Krigen i Ukraine

Fortvivlede rekrutter klagede til Putin tre gange, nu klager de ikke mere

Antallet af russiske soldater, der klager deres nød på sociale medier, stiger voldsomt. Soldaterne siger, at de bliver sendt direkte i døden.

ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.

Den fortvivlede mands ansigt var næsten dækket af uniformsjakkens hætte.

Han skød sig lige i panden, selv vores sygepasser var overrasket

Tvangsmobiliseret russisk soldat fra Kaliningrad

Han var fuldstændig anonym ligesom de fire skikkelser, der stod i det dunkle rum lige bag ham.

Lyset fra en lommelygte skinnede på den nederste del af soldatens tildækkede ansigt, mens han gav sig til at læse op fra en lap papir.

- Vladimir Vladimirovitj. Vi har en bøn til dig. Hjælp os med at løse det her, sagde han.

De fem mænd i lommelygtens skær talte direkte til Ruslands præsident, Vladimir Putin, mens et videokamera optog det hele.

Ville præsidenten mon høre soldaternes bøn?

Om Vladimir Putin hørte bønnen, er der formentlig kun ganske få personer, der ved.

Hvordan det gik soldaterne efter deres bøn til præsidenten, er det til gengæld muligt at finde ud af en hel del mere om.

De fortalte nemlig præcis hvilken militærenhed, de kom fra.

- Vi er mobiliserede soldater fra Irkutsk, regiment 1439, sagde manden med det tildækkede ansigt til videokameraet.

En sidste bøn

Så forklarede soldaten Vladimir Putin, at han sammen med sine kammerater netop var blevet sat til at angribe stærkt befæstede ukrainske stillinger nær byen Avdijivka.

Kommandørerne skyder efter de mobiliserede med automatvåben

Soldat fra regiment 1439

Her har længe været hårde kampe, hvor selv veltrænede russiske soldater har svært ved at trænge frem.

Billederne herunder er ifølge Ukraines 501. Marinebataljon taget nær Avdijivka, hvor droner i luften jævnligt angriber de russiske soldater.

De er optaget af en ukrainsk drone i begyndelsen af 2023, samtidig med at de utilfredse mænd fra regiment 1439 blev indsat ved dette frontafsnit.

Om soldaterne på videoen herover er fra regiment 1439, er dog langt fra sikkert.

Vores nuværende situation er håbløs, og de overordnede er ligeglade med vores liv

Soldat fra regiment 1439

I deres klage til Vladimir Putin fortæller soldaterne nemlig, at de bliver tvunget fremad.

- Vores overordnede sagde direkte, at vi alle er kanonføde, fortalte manden med lommelygten i klagen til Putin.

Han tilføjede, at de russiske officerer skyder med skarpt mod deres egne mænd for at tvinge dem fremad.

- Kommandørerne skyder efter de mobiliserede med automatvåben og med infanterikampkøretøjernes kanoner, hvis de nægter at udføre stormangreb, lød det fra soldaten.

- Vores nuværende situation er håbløs, og de overordnede er ligeglade med vores liv, sagde han og bad Vladimir Putin gøre noget ved de brutale militærledere.

- Vær god at kontakte os. Vi har ingen andre steder at gå hen, lød hans sidste ord, inden kameraet blev slukket.

Ulmende utilfredshed

Videoen blev delt flittigt på det sociale medie Telegram i slutningen af februar.

Rusland indledte sin store forårsoffensiv på det tidspunkt, og siden er antallet af videooptagelser med beklagelser fra mobiliserede russere steget voldsomt.

På billedet herunder kan du se et udvalg af de videoer, som utilfredse russiske soldater har offentliggjort i løbet af den seneste måned.

Det uafhængige russiske medie Verstka har forsøgt at holde styr på videoerne med klager, og hvor soldaterne på dem kommer fra.

Vi har ikke engang et kort

Russisk soldat fra Orenburg

Mediet kommer frem til, at soldater fra mindst 16 russiske provinser har indspillet videoer i løbet af den seneste måned, og de er formentlig kun toppen af et isbjerg af utilfredshed.

I takt med at antallet af dødsannoncer i de russiske aviser stiger, er det nemlig begyndt at gå op for flere af de tvangsmobiliserede mænd, at de blot er kanonføde.

Og så klager de offentligt deres nød til Vladimir Putin.

Håbløst

Som for eksempel mændene herunder, der er fra Orenburg – 1200 kilometer sydøst for Moskva – og som siger, at de er blevet sendt til slagtning.

- Vi har ikke engang et kort over terrænet. Vi angriber i blinde og ved ikke, hvordan vi skal opføre os. Vores situation er håbløs, og vi bliver betragtet som kanonføde, sider en af mændene på videoen fra 4. marts.

Herunder er det soldater fra Murmansk, Arkhangelsk og Kaliningrad, der klager direkte til Putin 5. marts.

- Før angrebene anvendes der våben fra 1940'erne, fortæller en af mændene og siger, at soldaterne stort set mangler enhver form for krigsmateriel.

Mændene i klippet herunder er netop vendt tilbage fra frontlinjen.

De er fra Novosibirsk og klager over, at den eneste måde, mobiliserede soldater kan komme væk på, er som døde eller sårede.

At mange bliver dræbt, fortæller mændene på billedet herunder om i en video fra 4. marts. De siger, at de var 40 mand i gruppen, inden de blev sat til at angribe.

- Nogle havde held med at ringe til deres pårørende og sige farvel, fortæller en af soldaterne på videoen.

Brev til zaren

De mange henvendelser til Vladimir Putin kunne godt tyde på, at soldaterne har genoptaget en næsten glemt russisk tradition.

Ingen vil slås længere

Russisk soldat fra Kaliningrad

For over 100 år siden, da Rusland var et kejserdømme, skrev almindelige russere nemlig breve direkte til zaren, hvis de var utilfredse med ting i samfundet.

Traditionen fortsatte i 1930'erne og 1940'erne, hvor de almindelige russere, der turde, henvendte sig direkte til Stalin med deres ønsker.

I zartiden i begyndelsen af 1900-tallet løb antallet af breve fra utilfredse russere op i tusinder, og indholdet af brevene ses af nutidens historikere som et varsel om, at der var en revolution på vej.

Om der også kan være en revolution på vej i 2023, er svært at spå om, men nogle af de seneste videoer viser militærenheder på kanten af mytteri.

En af dem er regiment 1004 fra Kaliningrad, hvor soldaterne valgte at konfrontere deres egen bataljonschef i stedet for at klage til Vladimir Putin.

Her ses optagelser, hvor soldaterne stå skulder ved skulder foran døren ind til bataljonschefens gemakker.

- Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det er at løbe mod fjendens linjer, mens man bliver beskudt af maskingeværer, sagde en af soldaterne til bataljonschefen og tilføjede:

- Man kommer igennem, gudskelov, der skete ikke noget. Bang, så eksploderer en granat. Dernæst sidder man og ryger otte cigaretter, mens hænderne ryster.

Løgn og selvmord

Mændene fra Kaliningrad fortalte bataljonschefen, at man havde lovet dem, at de kun skulle udføre bevogtningsopgaver.

I stedet var de endt som kanonføde.

- Vi vil hellere i fængsel. Send os i det forbandede fængsel. Vi bliver der. Ingen vil slås længere. Hvor lang tid er det, man får? Fem, syv eller ti år? Vi er pisseligeglade. I det mindste vil vi være i live, lød det fra en af soldaterne.

Bataljonschefen svarede, at han ikke havde beføjelser til at sende soldaterne i fængsel.

Ønsker du flere selvmord?

Russisk soldat fra Kaliningrad

Men mændene gav ikke op.

I stedet drejede de samtalen hen på selvmord.

- I går gik en af gutterne ud, satte sig på en bænk og skød sig i hovedet. Har du hørt om det? spurgte en af soldaterne.

- Var det en lokal? ville bataljonschefen vide.

- Nej, det var en af vores fra Kaliningrad, lød det fra soldaterne.

- Han skød sig lige i panden, selv vores sygepasser var overrasket. Det var lige for øjnene af vores mekaniker. Han gik og sagde: "Jeg kan ikke mere", fortalte en af mændene og tilføjede, at de havde hørt skuddet klokken 04 om morgenen.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11-04. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at chatte med Livslinjens rådgivere.

En anden soldat tilføjede, at han netop havde set liget af en anden kammerat, der havde skudt sig selv på vej til frontlinjen.

Så truede de bataljonschefen med at begå kollektivt selvmord.

- Det er ikke for at dramatisere det her, men hvis du skuffer os, hvis du skyder nogen af os eller sender nogen til forhør, så åbner halvdelen af os deres pulsårer. Ønsker du flere selvmord? lød det fra en mændene.

Bataljonschefen kunne dog ikke love noget.

- I er jer, og vi er os

Ifølge soldaterne fra Kaliningrad var det især officerer fra de russisk besatte områder af det østlige Ukraine, som sendte de nyankomne soldater direkte i døden.

- Med deres egne ord sagde de, at "dem fra Kaliningrad er kanonføde", fortæller en af soldaterne til bataljonschefen på videoen, hvor mændene konfronterer ham.

Soldaten kunne ikke forstå, hvorfor han skulle være kanonføde, bare fordi han var fra Kaliningrad.

- Jeg brød mig ikke om det, så jeg spurgte: "Hvorfor deler I os op?", og officeren svarede: "Det er, fordi I er jer, og vi er os", fortsatte han.

Officerens svar er formentlig udtryk for en dybereliggende konflikt i Ruslands militær.

Det vurderer militærekspert Kirill Mikhajlov, som er tilknyttet den uafhængige organisation Conflict Intelligence Team, der i årevis har fulgt Ruslands militær.

Tidligere var det mænd fra Donetsk og Luhansk, der blev brugt som kanonføde. Nu er det russere

Kirill Mikhajlov

Kirill Mikhajlov har gennemset en stor del af de videoer med klager, som russiske soldater har optaget den seneste måned, og han siger til det uafhængige russiske medie Istories, at der er et mønster i videoerne.

Kanonføden forsvandt

De officerer, som de mobiliserede mænd klager over, er nemlig ofte fra Østukraine, hvor de har kæmpet på russisk side siden 2014.

I begyndelsen af Ruslands invasion stod officererne i spidsen for lokale militser med russisksindede mænd fra regionerne Donetsk og Luhansk.

Militserne er blevet brugt til stormangreb efter stormangreb mod ukrainske stillinger, men i løbet af de seneste måneder har tabstallene ifølge Kirill Mikhajlov været så store, at Ruslands militær har været nødt til at erstatte militsfolkene med mobiliserede mænd fra Rusland.

- Tidligere var det mænd fra Donetsk og Luhansk, der blev brugt som kanonføde. Nu er det russere. De kan ikke finde ud af at slås på en anden måde. Hvis deres tilgang ikke ændrer sig fundamentalt, vil mobiliserede mænd fortsætte med at dø på samme måde, siger Kirill Mikhajlov til Istories.

Kirill Mikhajlov fortæller, at de mænd, som bliver sendt ud for at dø, sjældent har modtaget ret megen træning, og at der er eksempler på, at de har været udstyret med Mosin-Nagant-geværer fra Anden Verdenskrig.

Vurderingen er i stærk kontrast til, hvad Ruslands forsvarsministerium forsøger at fortælle befolkningen i videoer som den herunder, der viser, at de mobiliserede mænd modtager intensiv træning.

Når de ankommer til Ukraine, får soldaterne ofte at vide, at deres opgave er at holde vagt bag fronten, mens de højerestående officerer udmærket ved, at opgaven er stormangreb.

Ført bag lyset

Sådan var det også for soldaterne i regiment 1439 fra Irkutsk, der endte med at bede Vladimir Putin om hjælp.

Videoen med den desperate bøn til præsidenten var ikke første gang, at mændene forsøgte at fortælle, hvordan de var blevet behandlet.

Allerede i januar 2023, få dage efter at de var ankommet til fronten, optog mændene deres første appel, hvor man kan se en gruppe på 16 maskerede soldater klage over situationen.

- Vi blev trænet til at udføre nærforsvar, men i virkeligheden bliver vi brugt som stormtropper. Der er allerede 19 sårede og to dræbte på to dage, lød det fra den soldat, som læste erklæringen op.

I skæret fra sin lommelygte fortalte han, at det altså giver store tab at sende utrænede mobiliserede soldater ud i stormangreb.

På næste video fra begyndelsen af februar henvendte soldaterne sig direkte til Vladimir Putin for første gang.

Der er omkring 40 soldater på optagelsen, hvor deres talsmand forklarede, at de ikke er i form til at udføre stormangreb.

- Gennemsnitsalderen er 35 til 40 år. Mange lider af kroniske sygdomme, overvægt og andre lidelser. Det er svært at forestille sig, at sådan en enhed kan udføre stormangreb, lød det fra soldaten.

Tilsyneladende var der ingen hos de russiske myndigheder, som tog notits af det, for 25. februar kom soldaterne med en ny appel.

Det er den, som er beskrevet i begyndelsen af denne artikel.

Efterspillet

Om Vladimir Putin hørte den, ved vi som nævnt ikke, men den lokale guvernør i Irkutsk, Igor Kobzev, reagerede 26. februar på den.

Der kommer et angreb i nat

Hustru til soldat i regiment 1439

Han fortalte på Telegram, at han havde haft fat i Ruslands forsvarsministerium for at hjælpe soldaterne i regiment 1439.

- I den nærmeste fremtid vil gutterne blive forflyttet til et nyt tjenestested, skrev han.

Forflyttelsen var dog næppe, hvad soldaterne havde regnet med.

27. februar, altså dagen efter guvernørens opslag på Telegram, udsendte soldaterne en meddelelse gennem deres hustruer hjemme i Rusland.

- Vi sender jer på en offensiv, I ikke kommer hjem fra, havde officererne ifølge hustruerne meddelt de mobiliserede mænd.

Det lykkedes mediet Radio Free Europe at komme i kontakt med en af hustruerne 28. februar.

- Der kommer et angreb i nat. Officererne leder dem afsted, som går med en pistol i ryggen, fortalte hustruen Irina mediets journalist.

Direkte i døden

Natten mellem 28. februar og 1. marts blev mændene fra regiment 1439 da også ganske rigtigt beordret til at angribe nær den ukrainske by Adiivka.

Billederne herunder er fra Ruslands forsvarsministerium, og de viser russiske granater slå ned i Avdijivka i forbindelse med angrebet.

Soldaternes pårørende fortalte et par dage efter, hvordan mændene i forreste linje havde oplevet det.

- Min mand kender kun til to sårede. Resten er enten døde eller blevet efterladt på slagmarken i kritisk tilstand, fortalte Svetlana, der er hustru til en af soldaterne i regiment 1439, til Radio Free Europe.

- Han fortæller, at hans enhed på 25 mand tidligt om morgenen 1. marts blev kørt ud til fronten i to pansrede køretøjer. De blev bogstaveligt talt sparket ud på en åben mark, og så blev de forladt. Der var ingen støtte, siger Svetlana.

- De blev skubbet ud af de pansrede mandskabsvogne med mundingen fra maskingeværer i ryggen. De blev truet med, at de ville blive skudt, hvis de ikke gik ud, fortæller hun.

Varme lig

Ifølge Svetlanas oplysninger blev soldaterne kort efter angrebet af en drone, som kastede granater mod dem, så mændene måtte løbe i hver sin retning.

- De løb rundt i timevis. Næsten hele regimentet er døde. Han var utroligt heldig, siger hun.

Ukrainske videooptagelser fra Avdijivka fra begyndelsen af marts bekræfter Svetlanas historie. Optagelserne, der er offentliggjort af den proukrainske Telegram-kanal Gistapapa, viser skyttegrave fyldt med russiske lig efter offensiven mod byen.

Svetlana fortæller, at hendes mand kun kender til én enkelt overlevende ud af de oprindelige 25 ud over ham selv.

Søsteren til en soldat i en anden gruppe soldater fra regiment 1439 siger til Radio Free Europe, at hendes bror var udsat for noget lignende.

- Han blev alvorligt såret, men var heldig, fordi en kammerat trak ham ud. Det plejer de ikke at gøre, siger søsteren Jekaterina.

- Han siger, at de flygtede og gik over marker, der var overstrøet med lig. De gik over lig, som stadig var varme. Det er forfærdeligt. Han siger, at han græd, fortæller Jekaterina til Radio Free Europe.

Myndighedernes svar

Næste gang, at Vladimir Putin blev bedt om at hjælpe regiment 1439, var det ikke soldaterne selv, som optog videoen.

Det var i stedet deres hustruer, mødre og andre kvindelige pårørende.

- Hr. præsident, vi taler til dig fra Svir i Irkutsk-regionen. Du er vores sidste håb, red vores mænd, lød det fra kvinderne.

Og så modtog de pårørende endelig gode nyheder fra de russiske myndigheder.

En lokal repræsentant fra civilforsvaret i Irkutsk var sendt til fronten for at rede trådene ud, og han kunne fortælle til den lokale avis, at de mobiliserede mænd slet ikke har været kanonføde.

- Ingen satte dem til at angribe hverken i går eller dagen før. Jeg er selv på stedet. Lad være med at sprede forkert information, sagde udsendingen Jakob Mindrulev til det lokale medie i38.

Han ville dog ikke drøfte enkeltsager "af hensyn til soldaternes sikkerhed" og kunne derfor ikke forholde sig offentligt til hustruernes historier.

Og de pårørende ser da heller ikke ud til at købe myndighedernes forklaring.

Giv os vores børn og mænd tilbage. De skal ikke dø for deres land

Pårørende til soldat i regiment 1439

Det russiske medie Mobilization News, der dækker situationen omkring tvangsmobiliserede russere, har holdt øje med de pårørendes samtaler på sociale medier.

Og mediet har nu offentliggjort kvindernes reaktion.

- Der er ingen retfærdighed her i landet, og der har aldrig været det, skriver en af dem og foreslår, at magthaverne sender deres egne børn og børnebørn til fronten.

En af de andre hustruer beklager sig over, at Vladimir Putins hotline ikke vil høre på hende, og at skriftlige henvendelser heller ikke bliver besvaret.

- Giv os vores børn og mænd tilbage. De skal ikke dø for deres land, skriver hun.

Om Vladimir Putin lytter denne gang, har vi endnu til gode at se.

Men der er både blevet delt kage, blomster og chokolade ud til enkerne og de sørgende mødre i Irkutsk og andre steder i Rusland.