Nordkorea foretager sin tredje større missiltest i år
Forud for USA's og Sydkoreas årlige fælles militærøvelse har Nordkorea affyret flere ballistiske missiler.
Nordkorea har affyret to kortrækkende ballistiske missiler natten til mandag, siger Sydkoreas militær.
Fra det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA lyder det også, at Nordkorea har gennemført en øvelse med to raketter.
Til at starte med lød det, at der var affyret tre missiler, men både Nordkorea, Sydkorea og Japan siger nu, at der var tale om to.
De var indstillet til at ramme mål henholdsvis 395 kilometer og 337 kilometer væk, oplyser Nordkorea.
Ifølge Nordkorea er de våben, der er blevet brugt taktiske atomangrebsvåben, der kan ødelægge fjendens flybase.
De er tilsyneladende endt i havet.
"Vedvarende og stærk respons"
Det er den tredje større test af våben fra nordkoreansk side i år.
Den finder sted, kun to dage efter at Nordkorea affyrede et ballistisk langdistancemissil af en type, der menes at være blandt de største i landets våbenarsenal.
Nordkorea har truet med en "hidtil uset vedvarende og stærk" respons på den årlige militærøvelse, som USA og Sydkorea er ved at gøre klar til.
Søster har givet en udtalelse
Den nordkoreanske leder Kim Jong-uns søster Kim Yo Jong har givet en udtalelse, hvor hun advarer USA mod at øge sin tilstedeværelse på den koreanske halvø.
- Vi undersøger grundigt, hvilken indflydelse det vil have på vores stats sikkerhed.
- Hyppigheden af vores brug af Stillehavet som skydebane afhænger af de amerikanske styrkers opførsel.
Japans forsvarsministerium siger, at de to missiler er landet uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
I en udtalelse siger ministeriet, at det vil fortsætte med at indsamle og analysere information i tæt samarbejde med USA.
- Nordkoreas serie af handlinger, herunder dets gentagne ballistiske missilaffyringer, truer freden og sikkerheden i Japan, regionen og det internationale samfund, lyder det i udtalelsen, hvor det også slås fast, at Japan fordømmer Nordkoreas handlinger.