Russisk militær deler billeder af "apokalypsen" i totalødelagt by
Marjinka var engang en levende by, men er nu pulveriseret. Og ødelæggelserne fortsætter ufortrødent i Donetsk-forstaden.
Intet står tilbage andet end ruinerne.
Utallige grålige bunker af murbrokker og mellem dem nogle få tilbageværende bygningsfacader.
I dag er den østukrainske by Marjinka nærmest slettet fra Jordens overflade.
Det viser nye billeder, som russisk militærs sydlige distrikt har delt på Telegram.
- Når du hører ordet "apokalypse", hvad tænker du så på? Verdens undergang, livets slutning, noget forfærdeligt og uopretteligt? Men det er nu, skriver russerne i opslaget.
Ifølge mediet Ukrajinska Pravda er billederne over weekenden blevet mødt med vrede reaktioner fra ukrainere på sociale medier og fra de ukrainske myndigheder.
- Marjinka. Der er ikke noget tilbage. Sådan ser sporene af terroristen Ruslands aktiviteter ud. De adskiller sig ikke meget fra ISIS (terrorgruppen Islamisk Stat, red), skriver Andrij Jermak, der er stabschef for den ukrainske præsident.
Også det ukrainske udenrigsministerium har reageret på og delt billederne.
- Ukrainske Marjinka i Donetsk-regionen. Det plejede at være hjem for omkring 10.000 personer. Det plejede at være en fredfyldt by. Det plejede at være ... Indtil Ruslands krigsforbrydere jævnede den med jorden, skriver ministeriet på Twitter.
Ukrainerne opfordrer samtidig til, at man zoomer ind på billederne for ved selvsyn at konstatere, at intet står urørt tilbage.
Mennesketom kampplads
Selvom krigen har efterladt Marjinka uigenkendelig, er ødelæggelserne samtidig beviset på, hvad der engang lå på stedet:
En by med liv og næsten 10.000 indbyggere.
Det er samme antal mennesker, der bor i for eksempel Vejen eller Ringkøbing.
På billedet herunder kan du flytte skillelinjen fra side til side og se, hvordan Marjinka så ud før og nu.
Allerede i november meddelte Ukraines nationale politi, at alle civile nu var evakueret fra byen på grund af de voldsomme kampe i området.
- Marjinka er konstant under direkte angreb fra fjenden. Ikke en eneste bygning har overlevet i byen, lød det allerede dengang.
Ødelæggelser fortsætter
Selvom 24. februar markerede årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, har kampene mellem russiskstøttede separatister og Ukraines militær været i gang i den østlige del af landet siden 2014.
Og Marjinka er en af de byer, der har været allermest udsatte.
Den er forstad til byen Donetsk og ligger i Donetsk-regionen, hvis territorium er nogenlunde delt mellem russisk og ukrainsk kontrol.
Frontlinjen løber lige igennem det, der er tilbage af Marjinka.
At kampene og ødelæggelserne stadig foregår netop her, fremgår af en dronevideo, som nyhedsbureauet AP offentliggjorde i slutningen af februar.
I videoen, som du kan se øverst i denne artikel, kører en russisk kampvogn rundt mellem to pulveriserede boligblokke i et sneklædt Marjinka.
Undervejs affyrer den flere gange sin kanon mod et mål på den anden side af det, der engang var en vej.
Politichefen i Marjinka, Artem Sjtjus, tror, at de russiske styrker bevidst fortsætter med at smadre ruinerne og skyde tilbagestående mure i stykker for at fjerne alle skjulesteder – uanset om det er civile eller militære bygninger.
- De ødelægger alt, fordi de med deres taktikker ikke kan besejre vores tropper. Så de forfalder til at ødelægge alt levende, siger politichefen til AP.
Vil straffe Rusland
Ukraines regering og militær har gentagne gange fastslået, at deres mål er at befri hele Ukraines territorium.
Men selv hvis det lykkes, står det ikke klart, om Marjinka vil blive genopbygget i fremtiden.
Det vil formentlig tage år bare at rydde op i området og få de mange bunker af murbrokker fjernet.
I sit opslag på Telegram fokuserer stabschefen for den ukrainske præsident, Andrij Jermak, mere på, hvad straffen skal være for Rusland.
- Marjinka levede og blomstrede før Rusland. Hvordan skal man gengælde, hvad russerne har gjort mod Marjinka og andre ukrainske byer? For forbrydelser og drab? spørger han.
Herefter oplyser han en række muligheder, der tæller alt fra at stille dem for en domstol til "militær ødelæggelse på slagmarken" og "det russiske regimes kollaps".
- Vi vil klare det, skriver han.