i denne uge godkendte en domstol i Milano at udlevere ham til USA.

Derfor skulle Uss have været på vej til USA, som ønsker at retsforfølge den 40-årige russer, der er søn af guvernøren i den sibiriske region Krasnojarsk.

Men da italiensk politi onsdag eftermiddag ankom til russerens lejlighed i Basiglio lidt syd for Milano, hvor han har siddet i husarrest, var Artem Uss væk.

Kort forinden var han brudt fri af sin elektroniske fodlænke, skriver de italienske medier.

Fik han hjælp?

Guvernør Aleksandr Uss fortæller, at sønnens lejlighed var under tæt bevogtning fra italiensk politi, og at det derfor er uklart, hvordan Artem Uss overhovedet kunne undslippe.

Aleksandr Uss siger, at han ikke ved, hvor sønnen er, men at han er sikker på sin søns uskyld.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at han er et offer i et storpolitisk spil, siger den russiske guvernør.

Den russiske menneskerettighedsaktivist og stifter af organisationen gulagu.net, Vladimir Osetjkin, siger til Bloomberg, at han fra sine kilder i de russiske efterretningstjenester har informationer om, at Uss flygtede med hjælp fra russiske agenter.

Anklaget for hvidvask og smugling

Artem Uss blev anholdt i Malpensa-lufthavnen 17. oktober på en international arrestordre fra den amerikanske anklagemyndighed.

Ifølge de amerikanske anklager har Uss gennem et tysk selskab, som han er medejer af, købt teknologi, der kan anvendes i militærfly, missilsystemer, våben, radarer og satellitter.

Komponenterne er købt hos amerikanske producenter, og ifølge myndighederne i USA er de derefter solgt videre til virksomheder i den russiske forsvarssektor, der er underlagt internationale sanktioner på grund af krigen i Ukraine.

Blandt andet skal nogle af de pågældende komponenter være fundet i russiske våben, der er blevet konfiskeret ved fronten i Ukraine.

Artem Uss er også anklaget for banksvindel, hvidvaskning og for at have smuglet hundreder af millioner af tønder med venezuelansk olie til købere i Kina og Rusland, herunder et selskab med forbindelse til den russiske oligark Oleg Deripaska, der er underlagt sanktioner.

Uss' forretningsparter blev tidligere på måneden anholdt i Tyskland, og i alt er fem russere og to venezuelanere tiltalt i sagskomplekset.

Blev også krævet udleveret til Rusland

Den nu eftersøgte russiske forretningsmand har under hele forløbet erklæret sig uskyldig.

Han havde i stedet ønsket at blive udleveret til Rusland, der i november anmodede om at få Uss udleveret i en sag om hvidvaskning af et større pengebeløb.

Inden da havde Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, i russiske medier fordømt anholdelsen af Artem Uss og forklaret, at Rusland ville beskytte Uss' interesser.

Artem Uss' advokat, Aleksandr Surzjin, fortæller til det russiske nyhedsbureau Tass, at han ikke ved, hvor hans klient nu befinder sig.

Men ligesom guvernøren i Krasnojarsk mener advokaten, at anklagerne mod Artem Uss hverken er objektive eller ordentligt underbygget af beviser.

- Så vidt jeg ved, var vores klient efter domstolens afgørelse om udlevering stærkt foruroliget og forarget over den uretfærdige og partiske afgørelse, forklarer Surzjin til Tass.

I sin afgørelse tirsdag skrev den italienske appeldomstol, at den havde godkendt udleveringen af Uss til USA på baggrund af anklagerne om banksvindel og oliesmugling, mens der ikke var tilstrækkelige beviser for anklagerne om smugling af militære teknologier og hvidvask.

Mistænker plan om fangeudveksling

Hvis Artem Uss bliver udleveret til USA og dømt, risikerer han en lang fængselsstraf.

Men både hans advokater og far har spekuleret i, at anklagerne er motiveret af noget helt andet.

De beskylder amerikanerne for at have udset Artem Uss som mål for at fremtvinge en ny fangeudveksling med Rusland.

Konkret mener russerne, at det drejer sig om den amerikanske forretningsmand Paul Whelan, som i 2020 blev idømt 16 års fængsel i Rusland for spionage.

Til stor amerikansk ærgrelse lykkedes det ikke at få Whelan inkluderet i den fangeudveksling i december, hvor USA sendte våbenhandleren Viktor Bout til Rusland i bytte for basketballspilleren Brittney Griner.

- Jeg er meget skuffet over, at der ikke er blevet gjort mere for at sikre min løsladelse. Jeg blev anholdt for en forbrydelse, der aldrig fandt sted. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg stadig sidder her, fortalte Paul Whelan i et telefoninterview med CNN.