Udland

Google kommer uheldigt fra start med ny chatrobot

Googles nye chatrobot, Bard, fik en hård fødsel i kampen om at vinde det voksende AI-marked.

Ikke meget mere end en kort reklamevideo skulle der til, før Googles nye samtalerobot, Bard, havnede i modvind.

Internetgiganten er gået ind i kapløbet om at vise, at den stadig er i front, når det gælder den bedste kunstige intelligensteknologi.

I reklamen, der blev lagt ud på Twitter, blev Bard spurgt om, hvad den kunne fortælle en niårig om opdagelser fra James Webb-rumteleskopet.

Der gav den fejlagtigt svaret, at teleskopet var det første til at tage billeder af en planet uden for Jordens solsystem. Astronomer var dog hurtige til at påpege, at den bedrift tilhører European Very Large Telescope.

Her svarer Googles nye chatbot forkert under den første demonstration. Video: Thomas Jørgen Seerup

Aktierne i Googles moderselskab Alphabet faldt efterfølgende med mere end syv procent, hvilket sænkede firmaets markedsværdi med 100 milliarder dollar.

Det svarer til små 700 milliarder kroner.

Under pres

Google har været under pres siden slutningen af sidste år, hvor det Microsoft-støttede OpenAI afslørede den nye ChatGPT-software.

Det blev hurtigt et viralt hit, da den kunne besvare skoleopgaver, komponere sangtekster og besvare andre spørgsmål.

Og der er kamp om at fylde på det voksende marked.

Microsoft har i denne uge sagt, at en ny version af Bing-søgemaskinen, som har haltet efter Google i årevis, vil bruge ChatGPT-teknologien i en endnu mere avanceret udgave.

Samtalerobotter som Bard og ChatGPT er begge eksempler på generativ kunstig intelligens.

Generativ kunstig intelligens er kunstig intelligens, som kan producere noget.

- Vi mekaniserer rigtig meget intellektuelt arbejde, inklusive behandling og produktion af sprog, hvilket betyder at produktiviteten stiger.

Det forklarer professor i datalogi på IT-universitet i København, Thore Husfeldt.

Ifølge ham kommer generativ kunstig intelligens til at spille en vigtig rolle i fremtiden. Det sker ved, at det overtager mange af de opgaver, man normalt har mennesker til udføre.

Det betyder konkret, at de nye maskiner ikke kun skal være faktuelt korrekte. De skal også kunne kommunikere på en måde, der efterligner den menneskelige intelligens bedst muligt.