Hendes ord berørte Tantholdt på direkte tv – et år senere mødes de igen

Hun dukkede op præcis som aftalt.

Søndag. Klokken 12. På selvsamme gadehjørne, hvor de sidst så hinanden.

Med et lille vink bekræftede hun, at det virkelig var hende, og da hun nåede helt frem til TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, gav de hinanden et kram.

- Jeg kunne ikke genkende dig uden hjelm, sagde hun.

Der var gået 386 dage imellem deres 2 møder.

386 dage med krig i Ukraine.

En krig, der stadig raser, men som her i Ukraines hovedstad, Kyiv, opleves helt anderledes dengang og nu.

Da TV 2s korrespondent og fotograf sidste år tilfældigt mødte Natalija Moussijenko på gadehjørnet i det centrale Kyiv, var hun sammen med sin 84-årige mor på vej hjem fra beskyttelsesrummene i byens metro, hvor de havde søgt ly for russiske luftangreb.

Ruslands invasion var kun to dage gammel, de russiske styrker rykkede hastigt frem mod Kyiv, og alle forventede, at det var et spørgsmål om tid, inden byen ville falde. Mange ukrainere var allerede flygtet, og gaderne lå næsten øde hen.

I dag er situationen en helt anden. Russerne kom aldrig til Kyiv. Dagligdagen og livet er for længst vendt tilbage i den ukrainske hovedstad. Og som Natalija Moussijenko bemærkede, var Rasmus Tantholdt denne gang ikke iklædt hjelm og skudsikker vest, da de mødtes.

Men det var også en anden Natalija Moussijenko, som TV 2s korrespondent mødte.

- Man kunne se det fysisk på hendes ansigt. Jeg kunne huske, at hun sidste gang så bange ud, at hun så ud, som om hun var fuld af frygt. Denne gang var det en helt anden kvinde, der mødte mig, forklarer Rasmus Tantholdt.

Berørt af appel

Da de første russiske kampvogne rullede ind over Ukraines grænser 24. februar 2022, og missiler regnede ned over byer på tværs af landet, sendte det millioner på flugt.

Natalija Moussijenko blev i Kyiv for at passe på sin mor, som hun bor sammen med.

81 år tidligere var hendes bedstemor blevet tilbage i selvsamme bygning for at passe på sin bedstemor, der var for svag til at flygte, da de tyske nazister var på vej mod Kyiv. Dengang under Anden Verdenskrig endte det med en blodig tysk besættelse i mere end to år.

Da Rasmus Tantholdt og Natalija Moussijenko første gang mødte hinanden i Kyiv 26. februar 2022, vidste ingen, hvor krigen var på vej hen.

Men frygten var, at russiske kampvogne når som helst kunne rulle rundt om hjørnet.

- Vi gik rundt og rapporterede i gaden i Kyiv, og der var stort set ingen mennesker. Det hele var meget surrealistisk, og pludselig mødte vi de her to damer, der kom gående. Den ene henvendte sig til mig, og fordi hun talte relativt godt engelsk, ringede jeg hjem til redaktionen på TV 2 NEWS og tilbød at lave et liveinterview, husker Rasmus Tantholdt.

Kort efter rullede de direkte billeder fra gadehjørnet i den ukrainske hovedstad og Rasmus Tantholdts interview med Natalija Moussijenko over de danske tv-skærme.

- Hun viste sig at være chokeret. Hun fortalte om sin frygt, og flere gange kiggede hun direkte ind i kameraet og bad indtrængende om hjælp. En direkte appel til danskerne. Det gik lige i hjertet på mig. Hun stod der og bad mit land om hjælp, og det eneste, som jeg kunne tilbyde hende, var at give en krammer, forklarer Rasmus Tantholdt.

Mange vil måske huske interviewet, fordi det medførte en atypisk reaktion hos den danske journalist. Da han skulle runde interviewet af, var han tydeligt berørt og havde svært ved at finde sine ord. En reaktion, som Rasmus Tantholdt selv fandt uprofessionel, men som han ikke kunne kontrollere i situationen.

- Det overvældede mig, at jeg ligesom hende havde en følelse af, at det var et definerende øjeblik for verdenshistorien, og det har jeg aldrig prøvet før. Vi anede ikke, hvad der ville ske, og det var svært ikke at have sympati for hende. Det handlede ikke om politik, det handlede om mennesker, forklarer Tantholdt.

Hjælpen kom ikke for sent, men sent

Nogle timer efter interviewet modtog Rasmus Tantholdt en e-mail.

Den var fra Natalija Moussijenko.

Hun takkede for deres snak og udtrykte håb om, at de ville få mulighed for at mødes igen under mere fredelige omstændigheder.

Mailen var også sendt til hendes datter, der befandt sig i Polen – i tilfælde af, at Natalija Moussijenko selv ville blive afskåret fra omverdenen, når russerne kom, og de aldrig ville se hinanden igen.

Der skulle gå mere end et år, før TV 2s korrespondent fik taget sig tid til at besvare mailen. Men da han gjorde, og han tilbød Natalija Moussijenko at mødes igen, kom svaret prompte:

- Jeg er i Kyiv. Lad os mødes.

Næste dag kunne de derfor blive genforenet på samme gadehjørne, hvor de sidst have set hinanden.

Her var Natalija Moussijenko ikke sen til at talesætte den langsomme svartid på hendes e-mail. Den var nemlig meget sigende for, hvordan hun længe oplevede omverdenens reaktion på krigen i Ukraine.

- Ambassader rejste væk, folk rejste væk, og du svarede ikke. Og jeg tolkede din tavshed som et budskab: "Det er slut – I ville ikke have noget at gøre med os", forklarede hun til Tantholdt.

Hun oplevede heller ikke, at hendes appel til de danske tv-seere blev hørt. "Luk vores luftrum. Hjælp vores soldater", bad hun indtrængende.

Men Vesten lukkede ikke luftrummet over Ukraine, og først i sidste uge besluttede de første to lande at sende kampfly til Ukraine.

- Det har jeg det dårligt med. For det kostede liv, sagde Natalija Moussijenko, da hun igen mødte TV 2s hold i Kyiv.

Hun er taknemmelig for den hjælp, som Ukraine efterfølgende har fået fra Vesten. Ukrainerne kunne ikke have stået alene i særlig lang tid, understreger hun, men hjælpen kunne være kommet hurtigere.

- Den kom sent. Ikke for sent, men sent. Men den kom for sent for de mange stolte ukrainere, som gav deres liv, inden hjælpen kom, forklarede hun til Tantholdt.

Tror på ukrainsk sejr

Sammen gik de en tur gennem Kyivs gader og talte om det år, der er gået under Ruslands invasion.

Natalija Moussijenko oplevede de første måneder som svære, da ingen vidste, hvad der ville ske, og fordi der i perioder var mangel på bestemte madvarer. Det første år lød luftalarmerne over Kyiv 680 gange – svarende til næsten 2 gange om dagen i snit.

Men det var ingenting i forhold til de uhyrligheder, som hendes landsmænd i Kyiv-forstaden Butja eller i Østukraine måtte gennemleve, mener hun.

Til daglig arbejder Natalija Moussijenko som forsker og underviser på National Academy of Arts of Ukraine i Kyiv, og hun er under krigen fortsat med at undervise sine elever online.

Nu venter hun på bare på, at krigen vil slutte.

- Jeg tror på, at Ukraine vinder. Det er jeg sikker på. Hvis ikke, at man var helt overbevist om det, ville det være umuligt at fortsætte, forklarede hun og tilføjede:

- Da vi mødtes første gang, vidste jeg ikke noget som helst. Når jeg tænker tilbage på det år, der er gået mellem vores to møder, har det været et frygteligt år for alle her, og jeg ønsker ikke at opleve mere af den slags. Så jeg er tilbage i den enkle kendsgerning, at det mest værdifulde er et menneskes liv.

Da Rasmus Tantholdt for anden gang sagde farvel til Natalija Moussijenko, udtrykte hun håb om, at også det kommende år vil byde på forbedringer.

- Jeg håber at se dig igen om et år for at fejre vores sejr, for kun på den måde kan vi få fred, sagde hun.