Politi fandt 3,2 tons kokain flydende i Stillehavet
3,2 tons kokain fundet af newzealandsk politi i Stillehavet antages at være kastet ud fra et fly.
3,2 tons kokain til en markedsværdi af 2,2 milliarder kroner er fundet af New Zealands politi i Stillehavet.
Det antages af politiet, at pakkerne er smidt ud fra et fly, for at andre kriminelle kunne samle dem op fra havet. Politiet kom dem dog i forkøbet.
En flådebåd opfangede den store mængde pakker af kokain, som flød flere hundrede kilometer nordvest for New Zealand.
- Vi tror, at der var nok kokain til at forsyne det australske marked i omkring et år. Det vil være mere end det, New Zealand kunne bruge på over 30 år, siger Andrew Costner, politichef i New Zealands politi.
Stoffernes oprindelse er ukendt
Det er det største fund af narkotika, som New Zealands politi nogensinde har gjort.
Indsatsen mod narkotikasmugling er blevet styrket i det internationale politisamarbejde, mener Andrew Costner.
Ingen er anholdt i sagen indtil videre, og det vides ikke, hvor stofferne kommer fra. Sagen efterforskes nærmere på tværs af landene.
- Der er ingen tvivl om, at dette fund er en kæmpe økonomisk mavepuster for både de sydamerikanske producenter og leverandørerne af kokainen, siger Andrew Costner.