I 123 lande kan Putin ikke længere sætte sine ben uden at blive arresteret
Ifølge Den Internationale Straffedomstol bærer Vladimir Putin et individuelt ansvar for krigsforbrydelser begået i Ukraine.
Når Den Internationale Straffedomstol (ICC) fredag har udstedt en arrestordre på Vladimir Putin, betyder det, at der foreligger et anklageskrift imod den russiske præsident.
Det forklarer Frederik Harhoff, der er professor emeritus ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag.
Arrestordren betyder samtidig, at der nu er 123 lande i verden, hvor Vladimir Putin ikke kan sætte sine ben uden at blive arresteret.
For alle lande, der har ratificeret ICC-statutten og dermed er med i Den Internationale Straffedomstol, har pligt til at anholde Vladimir Putin og udlevere ham til retsforfølgning i Haag.
Kan ikke rejse til Danmark
Så længe Vladimir Putin holder sig hjemme i Rusland, er han dog ikke i fare for at blive udleveret.
- Der er ingen magt, der har myndighed til at trænge ind på russisk territorium og anholde ham og tvangsoverføre ham til Haag, siger Frederik Harhoff til TV 2.
Danmark er et af de lande, der har ratificeret ICC-statutten. Det har store nationer som Rusland, USA og Kina til gengæld ikke.
Ifølge en Den Internationale Straffedomstol er der begrundet mistanke om, at Vladimir Putin bærer et individuelt strafferetligt ansvar for krigsforbrydelser begået i Ukraine i form af ulovlig deportation af ukrainske børn til Rusland.
Det er en krigsforbrydelse at bortføre og tvangsflytte børn, understreger Frederik Harhoff, om end det er ”en mindre forbrydelse” i forhold til eksempelvis drab på civile og bombning af skoler og hospitaler.
Forventer flere tiltalepunkter
Men det betyder ikke nødvendigvis, at Putin går fri for mere alvorlige anklager, mener Frederik Harhoff. Det betyder blot, at anklageren i Haag endnu ikke har samlet tilstrækkelige beviser for det.
- Der kommer sikkert om nogle år yderligere tiltalepunkter mod ham, når man får skaffet flere beviser for de ødelæggelser og drab på civile, som russiske styrker har foretaget i Ukraine, siger han.
Det betyder dermed også, at ICC mener at have tilstrækkelige beviser for, at Rusland har foretaget børnebortførelser, og at Putin er ansvarlig for dem, påpeger Frederik Harhoff. Derfor starter domstolen her.
- Hvis man har beviserne, så er det bare med at få rejst en tiltale. Så er han tiltalt, så hænger der et anklageskrift over hovedet på ham, og så vil ICC fortsætte med efterforskningen, siger han.
Afviser anklager som ugyldige
Foruden Vladimir Putin har ICC efter de samme anklagepunkter også udstedt en arrestordre på Maria Lvova-Belova, der er russisk kommissær for børnerettigheder.
Ruslands regering har reageret på arrestordren ved at kalde anklagerne for "uhørte og uacceptable". Regeringens talsmand Dmitrij Peskov har samtidig påpeget, at Rusland ikke anerkender ICC's jurisdiktion.
- Og af denne grund er enhver beslutning af denne slags ugyldig i Rusland ud fra et juridisk synspunkt, siger Dmitrij Peskov ifølge Reuters.