Bankkollaps sender chokbølger gennem USA – herhjemme maner ekspert til ro
Markedets reaktion mandag morgen bliver afgørende, påpeger økonom. Man skal dog ikke være bekymret for ny finanskrise, lyder det.
I USA holder man vejret i den finansielle verden frem mod mandag morgen, hvor børserne åbner efter en weekends pause.
Fredagens lynkollaps af techindustriens bank Silicon Valley Bank (SVB) i Californien kan nemlig sende det amerikanske aktiemarked ud på lidt af en rystetur.
Det kan også være, at markederne åbner, som om intet var hændt.
Men uanset udfaldet bliver det helt afgørende at følge med i morgen tidlig lokal tid, fortæller Kim Fæster, som er seniormakroanalytiker ved Jyske Bank med særligt kendskab til amerikansk økonomi:
- Spørgsmålet bliver, hvad investorerne gør mandag. Risikoen er, at folk vælger at sælge ud af deres aktier i andre og mindre banker på grund af det, der er sket i SVB – alene fordi de vil være ekstraordinært forsigtige.
42 milliarder dollars forsvandt på 1 dag
Måske kendte du slet ikke til Silicon Valley Bank før nu. Men faktisk har banken i årtier været en af de helt store spillere i verdens teknologiske centrum, Silicon Valley i nærheden af San Francisco i USA.
Da de californiske finansmyndigheder fredag lukkede banken ned og overtog kontrollen med den, var SVB den 16. største udlåner i USA.
Både en stor andel startupvirksomheder og en række af de fonde, der investerer i dem, har været kunder hos SVB. Ifølge AP har banken blandt andet tråde til virksomheder som Airbnb, Dropbox og tv-udbyderen Roku.
SVB's kollaps skete efter en meddelelse fra bankens moderselskab i sidste uge. Meddelelsen lød, at selskabet er i bekneb for kapital.
Hensigten med meddelelsen var at sikre bedre balance i budgetterne, men i stedet gav meldingen tvivl og fik talrige kunder til at trække deres aktiver ud af banken med lynets hastighed.
Hele 42 milliarder dollars forsvandt ud af banken – på 1 dag. Et voldsomt tal, forklarer Kim Fæster:
- Hvis der lige pludselig er bekymring for en banks overlevelse, så stiller alle kunderne op nede i banken for at få deres penge ud, og det er noget af det, der normalt slår en bank ihjel, siger han.
Og det er netop dén mekanisme, den finansielle verden kan frygte, at der vil ske i andre banker.
Trækker tråde til finanskrisen
Efter kollapset vil visse af Silicon Valley Banks kunder være beskyttet af myndigheden Det Føderale Indskudsforsikringsselskab (FDIC).
Men fordi myndigheden kun dækker tab op til 250.000 dollars – cirka 1,76 millioner danske kroner – vil langt størstedelen af bankens kunder nu være afhængige af et salg af bankens aktiver, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at se deres penge igen.
Op mod 96 procent af bankens kundebase er nemlig baseret på kunder, der har indestående summer langt større end de 250.000 dollars.
En "farlig situation" i første omgang, fortæller Kim Fæster.
Kollapset af Silicon Valley Bank er det andet største bankkollaps i amerikansk historie, og amerikanske medier trækker tråde tilbage til finanskrisen i 2007.
Men helt så galt vurderer man ikke hos Jyske Bank, at SVB-krakket kommer til at gå.
- Risikoen for, at det her udvikler sig, burde alt andet lige være betydeligt mindre, end den var op til finanskrisen. Siden 2007 har myndighederne i USA ikke lavet andet end at sørge for, at finanssektoren skulle blive stærkere og mere solid, siger Kim Fæster, som dog tager et forbehold:
- Samtidig lærte finanskrisen mig, at man aldrig kan afvise noget, siger han.
Som dansker vil man måske kunne mærke, at det amerikanske aktiemarked vil falde yderligere, end det allerede gjorde i 2022. Effekten af SVB-kollapset – hvis der kommer en – kan også give udfordringer for danske virksomheder, der er meget afhængige af at sælge til et amerikansk marked.
- Men alt i alt skal man ikke være bekymret. Vores vurdering er, at de amerikanske banker er blevet så meget stærkere, at vi ikke tror på en ny finanskrise, siger Kim Fæster.