Kina hævder at have fordrevet amerikansk krigsskib igen – truer med "alvorlige konsekvenser"
Området omkring Paraceløerne i Det Sydkinesiske Hav er fyldt med internationale spændinger.
Kina har igen jaget det amerikanske krigsskib USS Milius bort, efter det har befundet sig i kinesisk farvand.
Det oplyser det kinesiske forsvarsministerium ifølge Reuters.
I en officiel erklæring varsler Kina, at det vil få konsekvenser, hvis ikke USA stopper.
- Vi kræver, at USA øjeblikkeligt stopper sådanne provokerende handlinger, ellers vil det få de alvorlige konsekvenser, siger en talsmand for ministeriet.
Torsdag hævdede Kina at have fordrevet samme skib.
USA nægter at have befundet sig ulovligt i det kinesiske farvand. Ifølge den amerikanske flåde udnytter skibet bare retten til fri passage i internationalt farvand, skriver Reuters.
Et område med spændinger
Ifølge Kina befandt krigsskibet sig i området omkring Paraceløerne i Det Sydkinesiske Hav.
Netop i det område er der i forvejen store spændinger. Både Kina, Taiwan og Vietnam gør krav på øgruppen, der huser flere militære kinesiske installationer.
Derudover har USA indgået en række alliancer i området for at udfordre Kina, hvilket har fået spændingerne mellem USA og Kina til at vokse yderligere.
Mere og mere konfliktfyldt
Torsdag kaldte sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske, Kristian Mouritzen, situationen alvorlig.
- Episoden lægger sig ovenpå en lang række episoder, som gør situationen i det Sydkinesiske hav langt mere konfliktfyldt end før. Det er alvorligt, når man ser på den samlede mængde af konflikter, sagde han til TV 2.
Ifølge ham er det helt naturligt, at USA nægter at have befundet sig ulovligt i kinesisk farvand.
- Amerikanerne sejler igennem de her områder, som Kina hævder er deres, for at håndhæve fri sejlads i internationalt farvand, lød det.