Zelenskyj tildeler højeste hæder til henrettet soldat
Volodymyr Zelenskyj siger, at Oleksandr Matsijevskyj vil blive husker "for evigt".
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hædrer nu soldaten Oleksandr Igorevytj Matsijevskyj med prisen 'Ukraines helt'.
Det skriver blandt andet The Guardian og BBC.
Soldaten blev identificeret af den ukrainske sikkerhedstjeneste efter at en voldsom video, der angiveligt viser mandens henrettelse, florerede på sociale medier.
I sin daglige videotale til nationen beskrev Zelenskyj soldaten som et symbol på det ukrainske folks modstand i krigen.
- I dag tildelte jeg titlen som 'Ukraines helt' til soldaten Oleksandr Matsijevskyj. En mand, som hele Ukraine vil kende. En mand, som vil blive husket for evigt. For hans mod, hans tillid til Ukraine og for hans 'Slava Ukraina', lød det.
Finskytte i enhed
Videoen viser den 42-årige soldaten stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han formentlig bliver ramt af adskillige skud og falder til jorden. Kort inden skuddene falder, siger den ukrainske soldat netop: "Slava Ukraine" – altså "længe leve Ukraine".
Matsievsskyj var ifølge BBC finskytte i en ukrainsk enhed fra den nordlige del af Ukraine.
Det menes han blev dræbt sidste år i forbindelse med kampe i Bakhmut i det østlige Ukraine - en by, som Rusland har forsøgt at indtage i flere måneder.
Rusland har endnu ikke offentligt kommenteret videoen.
Har også statsborgerskab i Moldova
I en udtalelse mandag siger udenrigsministeriet i Moldova, at Matsijevskyj også havde statsborgerskab i Moldova.
Moldova fordømmer henrettelsen og kalder den en krigsforbrydelse.
I et interview med den tyske avis Bild i sidste uge, identificerede Igorevyrj Matsijevskyjs mor sin søn og sagde, at han havde arbejdet som elektriker i Kyiv inden krigen.
- Han stod dér ubevæbnet, men samtidig var han også stolt af at være fra Ukraine, sagde hans mor i interviewet om henrettelsen af hendes søn.