Kina: USA har sendt mindst ti balloner ind i vores luftrum
Ifølge Kina har USA i løbet af det seneste år krænket kinesisk luftrum en halv snes gange.
USA har sendt luftballoner ind i Kinas luftrum mere end ti gange siden januar 2022.
Det fremgår af en udtalelse mandag fra en talsperson i det kinesiske udenrigsministerium i Beijing. Beskyldningen kommer, efter at et påstået kinesisk overvågningsfartøj er blevet skudt ned over USA.
Relationerne mellem USA og Kina er blevet forværret i de seneste uger, efter at Washington først i denne måned gav ordre til, at en påstået kinesisk spion-luftballon i det amerikanske luftrum skulle skydes ned.
Kina insisterer på, at der var tale om en civil vejrballon, som var blæst ud af kurs.
Kina peger på USA
Siden er flere andre luftfartøjer skudt ned over USA og Canada. Kina har kun erkendt, at den første var deres.
Og mandag kommer så de kinesiske beskyldninger om, at amerikanerne har sendt over ti balloner ind i kinesisk luftrum siden januar 2022.
- Det er heller ikke usædvanligt, at USA illegalt kommer ind i andre landes luftrum, siger det kinesiske udenrigsministeriums talsperson Wang Wenbin og tilføjer:
- Alene siden sidste år har amerikanske luftballoner illegalt overfløjet Kina mere end ti gange uden tilladelse fra de kinesiske myndigheder, siger han og pointerer, at det fra kinesisk side er blevet hånderet "ansvarligt og professionelt".
- Hvis I vil vide mere, så foreslår jeg, at I spørger amerikanerne om amerikanske luftballoner i stor højde, som illegalt har været i Kinas luftrum, siger den kinesiske talsmand.