Eksperter hæfter sig ved sære detaljer i Nord Stream-teori: - Det er så specifikt, at det tenderer til at være vildledende

Militæranalytiker undrer sig blandt andet over én særlig detalje i besætningen.

En kaptajn, en læge, to dykkere og to dykkerassistenter. Fem mænd og en kvinde.

Det er den gruppe, som ifølge udenlandske mediers nye teorier skal have lejet en sejlbåd fra et polskbaseret selskab med ukrainske ejere, og sejlet ud på Østersøen og Christiansø ved gerningsstederne.

Og hele lortet sprænger i luften på samme tidspunkt? Det er så specifikt, at det tenderer til at være vildledende

Johannes Riber, orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Men det er svært at se, hvordan de nye teorier om, hvem der står bag de fire lækager på Nord Stream-gasrørledningerne i Østersøen, harmonerer med virkeligheden, siger to eksperter til TV 2.

- Vi kunne lave den fedeste 'James Bond'-film på det her. En pro-ukrainsk gruppe, som har fået fat i noget sprængstof, som de tager med til Polen, som de så kører til Tyskland for at leje en båd, for så at sejle til Christiansø, for ikke bare at sprænge et rør i stykker ét sted – men tre steder!

- Og det hele sprænger i luften på samme tidspunkt? siger Johannes Riber, orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Vi er ovre i supermandskaliberen, hvis det skal hænge sammen

Jacob Kaarsbo, senioranalytiker, Tænketanken Europa

Han mener, at teorien er så specifik, at den tenderer til at være vildledende.

Heller ikke Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, er overbevist af den fremsatte teori.

- Vi er ovre i supermandskaliberen, hvis det skal hænge sammen, siger han.

Punkterer teori om båd

Sejlbåden, de sejlede på, blev ifølge de tyske mediers kilder sejlet fra den tyske by Rostock 6. september. I dagene omkring sprængningen af Nord Stream-rørledningerne skulle den have lagt til på Christiansø.

Der skulle ifølge kilder efterfølgende være fundet spor af sprængstoffer på båden, skriver ARD og Zeit.

Der tages store forbehold, og de tyske medier fremhæver, at de ikke kan afvise, at russerne i sidste ende står bag en såkaldt falsk-flag-operation, der skulle have til formål at stille Ukraine i et dårligt lys.

Historierne er baseret på unavngivne kilder, og endnu har hverken politiet i Sverige, Tyskland eller Danmark bekræftet oplysningerne.

Og teorierne punkteres da også godt og grundigt af de to eksperter, som TV 2 har talt med.

Spor af eksplosiver

Først og fremmest stiller senioranalytiker Jacob Kaarsbo sig kritisk over for den nye oplysning om, at der skulle være fundet spor af eksplosiver på sejlbåden.

- Det sprængstof, der skulle have været ombord, er forseglet meget grundigt og er umiddelbart ikke noget, der ville sætte spor på den påståede sejlbåd. Det hænger ikke helt sammen, slår han fast.

Når man kigger på de skader, der er på gasledningerne, så gør man det sgu ikke fra en lystyacht

Johannes Riber, orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Imens retter militæranalytiker Johannes Riber blikket mod en særlig detalje i besætningen.

- Hvorfor har du en læge med? Det er, så man ikke dør af dykkersyge, men en læge kan ikke gøre noget, når han ikke har et trykkammer med. Det lyder bare mærkeligt.

Sprængninger har krævet en ubåd

Begge eksperter hæfter sig ved, at det først og fremmest var nogle yderst kraftige eksplosioner, der forårsagede de i alt fire lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 og fik havet til at boble i Østersøen ud for Bornholm i september sidste år.

- Det er mange hundrede kilo sprængstof, der skal placeres på 70 meters dybde, og der er meget strøm. Det ville være meget komplekst at gøre.

- Men lad os sige, at det kommer til bunden, og det skal flyttes hundrede meter af de her dykkere. Man kan ikke opholde sig ret længe uden at få dykkersyge, og det er to mennesker, der skulle have gjort det? siger senioranalytiker Jacob Kaarsbo og tilføjer:

- Det er svært at se, hvordan det harmonerer med virkeligheden. Jeg kan ikke fuldstændig afvise det, men de operative detaljer, der er beskrevet, er svære at få til at fungere.

Det udsagn bakkes op af Johannes Riber, der siger, at det ville kræve flere hundrede kilo sprængstof at forårsage de skader, der er tale om på Nord Stream 1 og 2. Han afviser, at aktionen har kunnet gennemføres uden en ubåd.

- Når man kigger på de skader, der er på gasledningerne, og hvis man antager, at der er brugt rigtig meget sprængstof til det her, så gør man det sgu ikke fra en lystyacht på 60-70 meter dybt vand. Så er det en relativt kompliceret operation at sætte op.

- Hvis der er blevet brugt flere hundrede kilo sprængstof, så skal der bruges en ubåd eller en relativt stor enhed. Hvis jeg skulle ødelægge det rør og være sikker på, at det blev ødelagt, så ville jeg tage de 100 kilo sprængstof, sætte timer på, lægge dem forskellige steder, og så ville de gå af på samme tid. Det kræver, at du har en ubåd, understreger Johannes Riber.

Onsdag blev det bekræftet, at den båd, som ARD og Die Zeit har skrevet om, er blevet ransaget fra 18. til 20. januar. Begrundelsen, som den tyske anklagemyndighed har fremlagt, lyder, at båden er mistænkt for at have transporteret sprængstof, "der eksploderede 26. september 2022 ved Nord Stream 1 og Nord Stream 2-gasledningerne i Østersøen".

Der er i øjeblikket en fælles undersøgelse i gang i Danmark, Sverige og Tyskland. Men de tre lande har senest oplyst, at de ikke er færdige med deres efterforskning og derfor ikke kan komme med nogen konklusioner.