Udland

Nigeriansk trend kan føre til massive flygtningestrømme: - Jeg ved ikke, om de kommer til at gå på motorvejene. Men de kommer

Unge nigerianere opfordrer hinanden til at forlade landet i håbet om et bedre liv. Landet er da også præget af massive problemer med vold og terror.

Talemåden ”må Nigeria ikke ske mod dig” er blevet en almindelig bøn i Afrikas største land målt på indbyggertal.

Når de først er kommet, så vil de ikke hjem. Uanset, hvor dårligt de har det

Louise Windfeld-Høeberg, TV 2’s tidligere korrespondent i Afrika

For langt de fleste af landets mere end 200 millioner borgere har ikke lyst til at være der længere.

Faktisk ville hele 69 procent af landets befolkning forlade landet med deres familie, hvis de fik chancen. I 2019 havde kun 39 procent samme ønske.

I Nigeria er det nemlig blevet en trend at tage benene på nakken og så hurtigt som muligt forlade et land, hvor befolkningstilvæksten er ude af kontrol, hvor korruptionen er massiv, og hvor sikkerheden nærmest er ikkeeksisterende.

Trenden går under navnet ’japa’, der betyder ”at flygte for et bedre liv” på det nigerianske sprog yoruba.

Men tendensen kan få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser og vil i sidste ende ramme både Europa og Nigeria selv.

De klogeste hoveder forlader landet

En video på det sociale medie Tiktok viser en ung, smilende kvinde, der står på en strand. Hun er i Australien, oplyser hun.

Med store bogstaver står hen over videoen:

- Når du endelig forlader de skyttegrave, der er Nigeria.

En anden Tiktok-bruger har lagt en video op, hvor han filmer lange køer i en lufthavn.

- ’Japa’ mens du kan, Nigeria smiler ikke, står der på videoen.

Begge brugere præsenterer videoerne med hashtaggene #leavingnigeria og #japa. Tiktok oplyser, at trenden ’japa’ har været "ekstremt populær" i Nigeria de sidste 15 dage.

Landets borgere lever også under næsten umenneskelige vilkår i et voldeligt samfund, der hærges af både militant islamisme, økonomiske kriser, massiv arbejdsløshed og en bølge af kidnapninger.

Men ’japa’-trenden kan ende med at blive et enormt problem for landet, der i forvejen lider under, at de klogeste hoveder forlader det.

- Det er de mest ressourcestærke, de rigeste og de mest veluddannede, som godt kan få job i andre lande, der flygter, fortæller Louise Windfeld-Høeberg, TV 2’s tidligere korrespondent i Afrika, i onsdagens afsnit af TV 2’s nyhedspodcast ’Dato’.

Eksempelvis drænes landet i rasende hast for sundhedspersonale. For nigerianerne taler godt engelsk, og netop sundhedspersonale mangler i store dele af Europa.

The Nigerian Medical Association vurderer, at 50 sundhedsprofessionelle forlader landet om ugen.

Men det er ikke kun højtuddannede nigerianere, der lader sig lokke af japa-trendens løfte om et bedre liv. Mange flygter også illegalt og ender dermed i en farlig klemme.

Kan ikke tage hjem

Det er i særlig høj grad unge mænd, der flygter. De låner penge til menneskesmugling af familie og venner, forklarer Louise Windfeld-Høeberg – og så flygter de til Europa via Sahara og Middelhavet.

- Og netop fordi de er her illegalt, så lever de jo i det skjulte. De vasker op på restauranter, sort. Nogen bliver presset ind i kriminalitet, siger hun.

Men det at rejse tilbage til Nigeria er slet ikke en mulighed.

For skammen over at komme tomhændet hjem og ikke at kunne betale lånene tilbage, at være en fiasko i familiens øjne, er i Louise Windfeld-Høebergs øjne så enorm, at vi slet ikke kan forestille os den i Danmark:

- Det vil sige, at de her unge mænd bliver her, også selvom det betyder, at de skal sove under lidt pap under en motorvejsbro.

Imidlertid gemmer der sig også en tikkende bombe under Nigerias i forvejen enorme problemer: En gigantisk befolkningstilvækst.

Bevæger sig nordpå

Det vurderes, at den nuværende befolkning i Nigeria på 200 millioner mennesker i 2050 vil være mere end fordoblet.

Samtidig er befolkningen meget ung – gennemsnitsalderen er omkring 18 år. Kun fem procent af befolkningen er over 60. I Danmark er det til sammenligning omkring en tredjedel. Det betyder, at landet ikke har råd til at uddanne alle.

Er vi klar til at have soldater på EU's grænser, der skal skyde på de migranter, der kommer?

Louise Windfeld-Høeberg

Derfor vil nigerianerne højst sandsynligt i fremtiden bevæge sig mod nord, fortæller Louise Windfeld-Høeberg.

- Nu vil jeg ikke male fanden på væggen, men jeg vil alligevel sige, at hvis vi i 2015 syntes, at det var et problem, at der kom en million flygtninge fra Syrien, så skal vi bare vente og se, hvordan det her kan gå hen og blive, siger hun og tilføjer:

- Jeg ved ikke, om de kommer til at gå på de danske motorveje, som vi så i 2015. Men de kommer.

Inden da må der findes en løsning, således, at væksten i Nigeria stiger i samme takt som befolkningstilvæksten, så borgerne får lyst til at blive der. Hvis ikke den løsning findes i tide, må vi spørge os selv, hvad vi er klar til at gøre, siger Louise Windfeld-Høeberg.

- Er vi klar til at have soldater på EU's grænser, der er klar til at skyde på de migranter, der kommer? Eller hvad gør vi? Fordi når de først er kommet, så vil de ikke hjem. Heller ikke ligegyldigt, hvor dårligt de har det, fortæller hun.

Hvad kan vi gøre i Danmark?

- Det ved jeg ikke. Det må statsministeren finde ud af. Jeg vil bare sige, det er det, jeg frygter. Fordi det vil så bare give afrikanerne et endnu dårligere ry, end de har i forvejen, siger hun og uddyber:

- Og jeg synes jo, at Afrika er et fuldstændig vidunderligt sted, og jeg savner Afrikas forskellige hjørner hver eneste dag. Jeg vil gerne tale Afrika op. Derfor bryder jeg mig heller ikke om at male fanden på væggen. Men det er det, jeg frygter, hvis ikke vi gør noget.

Du kan høre mere om Nigerias udfordringer i onsdagens afsnit af TV 2s nyhedspodcast 'Dato'.