Putin har en ønskeseddel – men Kina kommer ikke til at opfylde dem alle sammen
Den russiske og kinesiske præsident mødes i disse dage i Moskva, hvor det ventes, at deres forhold vil blive yderligere styrket.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har ønskesedlen klar til sin kinesiske kollega, Xi Jinping, der i disse dage besøger Moskva.
Det er 40. gang, at de to statsledere mødes, og det er 9. gang, at Xi Jinping besøger Moskva som præsident.
Forholdet mellem de to lande er gennem de sidste ti år blevet bedre og bedre, og møderne med præsident Putin har altid bragt Xi Jinping både ”stor glæde og store resultater”.
Men det betyder ifølge to eksperter, som TV 2 har talt med om mødet mellem de to statsledere, ikke nødvendigvis, at Putin kan få opfyldt alle sine ønsker.
Ønske 1: Diplomatisk støtte
Det første ønske på Putins geopolitiske ønskeseddel er diplomatisk støtte fra Kina i en tid, hvor Rusland er blevet internationalt isoleret fra Vesten.
Men selvom Xi Jinping tilsyneladende tager en mere neutral bane, når det kommer til krigen i Ukraine, og i hvert fald udadtil vil indtage rollen som international fredsmægler, så det vigtigt for den russiske præsident, at have den kinesiske rygdækning.
- Putin vil for alt i verden signalere, at Rusland ikke står alene. Det var derfor, han mødtes med den syriske præsident forleden, hvor det blev slået stort op, og det er det samme vi ser med besøget fra Xi Jinping. Det bliver brugt af russerne til at legitimere regimet, Putin og hans politik, siger Jakob Tolstrup, ph.d. og lektor i russiske forhold på Aarhus Universitet.
Indtil nu har kineserne gået en balancegang, hvor de på den ene side ikke har kritiseret Rusland for at krænke Ukraines suverænitet, mens de på den anden side understreger vigtigheden af, at man respekterer andre landes suverænitet.
- Kineserne er nået frem til, at selv hvis de ligefrem tilsluttede sig de vestlige sanktioner og endda fordømte Rusland, så ville det ikke ændre på de store geopolitiske linjer. Amerikanerne ville stadig betragte Kina som deres største geostrategiske rival, og Kina ville blot være med til at bringe en samarbejdspartner i knæ, siger Andreas Bøje Forsby.
Ønske 2: Øget samhandel
Det andet ønske på Putins geopolitiske ønskeseddel er en øget samhandel med kineserne, så Rusland igen kan få adgang til nogle af de varer, som Vestens sanktioner har afskåret dem fra. Det gælder ikke mindst sofistikeret teknologi, som mikrochips, der blandt andet bruges i det russiske militær, og som Kina producerer i et stort omfang.
Samtidig har den russiske økonomi været dybt afhængig af, at andre lande har villet aftage den gas og olie, som især Europa ikke længere vil have.
- Rusland har ikke mange samarbejdspartnere, der kan erstatte deres eksport til Vesten. Derudover handler det for dem om at få erstattet de varer, som de ikke længere kan importere fra Vesten, siger Jakob Tolstrup.
Men hvor Kina har mange andre leverandører og ikke behøver den russiske gas og olie, så det ikke ud af deres gode hjerte, at de er trådt til i den russiske stund af nød.
- Deres indbyrdes magtforhold er under forandring. Hvor Rusland tidligere var storebroren, har Kina nu reelt overtaget den rolle, fordi russerne har mere brug for kineserne end omvendt. Det indebærer også, at Xi er ankommet til Moskva med en styrket forhandlingsposition, og at kineserne formentlig kan gennemtrumfe en række lukrative bilaterale aftaler, som rækker langt ud i fremtiden, siger Andreas Bøje Forsby.
Ønske 3: Militær støtte
Det tredje ønske på Putins geopolitiske ønskeseddel er militær støtte.
Efter et år, hvor Rusland har brugt enorme militærressourcer, både når det kommer til tungt isenkram og mandskab, har Putin allerede rakt ud til både Nordkorea og Iran, men kinesisk støtte vil kunne blive en afgørende faktor og et vendepunkt i krigen
Men selvom Xi Jinping deler den russiske opfattelse af, at NATO selv har været med til at fremprovokere invasionen, så er der næppe dødbringende våben på vej fra Beijing.
- Xi og Putin vil indgå en række aftaler i et fortroligt rum, og det vil næppe overraske, hvis nogle af aftalerne handler om, hvordan de kan omgå sanktionerne på en diskret måde. Men selv efter dette møde vil der være nogle klare røde linjer, som Kina ikke kommer til at overtræde. Gør de det, risikerer de nemlig selv at blive ramt af sekundære sanktioner fra Vesten, siger Andreas Bøje Forsby.
Ifølge de to eksperter, så kommer Kina næppe til at forbedre forholdet til USA lige nu, men de er samtidig ikke interesserede i at forværre forholdet til Europa.
- Der vil ikke komme noget offentligt frem om militære aftaler, og Kina har alt for meget at tabe, så det forholder jeg mig skeptisk overfor. Samtidig vil det på ingen måde spille sammen med deres ønske om at agere fredsmægler, siger Jakob Tolstrup.