Mens tiden rinder ud for civile i Bakhmut, advarer Prigozjin om muligt kollaps
Den russiske Wagner-gruppe advarer om, at "hele fronten vil smuldre", hvis ikke ledelsen i Moskva støtter lejesoldaterne i Bakhmut.
Det går meget langsomt med at evakuere civile fra den østukrainske by Bakhmut, som russiske soldater efter eget udsagn er tæt på at have omringet.
Det fortæller byens viceborgmester, Oleksandr Marchenko, over en telefonlinje til den amerikanske tv-station CNN.
Viceborgmesteren opholder sig i en naboby, hvorfra han forklarer, at der tidligere er blevet evakueret op mod 600 civile om dagen fra Bakhmut. Nu er det kun fem-ti personer, der bliver hjulpet ud af byen om dagen.
- Fjenden sprænger alt i stumper og stykker, skyder mod etageejendomme og beboelsesområder, siger han og tilføjer:
- Fjenden angriber byen med alt, hvad de har.
Byen husede engang 75.000 indbyggere. Nu anslås det ifølge CNN og andre medier som Al Jazeera, at der er mellem 3.000 og 4.500 tilbage – og det er umuligt at nå ind til de tilbageværende beboere på grund af de russiske bombardementer, lyder det fra Oleksandr Marchenko.
Borgere evakueres til fods
TV 2s journalist Benjamin Kürstein opholder sig i øjeblikket i Østukraine, hvorfra han følger situationen i Bakhmut. En by, der i månedsvis har været centrum for så blodige kampe, at såvel ukrainere som russere kalder byen for "kødhakkeren".
Benjamin Kürstein fortæller, at de tilbageværende civile i Bakhmut har det meget svært.
- Det er en fuldstændig umulig situation for de mennesker, der stadig er derinde. De har levet i månedsvis uden gas, uden el, uden rindende vand. De må samle regnvand sammen og koge det for at drikke det. Enkelte nødhjælpsorganisationer har periodevist haft held til at komme ind med forsyninger til byen, siger han.
Mens byen er blevet sønderbombet, er der løbende blevet evakueret civile. Men det er ikke alle, der har villet forlade deres hjem. Nogle er blevet i byen, fordi de er gamle og svagelige. Andre er blevet, fordi de ikke ved, hvor de ellers skal tage hen, og hvad de skal stille op, fortæller Benjamin Kürstein.
- Der bliver stadigvæk evakueret mennesker. Men nu er meldingen, at det er for farligt at evakuere folk i køretøjer, fordi de bliver angrebet, når de kører rundt. Så nu opfordrer man til, at dem, der vil forlade byen, de skal gøre det til fods. Og det er selvfølgelig også en farefuld færd al den stund, at det er et af de mest drabelige steder i Ukraine lige nu, siger han.
Wagner-gruppen advarer mod tilbagetrækning
Den russiske lejehær Wagner-gruppen meddelte fredag, at russerne var tæt på at have omringet Bakhmut.
Men der er meldinger om, at både de russiske og ukrainske soldater har svært ved at få tilstrækkelig med ammunition.
Lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, har tidligere efterlyst bedre støtte til sine lejesoldater fra Moskva. Og nu advarer han Rusland om, at det kan føre til et sammenbrud af hele den russiske frontlinje, hvis hans soldater bliver tvunget til at trække sig tilbage fra offensiven i Bakhmut.
Det siger Jevgenij Prigozjin i en video udgivet sent lørdag aften, skriver The Guardian.
- Hvis den private lejesoldatsstyrke Wagner trækker sig tilbage fra Bakhmut, vil hele fronten smuldre, siger han i videoen og tilføjer, at Wagner-gruppen er "cementen" i den russiske offensiv.
Ukrainske soldater holder stand trods ødelagte veje og broer
De seneste dage er flere broer rundt om Bakhmut blevet sprængt i luften, mens flere veje ligeledes er blevet bombet, så det er svært at komme ud af byen.
Storbritanniens efterretningstjeneste skrev lørdag i sin daglige opdatering om situationen i Ukraine, at ukrainske forstærkninger har sværere og sværere ved at komme ind og ud af byen.
Men søndag holder de ukrainske soldater i byen fortsat stand, lyder det fra Ukraines militære ledelse ifølge den britiske avis The Guardian.
De ukrainske styrker har stadig kontrollen over en vigtig hovedvej ind i byen, oplyser den næstkommanderende i den ukrainske nationalgarde, Volodymyr Nazarenko, til CNN.
- Der er ingen tilbagetrækning. Tværtimod kommer der nye reserver ind som forstærkning til at holde forsvaret. Hele området er under kaotisk beskydning, men der er forbindelse ind til byen, der er ruter, som ikke er afskåret, siger han og fastslår:
- Vores forsvar holder.
Den ukrainske militærleder fortæller, at situationen i og omkring Bakhmut "ligner rigtig meget helvede", men at dette er tilfældet langs hele den østukrainske frontlinje.