Erdogan beder om sjælden tilgivelse efter jordskælvskaos

Tre uger efter skælvene, der kostede mere end 50.000 mennesker livet, indrømmer Tyrkiets præsident, at statens respons ikke var god nok.

Der blev begået fejl i den tyrkiske stats hjælpeindsats efter jordskælvene 6. februar, erkender Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, nu.

- Vi var desværre ikke i stand til at drive arbejdet med den effektivitet, vi ønskede, siger Erdogan mandag i en tale i byen Adiyaman, der var en af de hårdest ramte, og som måtte vente i flere dage på at få hjælp fra staten.

- Jeg beder af den grund om jeres tilgivelse, sagde han videre.

Flere dage uden hjælp

I dagene efter skælvene rapporterede nyhedsbureauet AFP fra Adiyaman, hvor vreden var tydelig.

- Jeg så ikke nogen før klokken 14 på andendagen efter jordskælvet, sagde Mehmet Yildirim, en indbygger i byen.

- Ingen fra staten, ingen politi og ingen soldater. Skam jer. I overlod os til os selv, lød det rasende.

'Provokationer' tillades ikke

Erdogans indrømmelse vækker opsigt i Tyrkiet, fordi præsidenten og hans regering i tre uger har slået hårdt ned på enhver kritik af, at katastrofehåndteringen ikke var god nok.

Mindst 138 mennesker er blevet anholdt for såkaldt "provokerende" eller "misinformerende" udtalelser om håndteringen, og mindst 27 er blevet varetægtsfængslet.

Blandt dem er flere journalister, der for eksempel anklages for "opildning af had" efter at have bragt historier med kritik af redningsindsatsen.

Søndag aften gik det ud over regeringskritiske fodboldfans. En video fra stadion viser, at politiet blev sat ind mod fans af fodboldklubben Besiktas, der udtrykte sympati med jordskælvsofrene og råbte "regering, gå af" fra tribunerne.

Det var vejrets skyld

Men selvom præsident Erdogans indrømmelse vækker opsigt, indeholder den ikke en erkendelse af ansvar. For i sin tale mandag sagde han i stedet, at skælvene var "uden sidestykke i verden", og at svigtet i Adiyaman var uundgåeligt.

Hjælpen blev forsinket "på grund af skælvenes destruktive effekt, de negative vejrforhold og besværlighederne som blev forårsaget af ødelagt infrastruktur", sagde Erdogan.

Mens tyrkiske mainstream-medier sjældent afspejler regeringskritiske strømninger i befolkningen, er der mere frit løb på sociale medier.

- Politikere, der klumrer på måder, der fører til tusinder af døde, beder ikke om tilgivelse. De træder af, skriver Can Okar, en meget læst kommentator af tyrkisk politik på Twitter.

Erdogans tidligere udenrigs- og økonomiminister Ali Babacan, der siden har stiftet sit eget parti, mener også, at en bøn om tilgivelse er for nem.

- Du kan ikke bare bede om tilgivelse og så undslippe dit ansvar, skriver han på Twitter.