Kendt tv-vært vækker vild opstand efter nye påstande om stormen på Kongressen
Trump har straks krævet alle oprørerne fra 6. januar løsladt. Hans partifæller kalder det "bullshit" og "farligt".
Den højtprofilerede tv-vært Tucker Carlson smed i denne uge en "bombe” i sit populære talkshow på den konservative tv-station Fox News.
En “afsløring”, der ifølge ham selv beviste, at det, vi er blevet fortalt om stormen på Kongressen i USA 6. januar 2021, er løgn.
Det voldelige angreb på selve det amerikanske demokrati var ”hovedsageligt et fredeligt kaos”, speakede Tucker Carlson hen over overvågningsbilleder, der ikke tidligere har været vist for offentligheden.
Der var ingen opstand, ingen optøjer, mente han. Kun fredelige turister med undtagelse af nogle få brodne kar.
Straks var der fest for den yderste amerikanske højrefløj på sociale medier. Det var beviset, mange af dem havde ventet på, og tidligere præsident Donald Trump krævede alle, der er dømt eller sigtet for deres rolle i stormløbet, renset og løsladt øjeblikkeligt.
Men Tucker Carlsons såkaldte afsløring er siden blevet mødt af stærk fordømmelse fra demokratiske politikere såvel som republikanske.
"Skandaløse og falske" beskyldninger
Optagelserne har formanden for Repræsentanters Hus i Kongressen, republikaneren Kevin McCarthy, udleveret eksklusivt til Tucker Carlson.
I Tucker Carlsons eget selvbillede viser han dem til sine mange seere i ytringshedens navn. Overvågningsbåndene er blevet holdt skjult for den amerikanske befolkning, og nu skal de frem i lyset, så sandheden kan komme frem, mener han.
Med til historien hører dog, at videobåndene udgør mere end 40.000 timers optagelser. Heriblandt har Tucker Carlson så udvalgt de klip, han selv har fundet relevant at vise. Ifølge kritikere er det ren cherry picking – hvor han nøje har udvalgt de klip, der passer ind i hans dagsorden.
Blandt andet viste Tucker Carlson en række klip med konspirationsteoretikeren Jacob Chansley, der også er kendt som QAnon Shaman.
Det var ham, der trængte ind i Kongressen med bar brystkasse, en pelshue med horn og et amerikansk flag bundet til et spyd. Han erklærede sig senere skyldig i hindring af Kongressens arbejde og fik næsten tre og et halvt års fængsel.
Men ifølge Tucker Carlson sår optagelserne tvivl om, hvorvidt han overhovedet er skyldig.
For på hans videoklip ser det ud til, at Jacob Chansley stille og roligt bevæger sig uhindret rundt i kongresbygningen ledsaget af politibetjente, som ifølge Tucker Carlson ”eskorterer” ham og andre rundt, som om de var turguider.
De beskyldninger er ”skandaløse og falske”, mener politichefen for Kongressens politi, Tom Manger, der tirsdag tog kraftig afstand fra påstandene i en intern besked til politiet, som hurtigt nåede medierne.
Han skriver, at betjentene var i undertal over for demonstranterne og brugte ”deeskaleringstaktikker” i forsøget på at få demonstranterne til at forlade bygningen fredeligt.
Generelt mener han, at Tucker Carlsons program var ”fyldt med fornærmende og vildledende konklusioner” og ”belejligt plukkede fra de mere rolige øjeblikke” mellem det kaos og den vold, som Tucker Carlson valgte ikke at vise.
Rasende republikanere
I brevet, der er stilet direkte til betjentene, hylder politichefen deres heltemodige indsats. De satte deres eget liv på spil for at redde alle medlemmerne af Kongressen og deres ansatte, skriver han.
- Tv-kommentatorer skal ikke føre sandheden til protokols i vores historiebøger. Det skal retssystemet. Sandheden og retfærdigheden er på vores side, slutter han.
På deres side er også Mitch McConnell, der er republikansk mindretalsleder i Senatet.
Han mødte tirsdag Kongressens pressekorps med politichefens brev i hånden og tilsluttede sig brevets udlægning af stormløbet.
- Det var efter min mening en fejltagelse af Fox News at skildre det på en måde, som fuldstændigt afviger fra, hvad vores øverste politichef her i Kongressen mener, sagde Mitch McConnell i vanlig afmålt stil.
Han og resten af Kongressens medlemmer var samlet den dag i 2021 for formelt at godkende Joe Bidens uomtvistelige sejr ved præsidentvalget i november 2020.
Den sejr nægtede hans modstander, Donald Trump, at anerkende. I stedet gejlede han sine følgere op med påstande om, at valget var ”stjålet”, inden de trængte ind i Kongressen på Capitol Hill i Washington D.C.
En kvindelig Trump-tilhænger mistede livet inde i kongresbygningen, da hun blev skudt af politiet. Omkring 150 politibetjente kom til skade ved optøjerne. Mange blev traumatiseret. To betjente tog deres eget liv få dage efter de voldsomme tæsk, som demonstranterne uddelte, og en betjent døde af et slagtilfælde.
Tv-billederne gik verden, og alle kunne se, hvad der foregik. Så Tucker Carlsons udlægning af de voldelige optøjer er ”sørgelig” og ”farlig”, mener den republikanske senator og Trump-kritiker Mitt Romney.
- Du kan ikke skjule sandheden ved selektivt at udvælge nogle få minutter fra nogle bånd og sige, at det var det, der skete. Det er absurd. Det er nonsens, siger han.
Millioner af seere
Flere andre republikanske senatorer har ligeledes taget kraftig afstand fra Tucker Carlson program. NBC News har samlet nogle af reaktionerne.
For eksempel har Thom Tillis kaldt det ”bullshit”, og Lindsay Graham har sagt, at han ikke vil være med til ”at hvidvaske 6. januar”.
Også demokraterne har kritiseret programmet. Fra Senatets talerstol omtalte den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, udsendelsen som ”en af de mest skændige timer, vi nogensinde har set på kabel-tv”.
Og det er ikke så få, der ser Tucker Carlsons program, når han alle hverdagsaftener i bedste sendetid har cart blanche til at sige, lige hvad han vil. Som for eksempel at tage Vladimir Putin i forsvar, hvad han ofte gør.
Sidste år havde Tucker Carlson Tonight i gennemsnit 3,3 millioner seere, skriver Los Angeles Times.
Ud af en befolkning på 330 millioner er det selvfølgelig ikke mange. Men dog nok til at gøre hans program til det næstmest sete på amerikansk kabel-tv, når man ikke tæller sportsudsendelser med.
Kevin Mccarthy afviste tirsdag beskyldninger om, at han gav de mange timers optagelser til Tucker Carlson i en studehandel med sit partis yderste højrefløj, så de ville gøre ham til formand for Repræsentanternes Hus.
Han sagde også, at han vil frigive båndene for offentligheden og andre medier. Han ville bare ikke sige, hvornår det sker.