Udland

I Afrika laver russerne vodka, bygger skoler – og hjælper diktatorerne med lidt af hvert

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er i denne uge i Mali, hvor den berygtede Wagner-gruppe har erstattet de franske og danske soldater.

Det er første gang, at en russisk udenrigsminister er på officielt besøg i det støvede vestafrikanske ørkenland Mali, men der er masser af russere, hvis han skulle savne nogen at tale med på sit modersmål.

Den private milits Wagner-gruppen er blevet maliernes foretrukne hårde hunde, når det gælder kampen mod de islamistiske terrorgrupper, der hærger Mali.

Sådan har de regerende generaler villet det, siden de kuppede sig til magten i 2020.

Så de danske og franske tropper fra den tidligere franske koloni røg ud.

Russerne vil det hele

Sergej Lavrov er på sit andet Afrika-besøg på bare to måneder. I januar var han i Sydafrika, Angola, Eswatini (tidligere Swaziland, red.) og Eritrea.

Eritrea var næsten en selvfølge, eftersom det var det eneste afrikanske land, der stemte imod en FN-resolution i marts sidste år, der fordømte Ruslands invasion af Ukraine.

- Ingen hybridkrig i Ukraine vil kunne standse vores samarbejde, hverken økonomisk eller politisk, sagde Lavrov under besøget i Eritrea.

I tv-programmet 'Inside Story' på Al Jazeera blev den russiske politiske analytiker Sergej Markov forleden spurgt, hvad Rusland egentlig vil i Afrika.

Er det mineraler, de er ude efter? Er det for at skabe forretninger for russiske firmaer? Er det for at danne partnerskaber? Er det for at ydmyge de gamle kolonimagter? Eller har Rusland bare brug for alle de venner, de kan få?

- Det er det hele, lød svaret fra Sergej Markov.

Eller som den tyske specialist i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik Gesine Weber sagde i det samme program:

- Kampen mod terrorisme bruges som en vej ind i Afrika for at opnå geopolitisk indflydelse.

- Wagner er meget effektiv

Wagner-gruppen er ikke bare i Mali.

Også Den Centralafrikanske Republik, Libyen, Mozambique og Sudan har taget imod med åbne arme.

Gruppen er gentagne gange af FN blevet beskyldt for brud på menneskerettighederne, men russerne afviser kritikken som ”politisk”. Og som Sergej Markov siger:

- Wagner er meget effektiv, og sommetider kan sammenstødene med terroristerne blive temmelig grusomme.

Sydafrika er en af Ruslands vigtigste allierede i Afrika og har været det i lang tid. Landet stemte blankt ved den omtalte FN-resolution, og i denne måned holder Rusland fælles flådeøvelser med Sydafrika og Kina.

- Og det vil vi ikke skandaliseres for, sagde Lavrov om øvelsen under sit besøg i Eritrea.

Blød politik

Russerne fører sig også frem på mere bløde områder.

I Den Centralafrikanske Republik har de for eksempel betalt for restaureringen af en katedral i hovedstaden, Bangui. Samtidig har de brugt penge på at bygge et klasseværelse til 60 elever, der er forældreløse på grund af konflikterne i landet, der er et af Afrikas fattigste og dårligst fungerende.

Alle eleverne i klassen får nu russiskundervisning.

De 1500 Wagner-soldater har ovenikøbet lavet et lille vodkadestilleri.

Til den mere dystre side hører, at russerne også er dybt involveret i at plyndre landets miner.

Rusland har mange allierede i Afrika og vil gerne have flere – især i lyset af krigen i Ukraine.

Når afrikanske lande undlader at fordømme Rusland, er årsagen, at de ikke vil brænde nogen broer.

Gensidig afhængighed

Afrikanske lande har brug for massiv hjælp, og selvom Vesten har pumpet og fortsat pumper milliarder af kroner i Afrika, føler mange afrikanske ledere sig svigtet. Ikke mindst i lande, hvor demokratiet er truet eller ikkeeksisterende.

Lige nu har Lavrov under sit besøg ganske vist lovet Mali for næsten 700 millioner kroner brændstof, gødning og fødevarer, men russerne er også flinke til at forsyne deres afrikanske venner med våben.

For mange menige afrikanere er spørgsmålet, om det er russerne, kineserne eller Vesten, der træder til, ikke så vigtigt.

Det er heller ikke altid spørgsmålet om demokrati, der står øverst på dagsordenen for dem.

De har større problemer: mad, tag over hovedet, arbejde og sikkerhed.

Med hensyn til sikkerhed kan Wagner-gruppen muligvis noget. For som Sergej Markov konkluderer i 'Inside Story' på Al Jazeera:

- Franskmændene kunne jo ikke.