USA, Rusland og Kina – hvad viser et års krig om styrkeforholdet?

De har først og fremmest brugt magten til at forsvare ukrainernes frihed. Det Vesten, der tidligere så meget svagt og splittet ud, er samtidig blevet samlet i kampen om den internationale orden, som hele verdenssamfundet lever med.

Det er lykkedes dem at bruge sanktioner, diplomati og ikke mindst militær støtte i et enormt omfang.

Men de har lige præcis ikke krydset den røde linje, hvor de sender egne soldater ud. Dermed opfylder præsident Joe Biden de indenrigspolitiske begrænsninger for at kunne spille den her globale rolle.

USA's befolkning vil ikke have soldater ud og kæmpe. Derfor observerer den amerikanske præsident hele tiden de to vigtigste grænser for USA's støtte til Ukraine: At krigen ikke må brede sig uden for Ukraines territorium, og at det aldrig må blive en direkte krig mellem USA og NATO og Rusland.

Jeg er blevet positivt overasket over, hvor vellykket den amerikanske politik i den her krig har været, og hvor heldige vi er i Europa og Danmark over, at Biden vandt præsidentvalget i 2020. Det må man virkelig ikke undervurdere betydningen af.

Så er det også flot, at Kongressen trods den markante polarisering er lykkedes at samle sig om så kompliceret og omkostningsfuld en udenrigspolitik.

Man må stadigvæk beskrive USA i spidsen for den globale magtbalance – både økonomisk og militært. De har trådt dygtigt ind i den multipolære verdensorden, gennem styrkede alliancer, hvor de ikke kan styre alene på samme måde som tidligere.

Det, som få har forstået, er, at de næste 18 måneder frem til præsidentvalget næste år, afgør den amerikanske befolkning, om opbakningen til ukrainsk støtte skal gå den ene eller anden vej. Friis Arne Pedersen henviser til flere amerikanske meningsmålinger, der viser opbakning til Ukraine, hvor særligt de republikanske vælgere har ændret holdning.

Udfordringen bliver at kombinere den internationale rolle, de har haft i det første år i en indenrigspolitisk svær situation, hvor republikanere tilsyneladende vil gå en anden vej. Hvor hård bliver den kamp om USA’s kommende udenrigspolitiske linje? Det er det store spørgsmål, som Biden heller ikke kan besvare.

Ekstremt destruktivt, farligt og ødelæggende. Det har været en meget negativ udvikling for Rusland, som efter min oplevelse er unødvendig og udtryk for en destruktiv tilgang til den internationale orden.

Lige så klogt som USA har navigeret i den internationale orden, ligeså negativt og destruktivt har Rusland gjort det. Det er en ny æra i international politik, hvor Rusland aktivt tilvælger en krig, der ikke var uundgåelig eller blev fremprovokeret.

Den russiske krigsbrutalitet. At de undlader at sondre mellem civile og militære mål. At de bevidst er gået efter civil infrastruktur og beboelser. Det er en meget meget stor krænkelse af krigens regler. Som gammel diplomat skal man passe på med at slå ting fast som et faktum, men der er jo tilsyneladende begået en lang række krigsforbrydelser.

Samtidig har det overrasket mig, som så mange andre, inklusiv vores vestlige efterretningstjenester, at russerne ikke var stærkere, bedre forberedt, havde bedre logistik og mere kampgejst.

Jeg mener, de står der, hvor Obama karakteriserede dem som regional magt i 2014, hvilket de blev rasende over. Det, Putin har gjort nu, viser, at de ikke spiller en global rolle eller er en global supermagt.

Grunden til at vi behandler Rusland, som vi gør og ikke ønsker en NATO-Rusland-krig, er, at de har verdens største atomvåben-arsenal sammen med USA. Med den militære magt skal man for enhver pris undgå en direkte væbnet konflikt.

Det er at finde den meget svære vej ud af den her krig uden at blive politisk ustabilt eller falde sammen. De står meget ensomt i verden og meget få lande i FN's generalforsamling stemte imod resolutionen om, at Rusland bør trække sine styrker ud af Ukraine.

Jeg tror, at vi europæere og ukrainere er nødt til at tænke over, hvad der sker, hvis det ikke går, som vi ønsker. Og vi er nødt til erkende, at Putin tænker i den lange krig og spiller det meget destruktive spil, de altid har forsøgt at spille over for Vesten og NATO. De vil fortsat forsøge at skabe splid imellem vestlige lande, og det bliver en test af vores sammenhold.

Lige da krigen begyndte, og vi vedtog de første store sanktionspakker i EU og USA, var vi meget skuffede over, at Kina ikke var med til at fordømme Rusland og vedtage vores sanktioner.

Men de har sammen med Indien, Brasilien og en lang række lande valgt at stå udenf or den her krig. De siger, "Det er ikke vores krig, og vi vil ikke involveres eller tage stilling" Omvendt ligner det ikke, at Kina har brugt situationen til at udhule de vestlige sanktioner.

Kina har fastholdt deres principielle politiske linje, og det skal vi anerkende som et bidrag, der er med til at skabe en stabil verden.

Det har ikke overasket mig, at de har gjort det, de siger, de vil gøre. Det havde været overraskende, hvis de havde ændret holdninger eller havde støttet Rusland udtalt. Det er overaskende, at Kina i dag lægger sin holdning til konflikten frem som en kinesisk position og en "politisk løsning af krigen."

Man kan undre sig over, at de gør det, for det er ikke normal for Kina. Når de 12 punkter handler om anerkendelse af international lov, folkeretten og territoriel integritet.

Kina er et land, der har vitale interesser i at opretholde det perspektiv. For det handler i bund og grund om Kina-politikken, hvor de ønsker Honkong og Taiwan indlemmet.

Det er, som Joe Biden selv har sagt det: Kina er den eneste magt i verden udover USA, der både har de økonomiske, teknologiske, finansielle og militære evner til at påvirke verdensorden.

Biden er bange for, at Kina kan lave den orden om. Derfor er Kina USA's største udfordring. De frygter, at Kina gennem internationale organisationer som for eksempel FN vil lave om på internationale regler.

Det er at fastholde den politik, hvor de hverken krænker vore sanktioner og leverer teknologi til Rusland – og slet ikke militært udstyr. Samtidig må de ikke afvige fra deres erkærede politik om løsninger gennem det internationale samfund.

Vi må ønske os og stille det krav til Kina, at de gør, som de siger, og holder sig neutrale og ikke blive del af konflikten – på den ene eller anden måde.

Det, vi altid kan drømme om, er, at de vil lægge et endnu større pres på Rusland for at stoppe den her krig, inden Biden og Xi skal mødes senere på året.