Krigen i Ukraine

Slovakiet vil sende kampfly til Ukraine

Slovakiet følger dermed trop, efter at Polen som det første land meddelte, at det sender kampfly til Ukraine.

Slovakiets regering har fredag godkendt at sende Mig-29-kampfly til Ukraine.

Det oplyser premierminister, Eduard Heger, ifølge Reuters og AP.

Hvordan og hvor snart kampflyene skal sendes afsted, er der ingen oplysninger om endnu.

Men på Twitter skriver den slovakiske premierminister, at løfter om våbenhjælp skal overholdes.

- Da Volodymyr Zelenskyj bad om flere våben inklusiv kampfly, sagde jeg, at vi ville gøre vores bedste, skriver premierministeren blandt andet.

Ukrainerne kender allerede 13 MIG-29-kamflyene fra deres eget militær, men har ikke haft dem siden sidste sommer.

Følger trop efter andre lande

Beslutningen er truffet dagen efter, at Polen meddelte, at det som det første land nu sender kampfly til ukrainerne. Her var meldingen fra Polens præsident Andrzej Duda, at Polen ville sende flyene afsted inden for de næste par dage.

Og ifølge TV 2s sikkerhedskorrespondent, Lotte Mejlhede, var det forventet, at Slovakiet ville følge i trop.

- Det er altså to NATO-lande, der nu går i font og sender kampfly til Ukraine, og så må vi jo se, om der er andre, der gør det samme, siger Lotte Mejlhede.

Hun peger på, at Ukrainerne er vant til at bruge kampflyene og derfor kan tage dem i brug med det samme.

- Det er dem, de selv har fløjet i mange, mange år, så det vil falde på et tørt sted i Ukraine, siger hun.

Mangler amerikansk accept

Ukraine har utallige gange bedt om at få kampfly. Men NATO-landene har været særligt tilbageholdende med at bringe kampfly i spil, fordi det ville kunne ses som en optrapning af den vestlige alliances indblanding i krigen.

Nu er situationen en anden, forklarer Lotte Mejlhede. Men det betyder ikke nødvendigvis, at andre NATO-lande straks følger trop.

- I hvert fald ikke med vestligt producerede fly. Der afventer vi stadig amerikanerne, som indtil videre i går sagde, at de ikke lader sig presse eller påvirke af den polske beslutning, siger hun.

Det er nødvendigt med den amerikanske accept, før andre lande kan sende fly til Ukraine, da det er dem, der producerer F-16 flyene. Samtidig vil det kræve en lang uddannelse af de ukrainske piloter i, hvordan de flyver F-16 flyene.

- Uden den amerikanske accept kan andre lande, herunder Danmark ikke sende kampfly til Ukraine, siger hun.

Tysklands kansler, Olaf Scholz, har også torsdag annonceret yderligere våbenleverancer til Ukraine.

USA og vestlige lande har hidtil afslået Ukraines gentagne forespørgsler om kampfly.

- Dette ændrer ikke på vores syn, når det gælder F-16-fly, lyder det fra talsmanden for præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsråd, John Kirby.

Ifølge Reuters har Kreml på et pressemøde fredag sagt, at kampflyene fra NATO-landene vil blive ødelagt.