Joe Biden på uanmeldt besøg i Kyiv: - Putin tog helt fejl

Samtidig med sit besøg varsler Biden yderligere støtte til Ukraines forsvar mod Ruslands invasion.

USA's præsident, Joe Biden, er mandag på hemmeligholdt besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det er første gang, at han besøger Ukraine siden krigens begyndelse.

I en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus oplyser Biden, at besøget sker for at bekræfte USA's "urokkelige og vedholdende engagement i Ukraines demokrati, suverænitet og territoriale integritet".

Billeder viser, at Biden mandag formiddag sammen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, gik en tur gennem et solskinsklædt Kyiv. Efterfølgende holdt de to præsidenter et fælles pressemøde i det ukrainske præsidentpalads.

- Da Rusland invaderede Ukraine for et år siden, troede Putin, at Ukraine var svag, og at Vesten var splittet. Men han tog helt fejl, sagde Biden.

- Et år senere står Kyiv. Og Ukraine står. Demokratiet står, fastslog han.

Sender vigtigt signal

Allerede fra morgenstunden løb rygterne om Bidens mulige besøg, da der i det centrale Kyiv blev indført omfattende sikkerhedsforanstaltninger med afspærring af veje og midlertidig lukning af mobilnettet.

Ifølge Bidens officielle kalender skulle han fra mandag til onsdag besøge Ukraines naboland Polen. I stedet dukkede han mandag formiddag altså op i Kyiv.

Besøget kommer få dage før årsdagen for Ruslands invasion 24. februar 2022.

Ikke overraskende vækker den opsigtsvækkende visit stor glæde hos Ukraines præsident.

- Det er et ekstremt vigtigt signal om støtte til alle ukrainere, mener Zelenskyj ifølge Reuters.

Ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i Kyiv, sender besøget fra USA's præsident samtidig "et kraftigt signal" til Rusland og Vladimir Putin.

- Det er selvfølgelig noget, der vækker helt utrolig stor opsigt her i Kyiv og i hele Ukraine. Det er noget, som mange ukrainere er meget begejstrede for, fortæller han.

Kommer med yderligere støtte

På mandagens pressemøde lagde Joe Biden selv stor vægt på symbolværdien i, at han her et år inde i Ruslands invasion kunne stå i Kyiv.

Ifølge præsidenten er det udtryk for betydningen af, at Vesten har formået at stå sammen og støtte Ukraine.

- Putin regnede med, at NATO ikke kunne stå samlet. Han troede, at han kunne udspille os, men jeg tror ikke, at han tænker det nu. Gud ved, hvad han tænker, men ikke det i hvert fald, sagde Biden.

Lyn-analyse

Man kan selvfølgelig spørge, om det havde været et stærkere signal at komme for seks måneder siden, men der er en masse logistik i det her. Der er en grund til, at det her tager tid at forberede. Men det er svært at tillægge symbolikken i hans besøg for stor betydning. Det er en klar markering over for Vladimir Putin at stille sig op side om side med Zelenskyj i Kyiv, her hvor vi nærmer os etårsdagen for invasionen. Men det er også vigtgt for Biden at troppe op og sende et signal til resten af Europa og til folk hjemme i USA, hvor den vedvarende støtte til Ukraine er til debat.

Men Joe Biden er kommet til Ukraine med andet end symbolsk støtte.

Under besøget fortæller den amerikanske præsident, at USA vil donere en ny militærpakke til en værdi af 500 millioner dollars til Ukraine.

Det omfatter ifølge Biden artilleriammunition, panserværnssystemer og luftovervågningsradarer.

- Og senere på ugen vil vi annoncere yderligere sanktioner mod personer fra eliten og selskaber, som forsøger at unddrage sig, eller som støtter Ruslands krigsmaskine, lyder det fra Biden.

USA er i forvejen den klart største økonomiske og militære støtte for Ukraine siden krigens begyndelse.

I december var Volodymyr Zelenskyj på besøg hos Joe Biden i USA.