Udland

EU vil reducere energiforbruget med 11,7 procent inden 2030

EU-Rådet og EU-Parlamentet er enige om at reducere energiforbruget med 11,7 procent inden 2030.

Forhandlere fra EU-Rådet og Europa-Parlamentet er fredag blevet enige om en foreløbig aftale om at nedsætte energiforbruget i EU.

Hvis der ikke er bindende mål, er der større risiko for, at vi ikke når i mål

Niels Fuglsang (S), chefforhandler

Ifølge aftalen skal det endelige forbrug reduceres med 11,7 procent inden 2030.

Det oplyser EU-Rådet i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Skal øge energibesparelserne

Aftalen skal nu behandles af EU-ambassadørerne fra alle medlemslande samt et udvalg i EU-Parlamentet.

På forhånd havde parlamentet ønsket et besparelsesmål på 14,5 procent i 2030, mens medlemslandene håbede på 9 procent. EU-Kommissionen havde foreslået 13 procent.

Den nye aftale om energieffektivitet har til formål at øge energibesparelserne i EU-landene.

Der findes mange metoder til at effektivisere et lands energiforbrug. I Danmark sker det blandt andet gennem fjernvarme og afgifter, der giver større incitament til at bruge mindre energi.

Også energikrav til bygninger og energimærkning på elektronik hjælper forbrugere til at finde produkter, der bruger mindre strøm.

Bindende krav er nødvendige

Særligt to punkter har under forhandlingerne sat medlemslandene på kollisionskurs med parlamentet.

Det fortalte Niels Fuglsang (S), der er chefforhandler for parlamentet, til Ritzau i sidste måned.

Det første punkt handler om, hvorvidt der skal være bindende krav til hvert enkelt land om energibesparelser. Det andet om, hvor ambitiøst sparemålet for hele EU skal være.

- I parlamentet synes vi, at der skal være bindende mål både på EU-niveau og på medlemsstatsniveau. Hvis der ikke er det, er der større risiko for, at vi ikke når i mål, sagde han i midten af februar.

Grundlæggende frygter parlamentet, at nogle lande vil bestræbe sig mindre på at leve op til målsætningerne, hvis der er tale om anvisninger og ikke bindende krav, forklarede Niels Fuglsang.