Erdogan kritiseres frem mod tyrkisk valg, der nærmest ikke kunne komme på et værre tidspunkt

Journalist med indgående kendskab til tyrkisk politik og forhold fortæller, at Erdogans vælgerbase smuldrer i efterchokket på jordskælvet.

Tusindvis af bygninger er kollapset efter jordskælvet i Tyrkiet. Sammenstyrtninger har ligeledes kostet tusindvis af menneskeliv.

I skrivende stund er mere end 33.000 personer døde i Syrien og Tyrkiet.

Samtidig ulmer utilfredsheden blandt tyrkerne. Det gør den både, fordi hjælpen i katastrofeområdet ikke er til stede, men også. fordi det er og har været muligt at omgå reglerne for bebyggelse i jordskælvszoner.

- Der har været et slogan i tyrkisk presse de seneste dage: Jordskælv dræber ikke mennesker, men bygninger dræber mennesker, siger Hetav Rojan, der er journalist med særligt kendskab til tyrkisk politik.

For et par dage siden begyndte de tyrkiske myndigheder at udstede arrestordrer i forbindelse med dårligt byggeri i de berørte områder, der ligger i det sydøstlige Tyrkiet. Et område, der i ti år har været præget af, at mange syriske flygtninge er kommet ind over grænsen.

På nuværende tidspunkt er der anholdt minimum 12 personer, heriblandt byggeentreprenører, og der er udstedt 113 arrestordrer, skriver BBC.

Der er valg i Tyrkiet 14. maj, og præsident Recep Tayyip Erdogan kritiseres ifølge Hetav Rojan for at lede skylden hen på de forkerte.

Dyster forudsigelse

Tidligere har det været fremme, at flere byggerier i landet ikke ville kunne holde til jordskælv.

I 2019 bragte nyhedsbureauet Reuters en artikel, hvor bekymringerne blev luftet. Kort forinden var et lejlighedskompleks i Istanbul på 8 etager styrtet sammen. 21 personer døde. 3 af de 8 etager var bygget ulovligt, men ejerne af bygningen kunne alligevel få dispensation til, at byggeriet blev stående.

I forbindelse med artiklen dengang udtalte formanden for civilingeniørforeningen, Cemal Gokce, følgende:

- Det vil betyde, at vores byer (...) vil blive omdannet til gravpladser, og der vil komme kister ud af vores hjem, lød det fra Cemal Gokce til Reuters.

Der er love for, hvordan bygninger i jordskælvszoner skal bygges, men det er og har været muligt at omgås reglerne. Ved kommunale bygherrer kan man købe amnesti, så man ikke skal leve op til sikkerhedsregulativerne.

- Mange af de steder, hvor bygningerne sagt ligeud er blevet pulveriseret, har lejerne troet, at ejendommen var jordskælvsikret, fordi det er der blevet reklameret med. Men hvis bygherren har indgået zoneamnesti, bliver reglerne bare ikke håndhævet, fortæller Hetav Rojan, der tilføjer, at regeringen har bygget mange boliger.

- Særligt Erdogans image har været fornyelse, ny infrastruktur, nye bygninger og nye lufthavne, siger han.

Støtter skifter kurs

Hetav Rojan fortæller, at der har været spekuleret i, om Erdogan og hans regering, der består af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), kunne finde på at skubbe valgdatoen. Timingen for et valg kunne nærmest ikke være værre, lyder det.

Den tyrkiske økonomi er kørt i sænk med tårnhøj inflation, en halvering af valutaens værdi, tre fyrede nationalbankdirektører – og oven i det kommer et område på størrelse med to gange Danmarks areal, der skal genopbygges.

Præsidenten har lovet, at genopbygningen vil ske på et år.

- Vælgerne kigger på Erdogan og tænker: Hvordan skal det fungere? siger Hetav Rojan.

AKP-vælgerne er ellers en trofast vælgerbase, fortæller journalisten. Men flere af dem bor i boliger, der er opført under det byggeboom, der har været under Erdogans regeringstid.

- Tyrkerne har bevidnet stort økonomisk opsving i Tyrkiet, men rigtig mange AKP-støtter er begyndt at tænke over, at de har boet i en bolig leveret af AKP-regeringen – og ender de så i en kiste? Det er et rigtigt interessant skifte, der er sket.

Signal om klar handling

Fredag påtalte præsident Erdogan for første gang, at sjusket byggeri kan være en faktor i de mange dødsfald, som jordskælvet har medført.

- Så mange bygninger blev beskadiget, at vi uheldigvis ikke var i stand til at speede vores indgriben op så hurtigt, som vi ønskede det, sagde han under sit besøg i det sydlige Tyrkiet ifølge Reuters.

Alligevel forventes det, at der vil blive foretaget flere anholdelser. Vicepræsidenten, Fuat Oktay, siger nemlig, at mindst 131 mistænkte er identificeret i sager om byggesjusk.

Hetav Rojan siger, at det kan tolkes som et signal om ”klar og konkret handling” fra Erdogan og regeringens side. Men det møder kritik.

- Lige nu er kritikken, at man retsforfølger de forkerte, og det er et røgslør for de politiske beslutninger, der er truffet, der har ledt til, at man kunne købe sig fra ikke at overholde sikkerhedslovgivningen.

Over 33.000 mennesker i Tyrkiet og Syrien er døde i forbindelse med jordskælvet, der ramte det sydlige Tyrkiet natten til mandag.