Partisaner angreb russisk fly langt inde i Hviderusland og optog det på video

Videooptagelser fra en luftbase i Hviderusland viser, hvordan partisaner styrer en drone ind over hegnet og angriber et avanceret russisk fly.

Propellerne hvirvlede sneen op, mens den lille drone hævede sig fra jorden med en hylende lyd.

Videoen er "god reklame" for fjendens luftforsvar

Andrii Tsaplienko, ukrainsk journalist

Den steg op over de lave træer, som omkransede landingsbanen på Matjulіsjtjy-luftbasen 12 kilometer fra Hvideruslands hovedstad Minsk.

Inde på basen stod russiske fly parkeret vinge ved vinge, mens deres besætning var gået fra borde for at holde pause fra krigen i Ukraine.

Men mændene, som styrede dronen ind over muren, holdt ikke pause.

De var på mission.

Målet var det dyreste og mest avancerede russiske fly inde på basen – et russisk kontrol- og varslingsfly af typen A-50, som bruges til at holde styr på landets jagerfly, når de er i luften.

Ifølge flere medier har Rusland kun ganske få af denne type kontrol- og varslingsfly til rådighed – ni ifølge Eurasian Times – og derfor ville det være et stort tab for Rusland, hvis det lykkedes at tage et af dem ud af spillet.

Angrebet

Dronen summede ind over landingsbanen, fløj over et lavt kontroltårn i den ene ende af landingsbanen og tilbagelagde i alt en lille kilometer, inden den befandt sig over den russiske A-50'er.

Ingen luftforsvarssystemer eller vagtsomme øjne opdagede tilsyneladende den lille drone, da den blev sat ned på flyets skrog lige over cockpittet.

Hvad der dernæst skete ved vi ikke med sikkerhed, for dronens videokamera holdt pludselig op med at optage.

En "specialoperation"

Scenen herover er fra en video, som Ukraines sikkerhedstjeneste, SBU, netop har offentliggjort til den ukrainske journalist Andrii Tsaplienko og flere andre, der deler den på det sociale medie Telegram.

Partisanerne anvendte en drone til at angribe flyet på en base i Hviderusland. Video: TV 2 Danmark

Ifølge Andrii Tsaplienko har SBU modtaget videoen fra hviderussiske partisaner, som gennemførte et angreb på det russiske fly 26. februar.

Han skriver, at partisanerne nu er i sikkerhed efter at være flygtet fra den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

- Mændene bag denne specialoperation rejste til tredjelande lige for næsen af FSB. De tog USB-stikkene med droneoptagelserne med sig, skriver Andrii Tsaplienko.

- Videoen er "god reklame" for fjendens luftforsvar, fortsætter han.

Sammenholder man optagelserne med et kort over Matjulіsjtjy-luftbasen, kan man se, at dronen er fløjet næsten en kilometer ind over det militære område.

Ifølge Andrii Tsaplienkos oplysninger blev det russiske fly angrebet med to små droner, og de optagelser, der netop er blevet offentliggjort, viser den anden drones angreb.

- Sådan en specialoperation er ikke blot et alvorligt slag mod fjenden, det er også endnu et signal til Rusland om, at det russiske militær ikke kan vide sig sikre i Hviderusland, siger en person med kendskab til operationen ifølge Andrii Tsaplienko.

Et muligt bevis

Optagelserne er de hidtil bedste beviser for, at det rent faktisk lykkedes at overliste det russiske og hviderussiske luftforsvar og angribe mål over 350 kilometer inde i Hviderusland.

I dagene efter droneangrebet hævdede Hvideruslands opposition, at der havde været et angreb på basen, men det var ikke muligt at se, om det russiske fly var beskadiget på de satellitfotos, der dengang var de eneste bevismaterialer til rådighed.

Den hviderussiske oppositionsgruppe ByPol, som består af ​​tidligere sikkerhedsstyrker, der er imod det hviderussiske regime, skrev dengang på Telegram, at angrebet blev udført af to hviderussere, som brugte droner til at ramme flyet.

Benægtelsen

Efter angrebet har Hviderusland gjort en større indsats for at fortælle, at der ikke har været et angreb på det kostbare overvågningsfly.

For eksempel bragte hviderussisk stats-tv optagelser af et russisk overvågningsfly af typen A-50, der letter fra Matjulіsjtjy-luftbasen.

Flyet har nummer 43 på siden – altså det samme nummer, som flyet i den netop offentliggjorte dronevideo.

Ifølge hviderussisk tv lettede flyet for at udføre opgaver for Ruslands luftvåben.

- Her er det "udbrændte og demonterede" superfly i færd med at udføre en kampmission, mens det patruljerer vores landegrænse, skrev den hviderussiske tv-station ATN på Telegram.

Et opkald til værkstedet

Men er flyet nu også fuldstændig uskadt?

Det spørgsmål satte det hviderussiske oppositionsmedie Zerkalo sig for at opklare i fredags.

Ifølge mediets journalister var det russiske overvågningsfly ganske rigtigt lettet fra Matjulіsjtjy-luftbasen, men maskinen havde ifølge mediets oplysninger ikke sat kursen mod Ukraine.

I stedet var der forlydender om, at det var fløjet til den russiske by Taganrog, hvor specialister fra det russiske militær reparerer beskadigede fly.

Derfor ringede en af de hviderussiske journalister fra Zerkalo til flyværkstedet i Taganrog for at spørge til et nyligt ankommet fly.

Journalisten udgav sig for at være fra det hviderussiske militær på Matjulіsjtjy-luftbasen.

Ifølge Zerkalo forløb dialogen således:

- Jeg ringer til jer angående reparationen af et A-50 fly, der kom til jer fra Hviderusland. Mine overordnede bad om nogle uddybende detaljer, sagde journalisten.

- En A-50, mener du den med nummer 43, svarede russeren på flyværkstedet i Taganrog.

Dernæst bad journalisten om at få navn og telefonnummer for den ansvarlige for reparationen og fik bekræftet, at flyet netop var ankommet fra Hviderusland.

Det lykkedes dog ikke at finde ud af, hvor store skader de to droner påførte det russiske fly.