Udland

Europa har fået en ny kokainhovedstad – havneby eksploderer i uro og vold

Flere borgere i Antwerpen fortæller til TV 2, at de ikke tør at gå ud på gaden om natten.

Tidligere var Rotterdam i Holland kendt som Europas narkocentral, men meget tyder på, at den lidet flatterende titel nu tilhører Antwerpen i stedet.

Når et lille uskyldigt barn bliver et offer i en "drive-by-shooting", bliver det sat på spidsen

Divya Das, TV 2s Europakorrespondent

Eksplosioner, skudepisoder og narkosalg hærger gaderne i den belgiske havneby, der i øjeblikket oversvømmes af kokainimport fra Sydamerika.

I 2022 beslaglagde toldvæsenet 110 tons kokain i havnen – en tvivlsom rekord for den tidligere kulturstorby.

Byens borgere tør ikke længere at forlade deres hjem efter mørkets frembrud, og det skyldes, at den stigende narkoimport også har resulteret i en drastisk stigning i kriminalitet i byens gader.

I januar kulminerede volden i et drab på en 11-årig pige, og det ser ud til, at der er lang vej igen for de belgiske myndigheder, der skal forsøge at udbedre problemerne.

Fra Rotterdam til Antwerpen

Årsagen til, at Antwerpen er blevet så populær blandt narkosmuglere, skyldes ifølge TV 2s Europakorrespondent Divya Das havnens indretning.

For den skærer sig så dybt ind i landet, at der er meget kort fra havnen og ud på landevejene. Samtidig ligger den meget centralt i Europa.

- Og så er Antwerpen havn også kæmpestor. Man kan ikke lade være med at tænke, når man skuer ud over den: Hvordan man kan overhovedet holde styr på alt det, der kommer ind og ud af den her havn? tilføjer hun i dagens afsnit af TV 2s nyhedspodcast, 'Dato'.

Tidligere ankom størstedelen af narkoimporten til Europa gennem Rotterdam i Holland.

Men hvor det belgiske toldvæsen i 2022 opsnappede 110 tons kokain i havnen i Antwerpen, fandt man til sammenligning 50 tons kokain i Rotterdam.

Det skyldes ifølge Divya Das, at man er begyndt at slå hårdere ned på kriminaliteten i Holland, og at man er begyndt at screene de toldere, der ansættes i havnen, for at sikre sig, at de ikke kan finde på at lade sig købe som mellemhandlere i kokainsmuglingen.

11-årig blev offer for narkokrig

Med den stigende import af kokain følger også en stigende grad af kriminalitet, og Antwerpens borgmester, Bart De Wever, har udtalt, at en decideret narkokrig udspiller sig i byens gader.

- Der har været skudepisoder mellem bander. Der har været bombeeksplosioner – bomber, der bliver lagt ude foran folks hoveddøre. Der er almindelig vold, og der er sket en eskalering, fortæller Divya Das.

Den eskalerende vold og kriminalitet kulminerede 9. januar, hvor en 11-årig pige blev skudt gennem en garagedør, mens hun legede i sin have. Hun døde efterfølgende af sine skader på hospitalet.

Den 11-årige pige var niece til en af de kendte narkokriminelle i Belgien, fortæller Divya Das.

- Når et lille uskyldigt barn bliver et offer i en drive-by-shooting i et opgør mellem rivaliserende bander på narkomarkedet, bliver det sat på spidsen, at der skal gøres noget ved det, siger hun.

Samtidig har drabet affødt bekymring for potentielle hævnaktioner.

Det er blevet så slemt, at den belgiske justitsminister, Vincent Van Quickenborne, i perioder har skullet leve i skjul med sin familie på grund af en overhængende kidnapningstrussel fra kriminelle bander, der opererer i Belgien.

Tør ikke gå ud om natten

Den stigende kriminalitet har ført til en stor utryghed blandt flere af Antwerpens borgere, som TV 2 har snakket med.

Patrick Pauwels, der bor i et af Antwerpens mere belastede områder og til daglig er bugserbådskaptajn, fortæller, at han og hans kone ofte bliver vækket af eksplosioner om natten.

- Så venter vi på, at politiet kommer, men ofte falder jeg i søvn igen, for vi er ved at blive vant til det, siger han.

Han fortæller også, at det er "helt ok, hvis man ikke går ud om natten".

Netop det at gå ud om natten er Rielke DeBeer, som er studerende, heller ikke glad for. Hun er født og opvokset i Antwerpen, men tør ikke gå på gaden om aftenen eller om natten længere – hun er "enormt utryg", fortæller hun.

Også pensionerede Marie-Jeanne Dilks, som TV 2 møder i Antwerpen, frygter for byens fremtid.

- Det er alt sammen penge, penge, penge. Det er forfærdeligt. Jeg har det dårligt med det, for jeg elsker Antwerpen, og jeg tror ikke, at man kan gøre noget ved det, siger hun.

Ikke nok mandskab

Meget tyder da også på, at det vil kræve en stor indsats fra de belgiske myndigheder, hvis Antwerpens kriminalitetsproblemer skal udbedres.

I øjeblikket er det kun 1 til 2 procent af de 12 millioner containere, der årligt ankommer til havnen, som bliver screenet.

Ifølge Divya Das er ambitionen hos de belgiske myndigheder, at det i fremtiden skal være alle containere fra såkaldte problemlande som Ecuador og Colombia, som skal screenes – men man har ikke mandskabet til det, fortæller hun.

Samtidig råder politiet i havnen kun over fire både. To almindelige og to gummibåde.

I en pressemeddelelse har den belgiske regering oplyst, at man vil komme problemerne til livs ved at ansætte 108 nye medarbejdere i havnen og købe nyt scanningsudstyr.

En betydelig del havner i Danmark

Den primære indgangsvej af kokain til Europa går gennem Antwerpen i Belgien og Amsterdam og Rotterdam i Holland.

Det vurderer de internationale organisationer European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA) og United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC).

Det anslås, at 40 procent af al kokain i Europa kommer hertil via Belgien.

TV 2 har været i kontakt med politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som oplyser, at de ”ingen mulighed" har for at angive, hvor stor en andel af den kokain, som ender i Danmark, er kommet hertil via de tre ovennævnte havne.

- Men det må skønsmæssigt antages at være en betydelig del, skriver de i en mail.

Du kan høre mere om Antwerpens kokainproblemer i dagens afsnit af TV 2s nyhedspodcast, 'Dato'.