Leopard-kampvogne meldes set ved Bakhmut – men dansk ekspert tvivler

De ukrainske forsvarere i Bakhmut er under hårdt pres, men de bestemmer stadig selv, hvornår de vil trække sig tilbage, vurderer dansk ekspert.

Byen Bakhmut i Donetsk-regionen er fortsat centrum for Ukraine-krigens mest intense kampe.

Russiske styrker har i månedsvis forsøgt at erobre byen, men de ukrainske forsvarere holder stand – selvom situationen med den lokale kommandants ord er ”ekstremt anspændt”.

Tirsdag fortæller Yan Gagin, der er rådgiver for den russiskstøttede separatistregering i Donetsk, at de avancerede Leopard-kampvogne, som Vesten er begyndt at levere til Ukraine, for første gang er set i nærheden af Bakhmut.

Det kommer efter, at Polen i fredags meddelte, at man havde leveret de første fire Leopard-kampvogne til Ukraine.

Rådgiveren for separatistregeringen understreger dog over for den russiske tv-station Russia 1, at Leopard-kampvognene næppe vil være en trussel for russerne.

- Der er ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Det mudrede vejr, vi har nu, gør det svært for tunge køretøjer som Leoparderne at bevæge sig. Det vil bare være pansrede mål ligesom alt muligt andet, siger Yan Gagin på russisk tv.

"En notorisk løgnhals"

Ifølge Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, skal man dog næppe tage oplysningerne fra Yan Gagin for pålydende:

- Han er en notorisk løgnhals, lyder Jacob Kaarsbos kontante dom.

Og dertil kommer, at forsvaret af Bakhmut næppe er den måde, som ukrainerne helst vil bruge de vestlige kampvogne.

- Jeg tror ikke, man vil se dem i forsvaret af Bakhmut. Jeg tror nærmere, at ukrainerne vil bruge dem i en offensiv operation, siger han til TV 2.

Forsøger at omringe byen

Generelt bliver situationen omkring Bakhmut stadig mere tilspidset, rapporterer Benjamin Kürstein, TV 2s korrespondent i Ukraine. Russiske styrker trænger langsomt frem på tre sider af byen, tilsyneladende med det mål at omringe byen helt.

- Der er de ikke endnu. Men ukrainerne holder selvfølgelig øje med, om de på et tidspunkt bliver nødt til at trække sig tilbage, fortæller Benjamin Kürstein.

- På en måde passer situationen ukrainerne meget godt. Det er en måde at låse mange af de russiske styrker til et sted, der ikke betyder særligt meget – set med strategiske briller, siger han.

Video: TV 2 NEWS

Modangreb er en mulighed

Den ukrainske topledelse siger dog ligeud, at man er meget presset i Bakhmut, som nu stort set er jævnet med jorden efter mere end et halvt års russiske angreb.

- Omkring Bakhmut bliver situationen hele tiden vanskeligere. Fjenden ødelægger konstant alt, hvad der kan bruges som beskyttelse for vores stillinger, siger præsident Volodymyr Zelenskyj tirsdag.

Jacob Kaarsbo vurderer dog ikke, at ukrainerne er så pressede, at de vil blive tvunget til at trække sig ud af byen. Han ser det mere som et valg, som ukrainerne selv kan træffe:

- De kan vælge at trække sig tilbage, eller de kan vælge at gå til modangreb. Det er ikke utænkeligt. Hvis russerne vil omringe byen fra alle sider, så kan de strække deres styrker så tyndt ud, at det giver mulighed for et modangreb. Det er muligt, at ukrainerne bare venter på den mulighed, siger han.

- På samme måde er det jo også en mulighed, at præsident Zelenskyjs udtalelser om, hvor hårdt pressede ukrainerne er, i virkeligheden er et dække. At man i virkeligheden samler kræfter og venter på muligheden for at gå i offensiven, siger han.