Der er nok en del russere, der tænker, "nu er det nu", siger Tantholdt
Hvis ikke russerne opnår klare resultater ved deres nye offensiv, er spørgsmålet, hvad mere de kan stille op, siger TV 2s korrespondent.
Den seneste måneds tid er der talt og skrevet meget om den ventede russiske offensiv i Ukraine.
Og selvom sneen lige nu vælter ned ved fronten i det østlige Ukraine, er russernes forårsoffensiv allerede i fuld gang.
Det siger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som befinder sig i Ukraine – på vej mod fronten.
- Russerne er i offensiven rigtigt mange steder langs frontlinjen. De angriber massivt, men det betyder ikke, at de rykker hurtigt frem. Flere steder rykker de meget, meget langsomt frem, og det har krævet store tab fra russisk side, siger Rasmus Tantholdt.
Afgørende for kampånden
Han mener derfor, at en russisk offensiv er afgørende for den fortsatte kampånd i Rusland.
- Der er nok en hel del russere, der kigger på en offensiv og tænker, "nu er det nu, vi skal vise, hvad vi virkelig kan", siger han.
Rasmus Tantholdt tilføjer, at hvis ikke russerne opnår klare resultater ved en offensiv, er spørgsmålet, hvad mere de kan stille op.
- Hvis det ikke lykkes nu, kommer det så overhovedet til at lykkes? siger korrespondenten.
"Kødhakkeren" under kraftig beskydning
Meget tyder på, at russerne med deres offensiv har sat alt ind på at indtage byen Bakhmut, der har fået tilnavnet "kødhakkeren" på grund af de store tabstal i området.
Byen er lige nu under kraftig beskydning, melder lokale myndigheder ifølge The Guardian.
- Byen, byens forstæder og omkringliggende områder er under vanvittig, kaotisk beskydning, siger ukrainske embedsmænd.
Ifølge myndighederne er 16 områder blevet bombet nær Bakhmut.
Rusland har siden august forsøgt at nedkæmpe de ukrainske forsvarsstillinger i byen, der beskrives som strategisk ubetydelig.
Har brug for våben over "en bred kam"
For at modstå den russiske offensiv har Ukraine brug for våben over "en bred kam" fra Vesten.
Det siger Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa, forud for et møde tirsdag i NATO-alliancen.
- Russerne kan også godt læse avis og ved, at ukrainerne får flere og flere våben og er i gang med at uddanne enheder til at bruge vestlige våben, siger Kaarsbo og tilføjer:
- Derfor er det også nødvendigt for russerne at sætte en offensiv ind, inden de selv bliver mødt af hårdere våben.
Han siger videre, at raketsystemer vil hjælpe ukrainerne her og nu, mens kampfly ikke kommer til at have en betydning på den korte bane.
Netop diskussionen om, hvorvidt Vesten skal levere kampfly til Ukraine, ventes at blive et gennemgående tema på mødet i NATO-alliancen.