USA's militær har fundet sensorer fra nedskudt kinesisk ballon
Man har fundet sensorer, som formodentlig er blevet brugt til overvågning, oplyser USA's militær.
Det amerikanske militær oplyser mandag, at det har fundet kritiske elektroniske genstande fra den formodede kinesiske spionballon, som blev skudt ned ud for delstaten South Carolina 4. februar.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En del af fundet er sensorer, som formodentlig er blevet brugt til overvågning.
Politisk postyr
Den kinesiske ballon, som regeringen i Beijing nægter var i luften med formålet at overvåge amerikanerne, var i luften i en uge.
Den kinesiske ballon har skabt politisk postyr. Det fik blandt andet den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, til at aflyse et længe ventet besøg i Kina.
Den kinesiske luftballon, som svævede i 18 kilometers højde over USA, blev efter nedskydningen omtalt i amerikanske medier som "spionballonen". Den havde overfløjet militært sensitive områder - blandt andet områder i Montana, hvor der er lagret atomvåben.
Først da amerikansk militær vurderede, at det var forsvarligt, blev den skudt ned. Det er USA's opfattelse, at ballonen var sendt ud for at foretage spionage.
Sparsomme oplysninger
Hændelsen har fået amerikanerne til at kæmme luftrummet for andre objekter, der ikke umiddelbart fanges af en radar. Det har ført til tre nedskydninger af andre objekter.
Det amerikanske militær og præsident Joe Biden har oplyst, at der er meget, myndighederne ikke ved om de ubemandede objekter, der er blevet skudt ned. Herunder at der for nuværende ikke er informationer om, hvor objekterne stammer fra.
Forsvarsminister Lloyd Austin har dog manet til besindighed.
- Jeg vil gerne forsikre alle amerikanere om, at disse objekter ikke udgør en militær trussel for nogen på landjorden, har Austin udtalt.
De kan dog udgøre en trussel for den civile luftfart samt potentielt en overvågningstrussel.