Russerne kan være dage væk fra at overtage Bakhmut – men hvor vigtig er byen?

Ifølge Carsten Rasmussen, der er tidligere brigadegeneral, er det et spørgsmål om timer eller dage, før russerne overtager byen.

De massive kampe i den ukrainske by Bakhmut er stadig i fuld gang.

Ifølge borgmesteren i byen, Oleksandr Marchenko, er der kampe i gaderne i byen.

- Der er ikke en eneste bygning, der er uberørt af den her krig. Der er helt ødelagte distrikter, bygninger og boligblokke, siger han i et interview med BBC Radio, lørdag den 4. marts.

Ikke den store betydning, siger ekspert

Ifølge Carsten Rasmussen, der er tidligere brigadegeneral, er det et spørgsmål om timer eller få dage, før russerne overtager byen.

Men hvor stor en betydning har byen egentlig?

- Ingen, lyder det fra Carsten Rasmussen.

Ifølge ham er vigtigheden af Bakhmut skiftet i takt med, at russerne forgæves har forsøgt at indtage den.

- Man startede slaget ved Bakhmut i et forsøg på at slide de ukrainske styrker op og tvinge dem til at bruge reserver.

Det har dog vist sig, at russerne har mistet langt flere soldater i slaget om Bakhmut end ukrainerne.

- Nu har det i stedet fået en stor symbolsk betydning for russerne at indtage Bakhmut. Det vil blive præsenteret som en stor sejr hjemme i Rusland, hvis det lykkes dem, lyder det.

Men ifølge Casten Rasmussen er det alene symbolsk, da Bakhmut ikke er af nogen nævneværdig strategisk betydning.

- Det er en lille bid i en strategisk ubetydelig by, som kan bruges som et trinbræt til de næste operationer. Når man mister så mange soldater ved at tage en lille bid ubetydeligt terræn, så kan jeg dårligt se det som en stor sejr, siger han.

Wagner-gruppen: Bakhmut har en eller to dage tilbage

Ifølge den russiske Wagner-gruppe, der er en gruppe af lejesoldater, er det et spørgsmål om dage, før de har indtaget Bakhmut.

Fredag udsendte gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, en video hvor han henvendte sig til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Kære Volodymyr. Det private militære selskab Wagner har næsten omringet Bakhmut. Der er kun én åben vej tilbage.

Ifølge Jevgenij Prigozjin, der er leder af den russiske Wagner-gruppe, er der kun en exit-rute tilbage fra Bakhmut. Video: TV 2 NEWS

På videoen opfordrede Wagner-chefen den ukrainske præsident til at benytte denne sidste åbne vej til at trække sine styrker tilbage fra byen.

- Bakhmut har kun en eller to dage tilbage, lød det i videoen.

Ifølge Bakhmuts borgmester, Oleksandr Marchenko, har de tilbageværende civile i byen hverken vand, gas eller strøm.

Han mener, at russernes eneste mål er et folkemord på ukrainerne:

- De vil ødelægge Bakhmut, de vil ødelægge byen. Og jeg forstår helt ærligt ikke, hvorfor de gør det her, siger han.

Ifølge borgmesteren holder de ukrainske styrker ind til videre stand.