Krigen i Ukraine

Rusland bomber vejene omkring Bakhmut - snart kan det være for sent at komme ud

Utroligt nok er der stadig civile i den sønderbombede by. Om ikke længe kan deres vej ud være lukket.

I disse dage udspiller sig en blodig kamp om vejene vest for Bakhmut.

Vejene er eneste udvej for de ukrainske soldater og civile, som stadig befinder sig i byen, der af soldaterne selv kaldes "Kødhakkeren".

Den seneste tid har ukrainske styrker tabt mere og mere terræn omkring byen – særligt i Bakhmuts nordlige forstæder – og lørdag fortsatte presset på de ukrainske kampgrupper, som gennem syv hårde måneder har formået at holde invasionsmagten fra at besætte byen.

Det er ikke mange uafhængige beretninger, der slipper ud fra kampene, men nyhedsbureauerne Reuters og AP er begge i stand til at rapportere fra frontlinjen ved Bakhmut.

Fra begge lyder det, at kampen om vejene ud af byen er voldsomme, og at russisk artilleri fortsætter med at bombardere de i forvejen kraterfyldte veje.

Herunder ses en af de få tilbageværende veje ud af byen.

Videoen er optaget fredag 3. marts Video: TV 2 Danmark

Britiske efterretninger melder, at ukrainske forstærkninger har sværere og sværere ved at komme ind og ud af byen.

Det samme har de få tilbageværende civile i byen, der engang husede 75.000 indbyggere.

Flygter til fods og på cykel

Vejene ud af byen er nu så livsfarlige, at civile ikke kan forlade byen i køretøjer, men må flygte til fods. Det fortæller en kilde i den ukrainske hær til AP.

Bakhmut har ingen elektricitet, ingen vand, ingen mad, ingen gas, fortæller indbyggeren Natalia Ishkova, der sammen med sin mand valgte at blive i byen trods uhyrlighederne.

- Nødhjælpen når kun frem en gang om måneden. Jeg beder til Gud for, at alle tilbageværende overlever, siger hun lørdag til AP.

Den berygtede Wagner-leder Jevgenij Prigozjin proklamerede fredag, at Bakhmut ville være omringet, inden weekenden er omme, men fronten har de seneste par dage stabiliseret sig, lyder det fra ukrainerne.

- Hver en time i Bakhmut er et helvede på jord. Fjenden havde succes nord for byen for en uge siden, men ukrainske soldater kæmper tilbage og fronten har stabiliseret sig, siger den ukrainske bataljonsleder Volodymyr Nazarenko til Kyiv24.

Graver nye skyttegrave

Ukrainske soldater graver lige nu nye skyttegrave vest for byen og forsøger samtidig at reparere de ødelagte veje, rapporterer Reuters.

Et tegn på, at Ukraine endnu ikke er helt klar til at opgive kampen om Bakhmut, skriver mediet.

Samtidig forstærker ukrainerne fronten med nye eliteenheder ifølge britiske efterretninger.

Den strategiske vigtighed af byen er gentagne gange blevet kaldt minimal – senest af tidligere brigadegeneral Carsten Rasmussen.

Men hvorfor bliver Ukraine så ved med at kæmpe?

- Opgaven for vores styrker er at tildele russerne så store tab som muligt. Russerne tager intet hensyn til deres tabstal i forsøget på at vinde byen, lyder det fra den ukrainske bataljonsleder Volodymyr Nazarenko ifølge Reuters.

Om tallene holder stik, er ikke til at sige, men ifølge ukrainerne har Rusland mistet syv gange så mange soldater i slaget om Bakhmut.

En af de sværeste missioner

Situationen på slagmarken peger dog i stigende grad på, at ukrainerne i snarlig fremtid må overgive byen til fjenden.

Hvis og når det sker, skal Ukraine sikre sig, at fronten ikke kollapser i samme øjeblik, som de trækker sig tilbage, forklarede militæranalytiker Kristian Lindhardt fra Forsvarsakademiet onsdag til DR.

- Det er en af de aller, aller sværeste militære opgaver, de har her: Tilbagegang under kraftig fjendtlig føling.

Tidligere i slaget om Bakhmut talte russerne om, at de kunne omringe omkring 20.000 ukrainere inde i byen, sagde militæranalytiker Anders Puck Nielsen i samme ombæring til DR.

- Nu er de nede at snakke om 3-5000, som stadig er i byen. Resten er kommet ud og forsøger at holde vejen åben, lød det.

Lykkes det Rusland at besætte Bakhmut, vil være den første store sejr i invasionsstyrken store vinteroffensiv.

Selv siger Rusland, at Bakhmut vil være en trædesten til at vinde kontrollen med Donbas-området.

Ifølge tidligere brigadegeneral Carsten Rasmussen startede slaget om Bakhmut som et russisk forsøg på at slide ukrainske styrker op.

Nu hvor situationen har vist sig at være omvendt, har slaget i stedet fået en stor symbolsk betydning, lyder det.

- Det vil blive præsenteret som en stor sejr hjemme i Rusland, hvis det lykkes dem, siger han.