"Barnlige" og "upassende" tilråb under Bidens tale: - Det er virkelig groft, siger TV 2-korrespondent
Særligt én amerikansk politiker var højlydt under nattens tale, hvor Joe Biden kom i republikansk modvind på flere områder.
Da den amerikanske præsident, Joe Biden, natten til onsdag holdt den årlige State of the Union-tale i Kongressen, blev han afbrudt af tilråb flere gange.
"Buh", lød det eksempelvis fra salen, mens andre råbte "morder" til præsidenten.
De mange tilråb har vakt vrede blandt flere demokratiske politikere, blandt andet hos Bidens partifælle senator Joe Manchin, der kalder republikanernes opførsel for "barnlig" og "usmagelig".
- Ligegyldigt hvem, der gør sådan noget, så er det uacceptabelt og frygteligt barnligt, og det er ikke sådan, vi er som land, lyder det fra senatoren.
Også senatoren Dick Durbin har ifølge CNN beskrevet tilråbene som "forfærdelige" og "upassende".
"Det er din skyld"
Republikanernes angreb begyndte især, da Joe Biden i sin tale kom ind på amerikanernes adgang til generel sundhedssikring.
Her beskyldte han blandt andet republikanerne for at ville skære i et årelangt program ved navn 'Medicare'. Men den beskyldning vil en række medlemmer af Det Republikanske Parti altså ikke have siddende på sig.
"Løgner", lød det i hvert fald fra flere steder i salen, ligesom formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, sad og rystede på hovedet lige bag præsidentens talerstol.
Da tiden var inde til at sætte ord på den omfattende fentanylkrise, der alene fra april 2020 til november 2021 kostede flere end 100.000 amerikanere livet, blev Biden mødt med tilsvarende råb.
- Luk grænsen, lød det eksempelvis fra den kontroversielle republikanske politiker Marjorie Taylor Greene, der samtidig rejste sig i salen og vendte tommelfingeren nedad.
Andre råbte: "Morder! Det er din skyld!".
Det stod ikke umiddelbart klart, hvem der stod bag tilråbene.
Ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz skyldes vreden blandt andet, at man fra republikansk side er stærkt utilfreds med Bidens håndtering af smugling fra lande som Mexico.
- Det er virkelig, virkelig groft at råbe sådan noget til præsidenten. Men republikanerne mener, at Biden kunne gøre mere for at føre en stram immigrationspolitik. At han kunne gøre mere, som Trump gjorde det.
Forud for Bidens State of the Union-tale var Marjorie Taylor Greene desuden mødt op i Kongressen med en stor, hvid ballon i hånden. En slet skjult hentydning til den mystiske kinesiske ballon over USA, som Biden-administrationen ifølge Greene ikke formåede at skyde ned hurtigt nok.
Havde advaret kollegaer på forhånd
Bidens partifælle Joe Manchin har siden talen udtalt til CNN, at han håber, at Kevin McCarthy som republikansk leder i Repræsentanternes Hus vil "tage sig af det".
McCarthy nægtede dog efterfølgende at udtale sig til CNN om emnet.
På forhånd havde Kevin McCarthy lovet, at hans republikanske kollegaer ville holde sig for gode til at "lege barnlige julelege" i salen.
Men, understreger Jesper Steinmetz, ikke alle kunne holde det løfte:
- McCarthy havde på forhånd indskærpet over for sine kollegaer, at de skulle opføre sig ordentligt, fordi amerikanerne ikke bryder sig om den slags manerer. Alligevel var der tydeligvis flere republikanere, der ikke havde tænkt sig at adlyde, siger han.
Ét løfte kunne Kevin McCarthy dog holde. På forhånd havde han nemlig lovet ikke at rive præsidentens talepapirer i stykker, som den daværende demokratiske formand Nancy Pelosi gjorde det i 2020 efter Donald Trumps – skulle det vise sig – sidste State of the Union-tale.