Ukraine sprænger broerne i Bakhmut - de har to dage tilbage, siger Wagner-chef
Den ukrainske by Bakhmut er tæt på at være omringet, siger russerne. Ukrainerne ses sprænge broer i luften, og ukrainske soldater melder om retræte.
Lejesoldaternes chef var iført russisk kampuniform, da kameraet blev tændt på toppen af et højhus nord for den ukrainske by Bakhmut.
Han kiggede ind i kameraet og talte direkte til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Kære Volodymyr. Det private militære selskab Wagner har næsten omringet Bakhmut. Der er kun én åben vej tilbage, lød det fra ham.
Optagelserne med Jevgenij Prigozjin, der er chef for Ruslands lejesoldater i Wagner-gruppen, deles igen og igen af russiske konti på det sociale medie Telegram, hvor folk med sympati for Rusland ser den som begyndelsen til enden for den ukrainske hær i den omstridte by Bakhmut.
På videoen opfordrer Wagner-chefen den ukrainske præsident til at benytte den sidste åbne vej til at trække sine styrker tilbage fra byen.
- Bakhmut har kun en eller to dage tilbage, siger han.
Krigsfangerne
For at understrege sin pointe udstiller Jevgenij Prigozjin desuden tre ukrainske krigsfanger på videoen og får dem til at gentage sin opfordring til tilbagetrækning.
To af dem ser ud til at være unge teenagere, mens en tredje er en ældre gråskægget herre.
- Den ukrainske hær kæmpede tidligere professionelt mod os, men i dag ser vi flere og flere ældre mennesker og børn, siger Wagner-chefen.
Dernæst ses den gråskæggede krigsfange gentage Wagner-chefens opfordring med bøjet hoved.
- Ignorer ikke denne forespørgsel. Jeg beder dig, siger fangen.
At det er i direkte strid med Genevekonventionen at udstille krigsfanger på den måde, betyder tilsyneladende ikke noget for de russiske lejesoldater.
Ukrainske vanskeligheder
Jevgenij Prigozjins video kommer efter en periode med langsomme russiske fremskridt i Bakhmut, der er en mindre by med begrænset strategisk betydning i det østlige Ukraine.
Byen har symbolsk betydning for Rusland, der har forsøgt at indtage den siden 2014 og investeret tusindvis af menneskeliv i kampene.
Tænketanken Institute for the Study of War, der holder regnskab med krigens udvikling, har i løbet af de seneste dage opdateret deres kort over frontlinjen, og hver gang er det område, som russerne menes at kontrollere, vokset.
De sprængte broer
Fredag begyndte der også at dukke videoer op på det sociale medie Telegram, hvor flere broer i den ukrainsk kontrollerede del af Bakhmut er sprængt i luften.
For eksempel er broen over den nordvestlige vej ud af Bakhmut fuldstændig ødelagt.
På en anden video fra Bakhmut, der deles flittigt på Telegram, ses en jernbanebro i den centrale del af byen blive sprængt.
Billederne af de to ovennævnte broer kan med sikkerhed geolokaliseres til det hidtil ukrainsk kontrollerede område – de ligger her og her.
På en tredje video, der er optaget af det russiske nyhedsbureau RIA, står en russisk soldat ved siden af en sprængt bro på et ikke nærmere angivet sted nær Bakhmut.
- Ukraines hær ødelægger infrastrukturen i bebyggelserne nær Bakhmut for at standse omringningen. I udkanten af byen er næsten alle broer sprængt i luften, fortæller en soldat, der siger, at han er fra Wagner-gruppen, til bureauet.
Melding om tilbagetrækning
Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange ukrainere der er tilbage i Bakhmut, men at i hvert fald nogle af de kampvante ukrainske styrker er trukket ud, bliver bekræftet af ukrainerne selv.
Fredag offentliggjorde militærbloggeren Magyar – der de seneste 110 dage har kæmpet på ukrainsk side i Bakhmut – en video, hvor han fortæller, at hans enhed har fået ordrer på at trække sig tilbage.
- Jeg modtog ordrer om omgående at forlade Bakhmut, siger han på videoen og tilføjer:
- Hvad er den alvorlige årsag til forflyttelsen, når vi har tilbragt 110 dage i kamp her? Jeg er først og fremmest soldat, så jeg vil ikke kommentere på ordrer ovenfra.
Ifølge Alex Marquardt, der er korrespondent hos den amerikanske tv-station CNN, og som befinder sig i udkanten af Chasiv Jar ti kilometer vest for Bakhmut, var byen stadig på ukrainske hænder fredag morgen, og han havde på det tidspunkt ikke hørt noget om en ukrainsk tilbagetrækning.
Julia Mendel, der er talskvinde for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver på Twitter, at historierne om tilbagetrækning fra Bakhmut er russisk misinformation.
- Ukraines hær trækker sig IKKE tilbage fra Bakhmut, skriver hun.
Spørger man Ukraines militær direkte, er der ingen klare svar på, hvornår situationen i Bakhmut bliver for svær.
Oberst Serhij Cherevatij, der er talsmand for Ukraines militær, sagde torsdag, at man vil foretage en taktisk tilbagetrækning fra byen, hvis der opstår et behov for det.