Sydafrika trodser Vesten og laver flådeøvelse med Rusland
Russisk fregat malet med patriotiske symboler er ankommet til Sydafrika og en øvelse, som en iagttager kalder "en tabersag".
Med påfaldende timing er Sydafrika i denne uge vært for en flådeøvelse med både Rusland og Kina – netop som Ukraine markerer årsdagen for Ruslands invasion, og Vesten forsøger at isolere landet.
Øvelsen ud for Sydafrika involverer den russiske fregat Admiral Gorshkov, der er malet med de samme patriotiske symboler Z og V som de russiske militærkøretøjer i Ukraine.
Fregatten medbringer Zircon-krydsermissiler, der ifølge Rusland kan flyve med flere gange lydens hastighed og har en rækkevidde på godt 900 kilometer.
Admiral Gorshkov ankom til Sydafrika i fredags og ligger nu i Richards Bay, inden selve øvelsen begynder i Det Indiske Ocean på fredag.
Stolt af forholdet til Rusland
Siden invasionen af Ukraine har Vesten straffet Rusland med omfattende sanktioner og forsøg på international isolation, men i den sydafrikanske regering ser man stadig landet som en værdsat partner.
- Jeg er virkelig stolt af, at vi nyder formidable diplomatiske relationer med Deres land, som vi anser for en værdifuld partner, sagde Sydafrikas udenrigsminister, Naledi Pandor, da hun i sidste måned modtog sin russiske modpart, Sergej Lavrov.
Men Sydafrikas vestlige partnere fordømmer øvelsen, og en dansk iagttager kalder øvelsen ”en tabersag” for Sydafrika.
Arven fra apartheid
De to landes forhold går tilbage til apartheidtiden, hvor det daværende Sovjetunionen støttede den sorte protestbevægelse ANC, der i dag har magten i Sydafrika. USA og andre vestlige lande anså i samme periode ANC som en terrororganisation og bevarede bånd til det hvide apartheidstyre.
Selvom USA og EU i dag er langt vigtigere samhandelspartnere for Sydafrika end Rusland, holder mange medlemmer af ANC fast i det følelsesmæssige bånd til Moskva.
- Som udgangspunkt er vi på Ruslands side, sagde en veteran fra ANC’s væbnede gren, Obey Mabena, til CNN sidste år.
Han gik videre endnu og kaldte den tidligere sovjetstat Ukraine for ”en forræder”, der har solgt sig selv til Vesten.
Russisk antikolonialisme
Selvom han ikke taler på regeringens vegne, vurderer CNN’s korrespondent David McKenzie, at det er et udbredt synspunkt i partiet, hvor modstand mod kolonitiden stadig fylder meget.
Og netop det antivestlige og antiimperialistiske går igen i Ruslands egen fortælling om krigen i Ukraine.
Under en rundrejse i år tilbød udenrigsminister Lavrov afrikanske lande en alliance, der skal modstå forsøg på ”at forfalske historien og slette erindringen om kolonimagternes forfærdelige forbrydelser inklusive folkedrab”.
Et slag i ansigtet på partnere
I 2019 afholdt Rusland og Sydafrika også en fælles flådeøvelse, og selvom Rusland og dets synspunkter modtages hjerteligt af Sydafrikas regering, er der udbredt modstand andre steder i landet.
- Det er et slag i ansigtet på vores handelspartnere at være så tydeligt på Ruslands side på årsdagen for invasionen, siger oppositionspartiet Democratic Alliances forsvarsordfører, Kobus Marais, og tilføjer, at ”vi er nyttige idioter” for Rusland.
Nyhedsbureauet Reuters har talt med diplomater fra seks EU- eller NATO-lande, der samstemmende kritiserer flådeøvelsen.
- Det er ikke i orden, og vi har sagt til dem, at vi ikke billiger, siger en af diplomaterne.
Kan ikke begribe det
Lektor på Aarhus Universitet Mette Skak, der har speciale i de såkaldte BRIKS-lande, der inkluderer Rusland, Kina og Sydafrika, kalder øvelsen ”en tabersag” for Sydafrika, fordi den bidrager til det tab af indflydelse og anerkendelse, der har ramt landet siden Nelson Mandelas død.
- Jeg kan næsten ikke begribe det, siger hun.
- Det kan godt være, at Sydafrika ikke bliver upopulær blandt sine afrikanske naboer, men storpolitisk er det helt unødvendigt. De har ikke været presset til det her.
Den russiske fregat anløb Cape Town i fredags på vej mod øvelsen, og det var til alt andet end hyldest fra byens borgmester.
- Vi er ikke værter for det her krigsskib, og det er ikke velkomment, skrev borgmester Geordin Hill-Lewis på Twitter.
- Cape Town vil ikke være medskyldige i Ruslands krig, skrev han videre.
Ønsker amerikansk opmærksomhed
Tidligere Afrika-korrespondent Louise Windfeld-Høeberg vurderer, at den politiske risiko ved flådeøvelsen er begrænset for Sydafrika – trods fordømmelserne. I stedet vil den tjene som en markering af Sydafrikas globale indflydelse og måske udløse mere opmærksomhed fra USA.
- De håber, at USA vil komme forbi med et andet skib på et senere tidspunkt, og så kan de sige: "Se her – verdens stormagter kommer, fordi vi er enormt vigtige".