Unge russere bliver "narret" til at melde sig til værnepligt, advarer organisation
Studerende i Rusland kan undgå værnepligt, mens de er under uddannelse. Men militæret forsøger at bruge "trick" til at omgå loven, lyder advarslen.
Russiske studerende bliver tvunget eller lokket til underskrive samtykkeerklæringer, der reelt betyder, at de frasiger sig retten til at afstå fra militærtjeneste.
Det siger den russiske menneskerettighedsorganisationen Værnepligtiges Skole, der rådgiver værnepligtige om deres rettigheder.
På sin Telegram-kanal deler organisationen et billede af en erklæring og advarer landets studerende mod at underskrive papiret.
Ifølge det russiske forsvarsministeriums liste over undtagelser fra militærindkaldelse har man ret til at udsætte militærtjeneste, mens man er under uddannelse.
- Men dette trick gør det muligt for militære registrerings- og hvervningskontorer at omgå loven og indkalde studerende fra universiteter og studerende fra gymnasier, tekniske skoler og andre skoler, advarer Værnepligtiges Skole.
Forstår ikke konsekvenser
Ifølge organisationens direktør, Aleksej Tabalov, kommer der meldinger fra hele Rusland om studerende, der er blevet præsenteret for samtykkeerklæringen. Det fortæller han til det russiske medie Layout.
- De narrer og fordrejer hovederne på 18-årige drenge, som selvfølgelig ikke forstår de juridiske konsekvenser. Under forskellige påskud bliver de ved hjælp af overtalelse og trusler tvunget til at skrive under på erklæringerne, mener Tabalov.
Ved at underskrive erklæringen indvilliger de unge russere i at indgå i militære introduktionsaktiviteter, selvom de stadig er omfattet af undtagelsesperioden.
Efter samtykket bliver de sendt til lægeundersøgelse, og hvis de anses som egnede til militærtjeneste, kan de modtage en indkaldelse før tid.
- De militære registrerings- og hvervningskontorer vil begynde at rekruttere sådanne studerende allerede 1. april, når forårets værnepligt begynder, mener Aleksej Tabalov.
Opfordrer til at protestere
Hvis en studerende har underskrevet samtykkeerklæringen, anbefaler Værnepligtiges Skole, at man gør indsigelser og forsøger at få erklæret dokumentet for ugyldigt.
- Det er nødvendigt at angive, at du blev vildledt, at du var under indflydelse af embedsmænds overtalelse og ikke indså de juridiske konsekvenser af denne underskrift, forklarer Aleksej Tabalov.
Projektet "Gå gennem skoven", der yder assistance til russere, der ønsker at undgå mobilisering til krigen i Ukraine, rapporterer også om møder mellem studerende og repræsentanter for de militære registrerings- og hvervningskontorer.
Ved møderne får de studerende en indkaldelse med pligt til at medbringe pas og registreringspapirer, oplyser folkene bag projektet til Layout.
Næsten hele Ruslands hær er i Ukraine
Organisationen Værnepligtiges Skole oplyser, at den også har set lignende forsøg på at få studerende til at frasige sig udsættelse af værnepligten over det seneste års tid under krigen i Ukraine.
Men at indsatsen er blevet skruet op igen frem mod forårets indkaldelser.
Meget tyder da også på, at Rusland har brug for at rekruttere nye soldater for at opretholde sin "særlige militæroperation" i Ukraine, som ifølge vestlige efterretninger har medført massive tabstal.
Allerede i september annoncerede præsident Vladimir Putin en mobilisering af 300.000 soldater fra reserven, og i december fremlagde de russiske myndigheder planer om at øge antallet af væbnede styrker.
De seneste dage har NATO-landene og EU advaret om, at næsten hele den russiske hær nu befinder sig i Ukraine, hvor russerne har indledt en tidlig forårsoffensiv.
- Det, Rusland mangler i kvalitet, forsøger de at gøre op for i kvantitet. Deres træning og udstyr har ikke samme niveau som Ukraines. Men de har flere styrker. Og Rusland er klar til at sende tropper ind, og de er klar til at få store tab, sagde NATO-chef Jens Stoltenberg mandag.