Biden kommenterer nedskudte objekter for første gang - næppe kinesisk spionage
Joe Biden forventer at tale med præsident Xi for at "komme til bunds" i sagen om den kinesiske ballon.
Amerikanske og canadiske myndigheder leder stadig efter de tre uidentificerede objekter, som USA har skudt ned den seneste uge.
Derfor ved myndighederne endnu ikke, hvad det var. Men intet tyder på, at de havde nogen forbindelse til Kinas eller andre landes overvågningsprogrammer.
Det siger den amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag på et pressemøde i Det Hvide Hus.
I stedet er de tre objekter ”højst sandsynligt” sendt i vejret af private virksomheder eller forskningsinstitutter, vurderer de amerikanske efterretningstjenester.
Det er første gang, at Joe Biden udtaler sig om de tre uidentificerede objekter.
Ikke nogen pludselig stigning
Det første objekt blev skudt ned fredag i forrige uge over Alaska. Det næste blev skudt ned over Canada lørdag, og det tredje blev skudt ned søndag over den store Lake Huron i Michigan.
Objekterne gav anledning til mange spekulationer. Både fordi amerikanerne lige havde skudt en enorm kinesisk ballon ned, og fordi den amerikanske regering var forholdsvis umeddelsom.
Efter nogle dages tavshed meldte Det Hvide Hus først ud, at der næppe var tale om besøg fra det ydre rum, og siden at objekterne næppe var kinesiske overvågningsballoner.
Udover spekulationer om, hvad objekterne er, har flere også undret sig over, hvorfor der pludselig blev observeret så mange uidentificerede objekter over Nordamerika.
Men i tråd med tidligere teorier fra Det Hvide Hus skal det ifølge præsidenten forklares med, at USA ganske enkelt har indstillet sine radarer til at opdage mere.
- Jeg vil gerne understrege, at der ikke er nogen beviser for, at der har været en pludselig stigning i antallet af objekter på himlen, siger Joe Biden.
Vil tale med præsident Xi
På pressemødet kom han også ind på den store kinesiske ballon, som svævede ind over USA, indtil Joe Biden beordrede den skudt ned ud for South Carolinas kyst 4. februar.
Amerikanerne insisterer på, at der var tale om en overvågningsballon med tilknytning til den kinesiske stat, mens kineserne fastholder, at det var en civil vejrballon ude af kurs.
Joe Biden siger nu, at han forventer at tale med den kinesiske præsident, Xi Jinping, for ”at komme til bunds” i sagen.
- Men jeg vil ikke undskylde for at skyde den ballon ned, siger han.
Sagen har ikke ligefrem gjort de diplomatiske spændinger mindre mellem USA og Kina, men ifølge Joe Biden understreger den også vigtigheden af at holde kommunikationslinjerne åbne mellem de to stormagter.
- Vi søger konkurrence, ikke konflikt, med Kina. Vi er ikke ude efter en ny kold krig, siger den amerikanske præsident.