Russisk missil rev deres lejlighed midt over: - Vi kiggede direkte ned i et rygende krater af beton
TV 2 har besøgt byen Dnipro to måneder efter, at et missilangreb ramte. Her mødte vi to familier – én slap heldigere fra angrebet end den anden.
For Olha Usova og hendes mand Eduard Usov var 14. januar en helt almindelig lørdag i Dnipro.
Mens Eduard Usov rendte ærinder i byen, var Olha Usova hjemme med sin mor og deres otteårge søn, Zorislav.
Planen var, at Olha Usova og veninden Ira skulle til træning, men de kunne ikke helt beslutte sig, om de havde lyst eller ej.
Efter et par telefonsamtaler blev de enige om at tage afsted.
Olha Usova ville tage Zorislav med i træningscenteret, men Eduard Usov ringede og sagde, at sønnen skulle blive hjemme. Luftalarmen havde nemlig lige lydt over byen.
Et muligt russisk missilangreb var måske på vej. Spørgsmålet var, om man skulle søge dækning eller – som så mange gange før – blot fortsætte med sine gøremål.
Omkring en times tid efter at sirenen var holdt op, tog Olha Usova og veninden Ira afsted. Hvad, de ikke vidste var, at man et ukendt sted i Rusland havde besluttet sig for at affyre et kh-22-missil.
Missilet på et ton fløj med en hastighed på op imod 5600 kilometer i timen med kurs direkte mod Dnipro.
Da veninderne var nået ud for bygningen på adressen Naberezhnaya Peremohy 118, ramte det enorme missil ved 15.30-tiden den ni etager høje beboelsesejendom.
På et splitsekund var bygningen forvandlet til en rygende ruin. Braget fra eksplosionen kunne høres over det meste af byen.
Eduard Usov glemmer det aldrig.
For en sikkerhedsskyld ville han tjekke, om alt var fint hos sin kone. Han forsøgte gentagne gange at få fat i hende på telefonen.
Men der var intet svar.
Eduard Usov ringede hjem til deres søn og spurgte, om Olha var taget afsted.
- Hvad er der sket med hende?, spurgte sønnen.
- Det var dér, jeg fik følelsen af, at noget slemt var sket, fortæller Eduard.
Omkring klokken 16.30 ringede veninden Iras mand til Eduard Usov og fortalte, at Ira var på vej i en ambulance til hospitalet. Hun var blevet ramt af fragmenter fra missilet og var i kritisk tilstand.
Olha Usovas tilstand kendte han dog ikke.
Eduard ringede til sin familie, og de begyndte at køre rundt til byens hospitaler for at lede efter hende, fortæller han til TV 2.
På niende sal da missilet ramte
I de samme timer lå et andet ægtepar, Olga Botvinova og Yevgeny Botvinov, og frøs i deres lejlighed.
De havde ingen strøm og varme i lejligheden øverst oppe på niende sal på Naberezhnaya Peremohy 118.
Parret kravlede under et tæppe på sofaen i deres stue for at få varmen, da der pludselig lød et gigantisk brag.
- Vi fattede ikke, hvad der var sket. Det var så uvirkeligt. Der var røg, og vi kunne høre høje skrig, fortæller Olga Botvinova.
Hun blødte fra sit hoved. Glasskår fra et smadret vindue var blæst ind i lejligheden og havde ramt hende.
Hendes mand, der er læge, fik hende hurtigt tilset og gav hende forbindinger på, så blødningen stoppede.
Herefter husker Olga Botvinova, at hendes mand gik hen til et af de tilstødende værelser og åbnede døren.
Men værelset på den anden side af døren var der ikke længere.
- Der er intet. Han står og kigger direkte fra niende sal og ned et rygende krater af beton. Og så var der skrigene. De var så høje. Det var frygteligt, fortæller Olga Botvinova.
Ikke alle var så heldige
Olgas mand, Yengeny Botvinov, fandt en lommelygte i lejligheden.
Han stillede sig ved det åbne vindue og begyndte at lyse ned på gaden for at give signal til redningsarbejderne, der var i gang med at evakuere folk og lede efter overlevende.
Efter 3,5 timer blev ægteparret hejst ned af en kran.
- Vi blev bragt til et hospital, hvor jeg så besvimede. Jeg kom først til mig selv igen, efter at jeg var blevet færdigbehandlet. Det var først dér, jeg forstod, at vi var i sikkerhed, siger Olga Botvinova.
Hun og Yengeny var lykkelige over, at de var i nogenlunde god behold efter missilangrebet. Men efter et par dage begyndte andre tanker at fylde hos Olga Botvinova.
- Det gik op for mig, at der var mange andre i bygningen, der ikke var lige så heldige som os. På sjettedagen var jeg som en grøntsag. Ingen følelser, intet. Det var meget skræmmende, fortæller hun.
En besked der ændrer livet
Mens ægteparret Botvinova blev reddet ud af bygningen, havde Eduard Usov stadig intet nyt hørt fra sin kone.
Sammen med familiemedlemmer kørte han rundt til byens hospitaler og lighuse, men der var stadig intet spor.
- Vi kunne ikke bare tage hjem uden at have fundet hende, så jeg ringede til en af mine bekendte og bad ham om at tage over til politiet.
- Klokken 22 ringede han tilbage og fortalte, at han havde fundet liget af min kone, fortæller Eduard Usov.
Olha Usova var blevet dræbt på stedet af fragmenter fra det tonstunge missil. Veninden Ira døde kort tid efter på hospitalet af sine skader.
Eftersøgningen var slut, men nu kom det sværeste for Eduard:
Han skulle fortælle deres otteårige søn og sin svigermor, at Olha var blevet dræbt.
- Det var enormt hårdt. Vores søn havde mistet sin mor, og det var det tredje barn, min svigermor måtte sige farvel til. Hendes ældste datter døde af en hjertefejl for nogle år siden, og sønnen døde i september, fortæller Eduard Usov.
Livet efter missilangrebet
Eduard Usov kæmper stadig med sorgen over at have mistet sin kone.
- Der er gået to måneder nu, og smerten over tabet er der stadig. Men jeg begynder at kunne tøjle følelserne, siger han og tilføjer:
- Jeg har ikke noget valg. Jeg er jo nødt til at tage mig af mit barn. Zorislav tænker tit på sin mor.
Fælles for Olga Botvinova og Eduard Usov er, at ingen af dem ønsker hævn.
- Mit eneste ønske er, at Ukraine får våben, som kan beskytte os mod angreb som det, der dræbte Olha. De missiler, som russerne angriber med, er ren terror, og det skal stoppes, siger Eduard Usov.
Olga Botvinova tilføjer:
- Jeg forstår, at det ikke er normalt at affyre missiler mod civile, men jeg har ikke den der aggression og had i mig. Jeg har en klar vision med min fremtid, og jeg er sikker på, at alt nok skal blive godt igen, lyder det fra Olga Botvinova.
46 mennesker mistede livet ved missilangrebet 14. januar. 80 blev såret, og 11 mennesker er fortsat savnet to måneder efter.