Udland

Først truede Trump med "død og ødelæggelse" – så modtog anklager brev med hvidt pulver

Det er almen kendt, at Manhattan-anklager Alvin Bragg, som fører sagen om tavshedspenge mod Trump, har stor interesse for den tidligere præsident.

Tidligere præsident Donald Trump advarede natten til fredag om ”potentiel død og ødelæggelse”, hvis han bliver anklaget i sagen om tavshedspenge til en pornoskuespiller.

I samme ombæring skærpede han retorikken over for Manhattan-anklager Alvin Bragg, som fører sagen mod den forhenværende præsident.

- Hvilken slags person kan anklage en anden person, i dette tilfælde en tidligere præsident i USA, som fik flere stemmer end nogen siddende præsident i historien, og ledende republikansk præsidentkandidat, for en forbrydelse, når det er kendt af alle, at ingen forbrydelse er blevet begået, skrev Donald Trump på sig eget sociale medie, Truth Social.

Advarslen er hans seneste og mest eksplicitte i en sag, som optager de fleste amerikanske medier i øjeblikket.

Det skyldes, at Trump i sidste uge meldte ud, at han regnede med at blive anholdt tirsdag.

Men tirsdagen gik, uden Trump blev anholdt.

Det betyder dog langtfra, at sagen er slut for Trump, ligesom den heller ikke er slut for anklager Alvin Bragg, som blot nogle timer efter Trumps advarsel modtog et trusselsbrev indeholdende noget uidentificerbart hvidt pulver.

Jeg har efterforsket Trump og hans børn og stillet dem til ansvar for deres dårlige opførsel

Alvin Bragg, Manhattans distriktsadvokat

Indeholdt trusler om død

Trusselsbrevet og pulveret blev sendt til Braggs kontor, og i skrivende stund er New Yorks politistyrke, NYPD, og det amerikanske forbundspoliti, FBI, ved at efterforske brevet. Allerede nu er det dog blevet slået fast af myndighederne, at pulveret, som fulgte med, ikke er farligt.

Det amerikanske medie NBC News skriver, at brevet var adresseret til Alvin Bragg og indeholdt ordene: ”Alvin: jeg skal dræbe dig!!!!!!!!”.

Ifølge kilder, der har talt med NBC News, skulle brevet angiveligt være blevet sendt fra Orlando i Florida og været poststemplet tirsdag.

Det handler sagen om:

I 2016, da Donald Trump stillede op til præsidentvalget, var pornoskuespilleren Stormy Daniels på vej til at afsløre, at hun havde haft en affære med ham tilbage i 2006.

Trumps advokat Michael Cohen har erkendt, at han betalte Stormy Daniels 130.000 dollars (svarende til cirka 900.000 kroner) for at tie stille. Senere refunderede Trump så Michael Cohen pengene.

Anklagemyndigheden mener, at Trump i strid med reglerne bogførte beløbet som ”advokatudgifter”, hvilket højst kan give en bødestraf.

Samtidigt kan det være misbrug af kampagnemidler, som skulle bruges til Trumps præsidentkampagne, hvilket juridisk set er en mere alvorlig sag.

En storjury er netop nu ved at undersøge, om der er grundlag for en retssag.

Storjuryen kan indkalde Trump som vidne.

Alvin Bragg har endnu ikke reageret på brevet, men det er almenkendt, at advokaten har stor interesse for Trump

Beskylder Bragg for heksejagt

Den offentlige anklager har tidligere pralet med, at han har sagsøgt Trump mere end 100 gange.

- Jeg har efterforsket Trump og hans børn og stillet dem til ansvar for deres dårlige opførsel, har Bragg tidligere udtalt.

Det er udtalelser som disse, der i øjeblikket bliver brugt af republikanere til at afvise sagen som Alvin Braggs og demokraternes heksejagt på Trump og hans familie.

For eksempel har formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, spekuleret i, om retsforfølgelsen af Trump er politisk motiveret.

- Så går det løs igen. Et skandaløst magtmisbrug af en radikal DA (statsadvokat, red.), der lader voldelige kriminelle gå, mens han forfølger politisk hævn over præsident Trump, skrev McCarthy på Twitter lørdag.

Ender der med at være en sag mod Trump, er det første gang, at der bliver ført en straffesag mod en tidligere præsident.

Sagen kan også få betydning for præsidentvalget i 2024, hvor Trump vil forsøge at blive republikanernes kandidat.