Wagner-leder efter billede af døde soldater: - Nu kommer min ammunition

Prigozjin har beskyldt Moskvas militære ledelse for højforræderi, fordi den ikke har leveret ammunition til hans lejesoldater.

Manden bag den berygtede Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, har den seneste tid langet hårdt ud efter Ruslands regering og blandt andet beskyldt den for forræderi, fordi den ikke har forsynet ham og hans soldater med nok ammunition.

Nu har presset tilsyneladende båret frugt. Torsdag siger Prigozjin i en lydfil, som The Guardian har hørt, at der er ammunition på vej til hans soldater.

- Indtil videre er det kun på papir, men vi har fået at vide, at de vigtigste dokumenter allerede er blevet underskrevet, siger Prigozjin.

Kreml afviser beskyldninger

Prigozjins beskyldninger om den manglende ammunition blev tirsdag afvist blankt af det russiske forsvarsministerium.

Uden at nævne Prigozjins navn kritiserede ministeriet "alle forsøg på at skabe splittelse, der udelukkende er til fordel for fjenden". Det skriver Reuters.

Onsdag skruede Prigozjin op for retorikken og delte et billede af op mod 100 døde Wagner-soldater, han hævdede, der var blevet dræbt, fordi generalstaben og forsvarsministeriet havde tilbageholdt leverancer af ammunition for at trodse ham.

- Hvem er skyldig i, at de er døde? De skyldige er dem, som havde ansvaret for at skaffe os nok ammunition, sagde Wagner-lederen ifølge Sky News i et interview med en militærblogger.

Hård kritiker af Moskva

Den kontroversielle Wagner-leder har for vane at lange ud efter Ruslands militære ledelse, som han adskillige gang har kritiseret for at være inkompetent og amatøragtig.

Så sent som i sidste uge sagde Prigozjin, at Rusland havde indtaget Bakhmut før nytår, hvis ikke det havde været for det "enorme militære bureaukrati".

Prigozjin har ligeledes beskyldt det russiske militær for at "stjæle" sejre fra Wagner-gruppen – blandt andet i den lille mineby Soledar, som russerne indtog i januar måned.

Flere analytikere mener, at Prigozjin med sit magtspil forsøger at køre sig selv i stilling til posten som russisk forsvarsminister.

Prigozjin lukkes ned

Men meget tyder på, at Prigozjins åbenmundede facon og selvpromovering nu er blevet for meget for magthaverne i Kreml.

For nylig delte Telegram-kanalen Grey Zone et dokument, der kunne antyde, at Prigozjins magtfulde fjender i Kreml mener, at han bør holde lav profil.

Dokumentet ser ud til at være en kopi af Ruslands forsvarsministeriums generelle retningslinjer til medier, som dækker krigen i Ukraine.

- Hvad angår dækningen af kampene i Donetsk i medierne og på internettet, er det nødvendigt fuldstændigt at stoppe med at omtale Wagner-gruppen og dens leder, Jevgenij Prigozjin, står der i dokumentet.

Kastes væk som en brugt klud

Niklas Rendboe, der er projektforsker hos Forsvarsakademiet med speciale i Wagner-gruppen, er enig i, at Kreml har fået nok af Prigozjin.

- Forsvarsministeriet er efterhånden træt af at sidde til bords med en, der har så uofficiel en plads.

- Lige nu er de i gang med at kaste ham væk som en brugt klud, sagde han onsdag til TV 2.

Han tilføjer, at han ikke vil blive "blæst bagover af overraskelse", hvis Wagner-gruppen ikke eksisterer om et par måneder.