Hollywood-stjernen Raquel Welch er død
En ikonisk filmplakat spillede en stor rolle i hendes berømmelse, men den blev også en udfordring for hende.
Den amerikanske Hollywood-stjerne Raquel Welch er død efter kort tids sygdom. Det oplyser hendes manager til nyhedsbureauerne DPA og AFP.
Welch blev 82 år.
Raquel Welch var et stort Hollywood-ikon i 1960'erne og 1970'erne, hvor en filmplakat blandt andet var med til at gøre hende verdensberømt.
Welchs ikonstatus opstod, efter at hun var med i filmen 'Kæmpeøglernes kamp' fra 1966.
Her spillede hun en huledame iklædt pelsbikini, og det blev der taget billeder af til filmens plakat.
Den plakat blev verdenskendt. Og den fik yderligere berømmelse, da den fik en rolle i den roste film 'The Shawshank Redemption' fra 1994.
Verdenskendt blev også den 26-årige aspirerende skuespiller selv.
Trods det faktum, at Welch kun havde få replikker i filmen, blev det alligevel den, der stod ud gennem hendes 50 år lange karriere.
- De fleste husker mig bedre for plakaten med pelsbikinien end noget andet. Hvilket virker helt skørt på mig. Det skete så hurtigt, fortalte hun i et interview med magasinet Men's Health i 2012.
- Efter at det billede blev taget, fløj jeg til Heathrow, og så snart jeg var kommet af flyet, vidste jeg, at alt var ændret. Alle vidste pludselig, hvem jeg var.
Et af de største sexsymboler
Samme magasin kårede hende i 2020 som et af de største sexsymboler nogensinde. Hun var placeret som nummer to på listen foran blandt andre Marilyn Monroe og kun overgået af skuespillerkollegaen Jennifer Aniston.
I interviewet fra 2012 beskrev hun blandt andet, at det var svært at slå igennem som skuespiller netop på grund af mærkatet som sexsymbol.
Men Welch lykkedes i løbet af karrieren også med at blive hyldet professionelt – og ikke kun for sit udseende.
Hun var blandt andet en af de første kvinder til at spille hovedrollen i en western. Det skete i 1971-filmen 'Hannie Caulder', som senere dannede inspiration for Quentin Tarantinos epos 'Kill Bill', skriver magasinet Variety.
Senere vandt hun en Golden Globe i kategorien 'Bedste kvindelige skuespiller' for sin rolle i filmen 'De Tre Musketerer' fra 1973.
Ud over sine mange filmroller medvirkede hun også i tv-serier og teaterstykker. Det blev også til udgivelser af en sang og to bøger.
Privat var hun gift fire gange og fik to børn.