Trump opfordrer til nye protester: - Jeg bliver anholdt på tirsdag
Den tidligere præsident opfordrer på sociale medier til "protest" og "at tage nationen tilbage".
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump forventer at blive anholdt på tirsdag.
Det skriver Trump selv på sit eget sociale medie, Truth Social, hvor han henviser til en lækage fra anklagemyndigheden, som beskriver at "den ledende republikanske kandidat og tidligere præsident USA vil blive arresteret på tirsdag i næste uge".
Han beskylder anklagemyndigheden for at være "korrupt og yderst politisk" og slutter af med ordene:
- Protestér, tag vores nation tilbage.
Ifølge NBC News forbereder myndighederne sikkerhedsmæssige foranstaltninger omkring Manhattan Criminal Court på 100 Centre Street i New York, hvor Donald Trump skal møde for retten i tilfælde af, at han bliver tiltalt for at bestikke den tidligere pornomodel Stormy Daniels.
Donald Trumps advokat Joe Tacopina siger til NBC News, at den tidligere præsident vil følge normal procedure og indfinde sig hos myndighederne, hvis det ender med en tiltale.
To kvinder hævder at have haft sex med Trump
Tilbage i 2018 sagsøgte Stormy Daniels den tidligere præsident.
Hun hævder, at hun har haft sex med Donald Trump, og at hun har fået 130.000 dollar før præsidentvalget i 2016 for ikke at fortælle det til nogen.
Trump afviser, at han har haft sex med Daniels. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har han i 2018 sagt, at han ikke kender noget til betalinger til Daniels.
Den amerikanske avis The New York Times har desuden erfaret fra fire personer tæt på sagen, at Trump er blevet inviteret til at afgive forklaring foran en storjury.
Trumps tidligere advokat Michael Cohen er blevet idømt tre års fængsel for at orkestrere betalinger til Stormy Daniels og yderligere en anden kvinde, playboymodellen Karen McDougal.
Karen McDougal siger selv, at hun i flere måneder havde en affære med Trump, inden han blev præsident.
Vender tilbage til sociale medier
Opslaget med opråbet fra Donald Trump kommer få timer efter, at han fredag lagde nyt indhold på Facebook og YouTube, som han har været udelukket fra siden stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.
Opslagene på de to platforme er identiske videoer på 11 sekunder med titlen "I'M BACK!" (jeg er tilbage, red.).
- Undskyld for, at jeg har ladet jer vente, siger Trump i videoen, der efterfølgende går over til et skærmbillede med teksten "Trump 2024".
Kan få betydning for præsidentvalget i 2024
Sagen om Stormy Daniels er ikke den eneste mulige sag, som den tidligere præsident kan stå over for.
Han undersøges også lige nu for sin håndtering af klassificerede dokumenter og sit forsøg på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.
Ender der med at være en sag mod Trump, er det første gang, at der bliver ført en straffesag mod en tidligere præsident.
Sagen kan også få betydning for præsidentvalget i 2024, hvor Trump vil forsøge at blive republikanernes kandidat.