Oscar

'Everything Everywhere All at Once' rydder bordet til Oscar

'Everything Everywhere All at Once' blev den helt store vinder ved søndagens Oscar-uddeling med syv priser.

Filmen 'Everything Everywhere All at Once' vinder en Oscar i kategorien bedste film ved prisuddelingen i Los Angeles.

Prisen anses som filmindustriens største ære.

Filmens skuespillere blev også hædret ved prisuddelingen.

Michelle Yeoh vandt for bedste kvindelige hovedrolle.

Vandt syv priser

Samtidig tog Jamie Lee Curtis og Ke Huy Quan priserne for henholdsvis bedste kvindelige og bedste mandlige birolle.

Filmen var nomineret i 11 kategorier, og den endte med at vinde hele 7 af dem.

Blandt andet måtte den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen se sig slået af Paul Rogers, der har klippet 'Everything Everywhere All at Once'. Danskeren havde stået for klipningen af 'The Banshees of Inisherin'.

Filmen handler om en kinesisk-amerikansk kvinde, der ejer et vaskeri og har problemer med skattemyndighederne.

Pludselig bliver hun klar over, at hun kan hoppe imellem et uendeligt antal universer.

Danskere forbigået

Tre danskere var nomineret ved Oscar-uddelingen, men ingen af dem løb afsted med en statuette.

Ud over Mikkel E.G. Nielsen var den danske instruktør Simon Lereng Wilmont nomineret i dokumentarfilmkategorien for 'A House Made of Splinters', og Anders Walter var nomineret for sin kortfilm 'Ivalu'.