Zelenskyj mødt med kram i London - ventes til Bruxelles torsdag
Ukraines leder besøger onsdag ukrainske soldater under oplæring i Storbritannien og vil tale til parlamentet.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger onsdag Storbritannien.
Her vil han blandt andet besøge ukrainske soldater, der er under oplæring hos det britiske militær.
I London skal han besøge premierminister Rishi Sunak og tale til parlamentet, oplyser premierministerens kontor.
- Premierministeren vil tilbyde at styrke det britiske træningstilbud til ukrainske soldater. Herunder at udvide det til kamppiloter for at sikre, at Ukraine kan forsvare sit luftrum et godt stykke ud i fremtiden, lyder det videre i erklæringen.
Next stop Bruxelles?
Der har været spekulationer om, at Zelenskyj kommer til Bruxelles, når europæiske ledere torsdag samles til EU-topmøde.
Besøget i Bruxelles er endnu ikke officielt bekræftet, men en EU-diplomat siger onsdag til Reuters, at Zelenskyjs besøg i Bruxelles vil blive gennemført torsdag.
Dermed er EU - måske til skuffelse for EU-toppen i Bruxelles - havnet som nummer tre på listen Zelenskyj besøg siden krigens start.
Det første besøg gik naturligt nok til USA, som under krigen igen har vist sig som den toneangivende part i Nato og som den reelle leder af Vestens håndtering af krigen.
Men Zelenskyj har også gentagne gange rost Storbritannien for ligesom USA at være langt fremme med at donere våben og indfører sanktioner mod Rusland.
Storbritannien havde eksempelvis allerede besluttet at sende Challenger 2 kampvogne til Ukraine, mens Tyskland igennem længere tid blokerede andre EU-lande i at sende tanks.
Tyskland vakte også før krigen opsigt ved at blokere Estland fra at sende artilleri til Ukraine kort før den russiske invasion.
Samtidig har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, igennem en længere periode fortsat med samtaler med Ruslands præsident, Vladimir Putin, selv om det formelt er Ukraine, der skal afgøre, hvornår der skal forhandles og sluttes fred.
Det har givet EU's ellers omfattende økonomiske og militære støtte til Ukraine ridser i lakken.
Tyskland er dog siden vendt rundt. Landet har nu åbnet for, at andre EU-lande må sende tyskfremstillede Leopard-kampvogne til Ukraine. Samtidig vil Tyskland selv sende både Leopard 1-kampvogne og Leopard 2 kampvogne til Ukraine.
Danmark vil i et samarbejde med Tyskland og Holland tilbagekøbe og donere mindst 100 Leopard 1-kampvogne, som er udfaset og står opmagasineret.